Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond Præsident Gordon B. Hinckley »Hvor der er omfattende fattigdom blandt vore medlemmer, må vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem med at løfte sig selv op, så de kan etablere et liv, der bygger på uafhængighed, og som kan opnås ved uddannelse. Uddannelse er nøglen til muligheder.« Brødre, før jeg begynder min tale, vil jeg gerne varmt lykønske Det Melkisedekske Præstedømmes kor, som består af mænd fra mange samfundslag, som alle synger sammen af et hjerte, fyldt med vidnesbyrd om Zions salmer. Brødre, jeg takker jer mange gange. Nu søger jeg Herrens inspiration, mens jeg kort omtaler det, som jeg anser for et meget vigtigt emne. Jeg vil indlede med at tage jer lidt over 150 år tilbage. I 1849 stod vores forfædre overfor et alvorligt problem. Vore medlemmer havde da opholdt sig i Salt Lake-dalen i to år. Missionærerne på De Britiske Øer og i Europa fortsatte med at indsamle nyomvendte. De kom ind i Kirken i hundredvis. Når de blev døbt, ønskede de at blive indsamlet til Zion. Der var behov for deres styrke og deres færdigheder her, og de besad et meget stærkt ønske om at komme. Men mange af dem var meget fattige og havde ingen penge til at betale for overfarten med. Hvordan skulle de komme herover? Under Herrens inspiration blev der udarbejdet en plan. Det, som blev kendt som Kirkens Emigrationsfond, blev oprettet. Og på trods af den alvorlige fattigdom på den tid, blev der ved denne plan med midler fra Kirken udlånt penge til medlemmer, som kun havde lidt eller intet. Der blev givet lån på den betingelse, at når de nyomvendte ankom her og fandt arbejde, ville de efterhånden, som de var i stand til det, tilbagebetale lånet. De tilbagebetalte penge ville derpå blive udlånt til andre for at gøre det muligt for dem at emigrere. Det blev en selvfornyende hjælpekilde. Det var i sandhed et selvsupplerende emigrationsfond. Det er anslået, at omkring 30.000 medlemmer af Kirken ved hjælp af dette fond var i stand til at komme til Zion. De bidrog med stor styrke til arbejdet her. Nogle af dem kom hertil med nødvendige færdigheder, såsom stenhuggere og andre håndværk. De var i stand til at bidrage på enestående vis med byggeri, deriblandt templet i Salt Lake City og Tabernaklet, samt andet arbejde, som krævede en håndværksmæssig viden og kunnen. De kom med vogntog og med håndkærrer. På trods af den frygtelige håndkærre-tragedie i 1856, da ca. 200 døde af kulde og sygdom på Wyomings sletter, rejste de normalt i sikkerhed og blev en vigtig del af Kirkens familie i disse bjergdale. Eksempelvis blev James Moyle, som var stenhugger fra Plymouth i England, døbt, da han var 17 år gammel. Han skrev ved denne lejlighed: »Jeg indgik pagt med Herren om, at jeg ville tjene ham, både når mennesker talte godt og ondt om mig. Det var mit livs vendepunkt, for det holdt mig væk fra dårligt selskab« (i Gordon B. Hinckley, James Henry Moyle, 1951, s. 18). Men på trods af sin færdighed som stenhugger havde han ikke ret mange penge. Han lånte fra Kirkens Emigrationsfond og forlod England i 1854, sejlede til USA, krydsede sletterne og fik næsten med det samme fast arbejde som stenhugger i Lion House for $3 dollars om dagen. Han sparede op, og da han havde $70 dollars, som var det, som han skyldte, betalte han det med det samme til emigrationsfondet. Han sagde: »Derpå betragtede jeg mig som en fri mand« (Moyle, s. 24). Da der ikke længere var brug for Kirkens Emigrationsfond, blev det opløst. Jeg tror, at der inden for rækkevidden af min stemme er efterkommere af dem, som blev velsignet på grund af dette fond. I er i dag velhavende og i sikkerhed på grund af det, som blev gjort for jeres forfædre. Mine brødre, nu står vi over for et andet problem i Kirken. Vi har mange missionærer, både unge mænd og unge kvinder, som er blevet kaldet i deres egen nation, og som tjener med ære i Mexico, Centralamerika, Sydamerika, Filippinerne og andre steder. De har ikke ret mange penge, men de bidrager med det, som de har. De bliver hovedsagelig støttet af Kirkens Missionsfond, som mange af jer bidrager til, og for hvilke bidrag vi er virkelig dybt taknemmelige. De bliver enestående missionærer, som arbejder side om side med ældster og søstre, som bliver udsendt fra USA og Canada. Mens de udfører denne tjeneste, lærer de, hvordan Kirken fungerer. De udvikler en dybere forståelse af evangeliet. De lærer at tale lidt engelsk. De arbejder med tro og hengivenhed. Så