Biskop Keith B. McMullin
Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd
»Det er ikke bare var nok at være medlem af denne kirke. Det er ikke heller ikke nok blot bevidstløst at udføre medlemskabets gerninger.«
For de, som længes efter åndelig sandhed, er der visse ting, som bliver tydelige. Jeg bærer vidnesbyrd om dette. Gud er i sine himle. Vi mennesker er hans åndelige børn. Jesus er vor Forløser. Joseph Smith var Guds profet, og Gordon B. Hinckley er hans profet i dag. Åbenbaringerne kommer nu, som de gjorde i fordums tid. Guds rige, som er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er atter på jorden.
Satan er virkelig og er ligeledes på jorden. Han og hans hærskarer skaber kaos blandt menneskenes børn. Han taler ikke sandt, føler ingen kærlighed, fremmer ikke det gode og vedkender sig kun ravage og ødelæggelse.
Derfor kommer jeg i dag med en »advarselsrøst«.1 Det er en presserende, tankevækkende invitation til gode mænd og kvinder overalt. Lyt til disse ord, som kom i en åbenbaring, der blev modtaget den 1. november 1831:
»Derfor har jeg, Herren, kaldt min tjener Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen og givet ham befalinger, da jeg vidste, at ulykker skulle ramme jordens indbyggere . . .
Thi hos mig er der ikke personsanseelse, og jeg vil, at alle mennesker skal vide, at den dag snart kommer – selve timen er endnu ikke kommet, men er nær forhånden – da fred skal borttages fra jorden, og djævelen skal have magt over sit eget rige.«2
Herren taler om ulykker, som skal ramme jordens indbyggere. Ulykker kommer i forskellige former. Fra tid til anden sker der store naturomvæltninger, hvor vi rammes af de deraf følgende ødelæggende kræfter.
Men hvad der er endnu mere ødelæggende er de onde, ulykkelige kræfter, som hele tiden søger at omringe os. I henhold til denne profeti fra 1831 er freden nu blevet taget bort fra jorden, og djævlen har magt over sit rige. Hans forførende måder tryllebinder mennesker. Der findes fristelser overalt. Vulgaritet og skærmydsler er blevet en livsmåde. Hvad der før blev anset for frygteligt betragtes nu som harmløst; det, som i begyndelsen virker pirrende, fanger dig hurtigt og ødelægger dig derpå.
Denne syndens katastrofe vil fortsat sprede sig, indtil »hele verden . . . sukker . . . under syndens trældom«.3
Derfor denne »advarselsrøst«:
Pas på verdsligt begær. Det stimulerer sanserne, men gør sjælen til slave. De, som er blevet fanget i dette net af sensualitet, oplever, at det ikke er let at rive i stykker.
Pas på verdslig rigdom. Dens løfter lyder spændende, men rigdommens lykke er en illusion. Apostlen Paulus skrev: »For kærlighed til penge er roden til alt ondt.«4
Pas på ikke at være for selvoptaget. Højdepunkterne er bedrag og lavpunkterne er fortvivlende. Kærlighed, venlighed og opfyldelsen af personligheden og det ægte selvværd findes, når vi tjener Gud og mennesker og ikke os selv.
Midt i alle disse farer findes der en sikker havn. Fra den åbenbaring, som jeg citerede tidligere, kommer denne forsikring:
»Men Herren vil også have magt over sine hellige og regere midt iblandt dem og komme ned til dom over Idumæa, eller verden.«5
Der er sikkerhed i at være en hellig. Medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kendes i dag som sidste dages hellige. Udover at være Herrens benævnelse for de, som tilhører hans Kirke, så tjener denne beskrivelse også som hans invitation til et bedre liv.
Det blev meget klart for mig for nogle år siden, da jeg som ung far havde behov for at købe noget tempeltøj. Da jeg trådte ind i salgsstedet blev min opmærksomhed fanget af et skilt på disken, hvor der stod »Kun for sidste dages hellige«. Budskabet ramte mig som et lyn. I mit sind kom et argument. Hvorfor står der: »Kun for sidste dages hellige«? spurgte jeg mig selv. Hvorfor står der ikke »Kun for medlemmer af Kirken, som har modtaget deres tempelbegavelse«? Hvorfor omtaler man det at være en »sidste dages hellig«?
Årene har siden hen dæmpet min impulsive natur. Dette møde med mig selv for så længe siden er blevet et skattet og afgørende øjeblik for mig. Oplevelsen lærte mig, at det ikke bare var nok at være medlem af denne kirke. Det er ikke heller ikke nok blot bevidstløst at udføre medlemskabets gerninger i denne tid med kynisme og vantro. En helligs åndelighed og årvågenhed er nødvendig.
