Ældste L. Aldin Porter
De Halvfjerds' Præsidium
»Et åndeligt vidnesbyrd om de nephitiske skrifter vil altid give forvisning om Frelserens eksistens.«
Vi i De Halvfjerds vil gerne udtrykke et hjerteligt velkommen til de brødre, som i dag blev opretholdt til dem fem kvorummer i De Halvfjerds.
Brødre og søstre, vi er velsignet ved at leve i en verden, der er fyldt med næsten daglige oplysninger om fremskridt, der er gjort mod sygdomme og andre trusler mod menneskeheden. Mennesket synes at befinde sig i en uendelig fremmarch inden for overvindelse af hindringer for et langt, sundt liv. De fleste af os er blevet vant til en konstant strøm af undere.
Men sammen med alt dette står vi også over for et nådesløst angreb i form af distraktioner, der er ødelæggende for sjælen, såsom pornografi, anvendelse af narkotika samt misbrug af ægtefælle og børn. Der er en lang række falske filosofier, der udbasuneres som nye, nutidige svar på verdens problemer.
De omfattende kommunikationsmidler, som Herren har åbenbaret for os i vore dage, er i høj grad blevet brugt til ugudelige formål. De trykte medier, tv og video og nu internettet bringer konstant materiale ind i vores hjem, som vil forurene vores sjæl og ødelægge vores liv. Før i tiden var vores hjem generelt fredfyldte tilflugtssteder for verden. Nu kræver det en næsten uophørlig årvågenhed at bibeholde denne fred.
Men vi har alligevel stor grund til at være optimistiske. Vi står ikke uden værn mod disse ugudelige elementer, som bringer os sorg og fortvivlelse her og hindrer os i at opnå evighedernes lykke herefter.
»Jesus sagde til dem: ðJeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørsteЫ (Joh 6:35).
»Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør.
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden« (Joh 6:50-51).
Han er svaret på menneskenes hjertes længsel efter vished. Han er svaret på vore synder og sorger.
Han er vores Beskytter i en verden, der konstant søger at løse problemer ved brug af vold. Han er vores Beskytter i en verden, hvor så mange menneskers tanker konstant fyldes med ugudelighed. Vi bør om nogen se på fremtiden med begejstring og optimisme. Vi har hans ord til at vejlede os, trøste os og give os håb om fremtiden. Der er så meget, der ligger forude i form af lys, renhed og dyd; og med tiden vil volden forsvinde, for lammet skal i sandhed ligge side om side med løven.
Herren har selvfølgelig forudset vor tid. Han har set overtrædelsens ødelæggende virkninger. Og han har profeteret om, at han vil yde sit folk beskyttelse.
Han talte til Enok om de sidste dage tiden med ugudelighed og hævn og han sagde:
»Og dagen vil komme, da jorden skal hvile, men før den dag skal himlene formørkes, og et mørkets slør skal indhylle jorden; himlene skal ryste og jorden ligeså, og der skal være store trængsler blandt menneskenes børn, men mit folk vil jeg bevare.
Og jeg skal sende retfærdighed ned fra himmelen, og sandhed vil jeg bringe frem ud af jorden for at bære vidnesbyrd om min Enbårne, om hans opstandelse fra de døde, ja, og også om alle menneskers opstandelse. Og jeg vil lade retfærdighed og sandhed fare hen over jorden som en flodbølge for at indsamle mine egne udvalgte fra jordens fire hjørner« (Moses 7:61-62).
Lagde I mærke til, at han sagde: »Sandhed vil jeg bringe frem ud af jorden«? For at gøre hvad? »For at bære vidnesbyrd om min Enbårne.«
Mormons Bog blev samlet og oversat til vor tid. Som det blev profeteret, kom den frem af jorden for at velsigne og vejlede folk i deres tilværelse i vor tid. Som Herren vidste, kom den i en tid, hvor sammenbrud, der var forårsaget af ugudelighed, ville være meget voldsomme.
Da Moroni afsluttede sin fars og andres enorme arbejde, gav han et løfte, som er blevet udbredt vidt og bredt på mange sprog. Men jeg er bange for, at det er blevet for fortærsket blandt os. Vi lærer om det i Søndagsskolen, til seminar, til familieaftener, og vi lærer det endda udenad som missionærer. Men i dag vil jeg gerne bede jer om at lytte, mens jeg læser dette løfte, som om I aldrig havde hørt om det før.
»Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse ting ikke er sande; og dersom I beder af oprigtigt hjerte og med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åbenbare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds kraft« (Moroni 10:4).
Dette er løftet om, at vor evige Fader vil tilkendegive sandheden for os en personlig åbenbaring med evige følger.
Mormons Bog blev skrevet for at overbevise jøder og ikke-jøder om, at Jesus er Kristus, som manifesterer sig for alle nationer.
Tag ikke let på Guds åbenbaringer. Tag ikke let på dette forbløffende løfte. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd for jer om, at dette løfte ikke blot er blevet opfyldt i mit liv, men også i hundredtusinders liv ja millioners.