kommer den dag, hvor de bliver afløst. De vender tilbage til deres hjem. De nærer et stort håb. Men mange af dem har meget svært ved at finde arbejde, fordi de ikke har nogen færdigheder. De synker lige tilbage i det fattigdoms dyb, som de kom fra. Og på grund af deres begrænsede kundskaber er det ikke sandsynligt, at de bliver ledere i Kirken. Det er mere sandsynligt, at de får behov for velfærdshjælp. De gifter sig og opfostrer børn, som fortsætter den samme cyklus, som de har kendt. Deres fremtid ser i sandhed ikke god ud. Der er en del andre, som ikke er taget på mission, men som oplever lignende forhold i udviklingen af færdigheder, der skal løfte dem op fra de fattiges rækker. I et forsøg på at afhjælpe denne situation foreslår vi en plan, som vi tror på er inspireret af Herren. Kirken opretter et fond, som hovedsagelig opbygges gennem bidrag fra trofaste sidste dages hellige, som har og fortsat vil bidrage til dette formål. Vi er dybt taknemmelige for denne trofasthed. Baseret på de samme principper, som lå til grund for Kirkens Emigrationsfond, vil vi kalde det for Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond. Der vil blive udstedt lån fra dette fonds indtægt til ambitiøse unge mænd og kvinder, for det meste hjemvendte missionærer, så de kan låne pengene til at blive uddannet for. Når de så er klar til at blive ansat, forventes det, at de tilbagebetaler det, som de har lånt med en lille rente, som er ment som en tilskyndelse til at tilbagebetale lånet. Det forventes, at de får denne uddannelse i deres eget samfund. De kan bo hjemme. Vi har et godt institutprogram, som er oprettet i disse lande, hvor de kan holdes tæt til Kirken. Lederne af disse institutter kender til de uddannelsesmæssige muligheder i deres egne byer. I begyndelsen vil de fleste af disse elever frekventere tekniske skoler, hvor de vil lære datamatik, køleteknik og andre færdigheder, som efterspørges, og som de kan blive kvalificerede i. Denne plan kan senere udvides til liberale erhverv. Det forventes, at disse unge mænd og kvinder vil deltage i institut, hvor lederen kan følge med i deres udvikling. De, som ønsker at deltage i dette program, kan ansøge hos institutlederen. Han vil gennem deres lokale biskop og stavspræsident godkende dem for at afgøre, om de er værdige og har behov for hjælp. Deres navne og det fastsatte lånebeløb bliver derpå fremsendt til Salt Lake City, hvor midlerne bliver stillet til rådighed. Men de udbetales ikke til den enkelte, men til den læreanstalt, hvor de skal uddannes. Der opstår således ikke nogen fristelse til at benytte midlerne til andre formål. Vi vil føre stærk kontrol via en bestyrelse her i Salt Lake City, som vil få en emeritus generalautoritet som direktør, en mand som har udvist både forretningsmæssige og tekniske evner, og som har sagt ja til dette ansvar som frivillig. Det omfatter ingen ny organisation udover en frivillig direktør og sekretær. Det vil stort set ikke koste noget at administrere. Vi vil begynde meget beskedent dette efterår. Vi kan forestille os en tid, hvor dette program bliver til gavn for et stort antal mennesker. Med gode ansættelsesfærdigheder kan disse unge mænd og kvinder rejse sig fra den fattigdom, som de og generationerne før dem har kendt. De bliver bedre i stand til at sørge for deres familie. De vil tjene i Kirken og vokse i deres lederskab og ansvar. De vil tilbagebetale deres lån, hvilket vil gøre det muligt for andre at blive velsignet, ligesom de er blevet velsignet. Det bliver et selvfornyende fond. Som trofaste medlemmer af Kirken vil de betale deres tiende og offerydelser, og Kirken vil blive meget stærkere på grund af deres tilstedeværelse i det område, hvor de lever. Der er et gammelt ordsprog, som siger, at hvis man giver en mand en fisk, så har han mad til en dag. Men hvis du lærer ham at fiske, så kan han spise resten af sit liv. Dette er et dristigt initiativ, men vi tror på behovet for det og på den succes, som det vil få. Det bliver en del af Kirkens officielle program med alt hvad det medfører. Det bliver en velsignelse for alle, hvis liv det berører – både for de unge mænd og kvinder, for deres fremtidige familie og for Kirken, som bliver velsignet med stærke lokale ledere. Der er råd til det. Vi har allerede tilstrækkelig med midler, som er kommet som bidrag, til at finansiere den indledende drift. Det kommer til at virke, fordi det følger præstedømmets linier, og fordi det kommer til at fungere på lokal