At være hellig er at være god, ren og hæderlighed. For sådanne mennesker er dyder ikke blot noget, som man taler om, men noget som man efterlever. For sidste dages hellige er Guds rige eller Kirken ikke en parentes, men snarere midtpunktet og substansen i deres liv. Hjemmet er »et stykke af himlen«6, ikke et hotel. Familien er ikke blot en sociologisk eller biologisk enhed. Det er den grundlæggende, evige enhed i Guds rige, hvori der undervises i Jesu Kristi evangelium. Derfor stræber de sidste dages hellige flittigt efter at blive lidt bedre, lidt mere venlige og lidt mere ædle i det daglige.
Herren har fremsat den måde, hvorpå denne udvikling sker. Han sagde: »Derfor, søg ikke denne verdens ting, men søg I først at opbygge Guds rige og fremme hans retfærdighed.«7
Hvis de sidste dages hellige følger denne kurs vil det tilvejebringe midlerne til at undgå verdslighedens forræderiske sandgrunde. At leve på denne måde sætter Kirkens medlemmer i stand til at blive Herrens pagtsfolk. Vi har til vor tid modtaget følgende profetiske vejledning fra præsident Hinckley om, hvordan dette kan gøres. Jeg citerer:
»Vi er et pagtsfolk. Jeg har haft den følelse, at hvis vi blot kunne opmuntre vore medlemmer til at efterleve tre eller fire pagter, så ville resten ordne sig selv . . .
Den første af disse er nadverpagten, hvor vi påtager os Frelserens navn og lover at holde hans befalinger med det løfte i hans pagt, at han vil velsigne os med sin ånd . . .
Den anden er tiendepagten . . . Løftet er . . . at han vil holde æderne væk og åbne himlens vinduer og udøse velsignelse uden mål . . .
For det tredje, templets pagter: Offer, villighed til at ofre til fordel for Herrens værk – og i denne offerlov ligger selve forsoningens element . . . Indvielse, som er knyttet hertil, en villighed til at give alt, hvis det er nødvendigt for hjælpe dette store værk med at rulle frem. Og en pagt om kærlighed og loyalitet over for en anden i ægteskabets bånd, trofasthed, dyd og moral.
Hvis vores folk blot kunne lære at leve efter disse pagter, er jeg sikker på, at alt andet ville ordne sig selv.«8
Verdsligt begær mister sin glans, når den hellige nadver indtager sin rette plads i vores liv. Denne pagt gør det muligt for de trofaste at holde sig »uplettet af verden.«9
Verdslig rigdom mister sin tiltrækning ved, at vi omhyggeligt efterlever Herrens tiendelov. At give ham en tiendedel tilbage af alt det, som han giver, tilvejebringer frem for alt andet en kærlighed til Gud i giverens hjerte. Det åbner den lydige over for den højere lov at give uden at få befaling. Faste og fasteoffer bliver en del af os og giver os kraft til at løse ondskabens lænker, springe ågets bånd, sætte undertrykte fri, og styrke familiens bånd.10 Tiendepagten vænner de trofaste fra kærlighed til penge og de medfølgende fælder.
Verdslig selvoptagelse forsvinder når man ofrer og indvier sig og indgår de øvrige hellige pagter i templet. Eftersom verdens Forløser har givet alt, for at vi kan blive frelst, giver disse pagter os mulighed for at give alt, hvad vi kan, til fremme for vor himmelske Faders hensigter med sine børn.
Derfor, frygt ikke. Det, som verden anser for svagt, vil kuldkaste det onde, som synes mægtigt og stærkt. Retskafne mænd taler i Gud Herrens navn. Troen tager til på jorden. De evige pagter blomstrer i de sidste dages helliges liv. Fylden af Kristi evangelium forkyndes ved forskrift og eksempel for alle jordens ender. Og Herrens pagtsfolk forbereder denne jord til hans andet komme.11 Dette er vores pligt. Må Herren støtte os i dette, er min ydmyge bøn. I Herren Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER
1. L&P 1:4.
2. L&P 1:17, 35.
3. L&P 84:49.
4. 1 Tim 6:10.
5. L&P 1:36.
6. David O. McKay, i Conference Report, apr. 1964, s. 5.
7. JSO, Matt 6:38; se Matt 6:33.
8. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 146; kursiv tilføjet.
9. L&P 59:9; se også Hebr 10, 12-13.
10. Se Es 58:6-11.
11. Se L&P 1:19-23.
Previous