I vil erfare, at når Moronis løfte er blevet opfyldt, og I har opnået forvisning om, at Mormons Bog virkelig er Guds ord, vil det ledsages af et vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, verdens Forløser og Frelser. Jeg har aldrig hørt om noget tilfælde, hvor dette ikke er fundet sted. Desuden tror jeg ikke, at der nogensinde vil ske brud på dette princip. Et åndeligt vidnesbyrd om de nephitiske skrifter vil altid give forvisning om Frelserens eksistens.
Med dette vidnesbyrd, som kommer fra Helligånden, følger en sikker viden om, at Joseph Smith talte sandt, da han sagde, at han havde set Faderen og Sønnen denne forårsmorgen i 1820.
Ingen pris er for høj til at vide, at Jesus Kristus lever og er vor Forløser og Frelser. Dette er opfyldelsen af Moronis løfte i vores liv.
Herefter kan vi ved studium og bøn opnå viden om, at han har givet os liv ved opstandelsen. Vi vil få at vide, at han har lovet os et liv efter dette, som overgår vores forstand. Vi må forstå, at dette vidnesbyrd kun kommer ved lydighed mod evangeliets principper og ordinancer.
Læs Mormons Bog. Begynd at læse med et »oprigtigt hjerte og med fast forsæt«. Tænk over ordene. Stands ofte op og spørg jeres himmelske Fader, »om disse ting ikke er sande«. Bliv ved med at læse, tænke og bede. Det vil ikke være let læsning. Der opstår forhindringer undervejs. Hold ud.
Henvend jer til jeres Fader i Himlen, idet I har fordrevet jeres fordomme og partiskhed. Lad jeres hjerte være åbent til at modtage de indtryk, der kommer fra evige kilder. Der vil blive åbenbaret jer mange inspirerende skatte. Med tiden vil I i jeres hjerte og sind få forvisning om, at Jesus Kristus er den levende Faders levende Søn. Samtidig vil I få viden om, at Joseph Smith er genoprettelsens profet, og at der er apostle og profeter på jorden i dag. I vil med fuldstændig vished vide, at præsident Gordon B. Hinckley er verdens profet såvel som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Jeg giver dette løfte til dem, der undersøger Kirken, til dem, som er medlemmer, men som har mistet begejstringen for værket og derfor er forvirrede i en verden, som befinder sig i moralsk kaos. Dette løfte giver jeg dem, der på grund af overtrædelse og levevis uden tro er fortvivlede over evige anliggender.
Når vi får dette hellige vidnesbyrd, vil vores kærlighed til ham vokse grænseløst; vores ønske om at lære ham at kende vil vokse. Vi vil blive bedrøvede, når vi læser ord som kong Benjamins profeti om ham.
»Og se, han skal lide fristelser og legemlige smerter, hunger, tørst og møje, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; thi se, blod kommer fra hver pore, så stor skal hans ængstelse være for sit folks synder og vederstyggeligheders skyld.
Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, som har skabt alle ting fra begyndelsen« (Mosiah 3:7-8).
Vores hjerte vil flyde over med taknemmelighed for hans offer for os. Denne lære om personlig åbenbaring er ikke ny. Der er blevet belært om dette evige princip i forgangne tider.
»Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: ðHvem siger folk, at Menneskesønnen er?Ð
De svarede: ðNogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.Ð
Så spurgte han dem: ðMen I, hvem siger I, at jeg er?Ð
Simon Peter svarede: ðDu er Kristus, den levende Guds søn.Ð
Og Jesus sagde til ham: ðSalig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himleneЫ (Matt 16:13-17).
Når I har modtaget dette hellige vidnesbyrd, vil I se hans hånd i tusinder af ting.
»Og se, alle ting har deres lignelse, og alt er skabt til at bære vidnesbyrd om mig, ja, både de ting, som er timelige og de ting, som er åndelige, det, som er i himmelen oventil, og det, som er på jorden, og det, som er i jorden, og det, som er under jorden, både oventil og nedentil, alt bærer vidnesbyrd om mig« (Moses 6:63).
Vi vil finde stor glæde i at tænke over hans liv, og vi vil snart indse, at alle ting virkelig vidner om ham. Desuden vil vi midt i vore prøvelser og udfordringer finde fred, idet vi ved, at det til sidst vil blive godt. Vi vil finde ro midt i prøvelserne. Vi vil finde denne sindsro i dette liv midt i kaosset omkring os.
Sådan er kraften i et vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, Forløseren, vores Talsmand hos Faderen, Faderens Enbårne i kødet, selve verdens Frelser.
Jeg bærer vidnesbyrd om ham. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han levede, han døde, han kom frem fra graven med et opstandent legeme, og han har begavet os med opstandelsen og et løfte om et evigt liv i lykke samt opfyldelse ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer, som atter er åbenbaret i vor tid gennem levende profeter.
I Jesu Kristi navn. Amen.