basis. Det kommer til at handle om praktiske færdigheder og ekspertområder, der er efterspurgt. Deltagelse i programmet fører ikke til, at man bliver stemplet på nogen måde, men snarere til en følelse af stolthed over det, som sker. Det er ikke nogen velfærdsindsats, hvor anbefalelsesværdige disse bestræbelser end er, men en uddannelsesmulighed. Modtagerne tilbagebetaler pengene, og når de gør det, oplever de en vidunderlig følelse af frihed, fordi de ikke har bedret deres livsmuligheder gennem et legat eller en gave, men gennem lån og siden tilbagebetaling. De kan gå med løftet pande og føle sig uafhængige. Sandsynligheden for, at de forbliver trofaste og aktive hele livet, er meget høj. Vi driver allerede i nogle få områder et arbejdsformidlingsprogram under Kirkens velfærdsprogram. Det består hovedsagelig af henvisningskontorer. Spørgsmålet om uddannelse kommer til at ligge hos det selvsupplerende uddannelsesfond. Driften af arbejdsformidlingscentrene kommer til at ligge i velfærdsprogrammet. Disse arbejdsformidlingscentre tager sig af mænd og kvinder, som søger arbejde og har færdigheder, men som mangler at få en ordentlig henvisning. Det ene er et uddannelsesfond, som hviler i sig selv, og som muliggør udviklingen af færdigheder. Det andet program handler om at bibringe mænd og kvinder, som allerede har en markedsefterspurgt uddannelse, en forbedret ansættelse. Præsident Clark plejede at fortælle os ved dette præstedømmemøde i forbindelse med generalkonferencen, at der ikke er noget, som præstedømmet ikke kan udføre, hvis vi arbejder sammen om at fremme et program, som har til hensigt at velsigne folket (se J. Reuben Clark jun., i Conference Report, apr. 1950, s. 180). Må Herren velsigne os med indsigt og forståelse til udføre dette, så det ikke alene hjælper vore medlemmer åndeligt, men også timeligt. Der påhviler os en meget alvorlig forpligtelse. Præsident Joseph F. Smith sagde for næsten 100 år siden, at en religion, som ikke hjælper en mand i dette liv, højst sandsynligt ikke gør meget for ham i livet herefter (se »The Truth about Mormonism,« Out West magazine, sep. 1905, s. 242). Hvor der er omfattende fattigdom blandt vore medlemmer, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem med at løfte sig selv op, så de kan etablere et liv, som bygger på uafhængighed, og som kan opnås ved uddannelse. Uddannelse er nøglen til muligheder. Denne uddannelse må finde sted der, hvor de bor. Den vil derpå passe til de muligheder, som findes i disse områder. Og det vil koste langt mindre sådanne steder, end det ville, hvis det skulle ske i USA, Canada eller Europa. Det er ikke en tilfældig drøm. Vi har hjælpekilderne fra vidunderlige og gavmilde venners godhed og venlighed. Vi har organisationen. Vi har den arbejdskraft og de hengivne Herrens tjenere, som vil gøre det til en succes. Det er helt igennem en frivillig indsats, som praktisk taget ikke kommer til at koste Kirken noget. Vi beder ydmygt og taknemmeligt om, at Gud vil lade denne indsats få fremgang, og at den vil bringe rige og vidunderlige velsignelser ned over hovederne på tusinder, ligesom den forudgående organisation, Kirkens Emigrationsfond, bragte utallige velsignelser til dem, der gjorde brug af dens muligheder. Som jeg har sagt, så er der allerede nogen, som har ydet meget betragtelige beløb til dette fond, hvis indtægter skal bruges til at imødekomme behovet. Men vi har brug for meget mere. Vi indbyder andre, som ønsker det, til ligeledes at bidrage. Vi forventer, at nogle ikke får betalt deres lån tilbage. Men vi har tillid til, at de fleste gør det, som forventes af dem, og at det vil velsigne generationer. Vi må gå ud fra, at fremtidige generationer også vil have behov, for som Jesus sagde: »De fattige har I jo altid hos jer« (Joh 12:8). Det må derfor blive et selvfornyende fond. Det er vores højtidelige forpligtelse og helt afgjort også vores ansvar, mine brødre: »Styrk de svage, støt de nedhængende hænder og styrk de matte knæ« (L&P 81:5). Vi må hjælpe dem med at kunne klare sig selv og få succes. Jeg tror ikke, at Herren ønsker at se sit folk dømt til at leve i fattigdom. Jeg tror, at han vil lade de trofaste nyde jordens gode ting. Han ønsker, at vi skal gøre dette for at hjælpe dem. Og han vil velsigne os, når vi gør det. Jeg beder ydmygt om, at denne indsats må få succes, og anmoder om jeres interesse, jeres tro, jeres bønner, jeres omsorg til fordel herfor. Dette gør jeg i Herren Jesu Kristi navn. Amen.