»At vandre ydmygt med Gud« Ældste Marlin K. Jensen De Halvfjerds' Præsidium »Sand ydmyghed vil uundgåeligt lede os til at sige til Gud: ðSke din vilje.Ы Et af de mindeværdige temaer ved generalkonferencen sidste oktober var, at udover at være opmærksomme på, hvad vi gør, så bør vi som sidste dages hellige også være opmærksomme på, hvem vi er, og hvad vi stræber efter at blive.1 Med dette princip i tankerne lyttede jeg sidste oktober opmærksomt til præsident Gordon B. Hinckleys tale til Kirkens unge. Jeg blev rørt over de seks uvurderlige visdomsråd, som han fortalte om, og som beskrev, hvad de unge bør være. Et af disse seks råd – »vær ydmyg« – havde særlig interesse for mig. Da jeg for adskillige uger siden over for min hustru nævnte, at jeg på grund af præsident Hinckleys tale overvejede, at bruge »ydmyghed« som et muligt emne for mine bemærkninger i dag, standsede hun op og svarede drillende med et blink i øjet: »Så har du kun nogle få dage til at lære det!« Så med denne opmuntring har jeg reflekteret over, hvad det vil sige at følge præsident Hinckleys formaning om at »være ydmyg«. Det bør til at begynde med ikke komme som nogen overraskelse, at i visse menneskers bedømmelse kommer ydmyghed langt nede på skalaen over ønskværdige karaktertræk. I de seneste år er der skrevet mange populære bøger om integritet, sund fornuft, høflighed og en række andre dyder, men der er tilsyneladende kun et lille marked for ydmyghed. Det er tydeligt, at på en tid, hvor mennesker bliver mere uforskammede, og hvor vi lærer at forhandle med andre ved at skræmme dem, og hvor det at være aggressiv er blevet en ønskværdig udtryksform i forretningslivet, vil de, som søger at være ydmyge, blive en lille og overset minoritet. Men de vil blive en meget vigtig minoritet. Det er ligeledes problematisk bevidst at søge at blive ydmyg. Jeg husker, at jeg engang hørte en af mine kollegaer blandt De Halvfjerds sige om ydmyghed, at »hvis du tror, du er det, så er du det ikke.« Han foreslog, at vi bør søge at udvikle ydmyghed, og så sørge for, at vi ikke lægger mærke til, hvornår vi er blevet ydmyge, og så er vi det. Men hvis vi nogensinde tror, at vi er ydmyge, så er vi det ikke.2 Det er en af de lærdomme, som C.S. Lewis belærer om i sine velkendte Screwtape Letters. I brev XIV er en god mand, som af en djævel og hans lærling bliver vundet over på deres side, ved at blive ydmyg, og djævelen bemærker, at »det er rigtig skidt«. Med denne store indsigt lader Lewis djævlen sige til sin lærling: »Din patient er blevet ydmyg, har du gjort ham opmærksom herpå?«3 Heldigvis har Frelseren vist os en måde på, hvordan vi udvikler ydmyghed. Da hans disciple kom til ham og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Svarede han ved at sætte et lille barn i deres midte og sagde: »Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.«4 I dette skriftsted lærer Frelseren os, at det at blive ydmyg er som at blive som et barn. Hvordan bliver vi som børn, og hvilke egenskaber hos børn bør vi udvikle? Kong Benjamin gav i sin enestående prædiken i Mormons Bog denne vejledning: »Thi det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det siden Adams fald og vil vedblive at være det i al evighed, medmindre det underkaster sig den Helligånds ledelse, aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig gennem forsoningen ved den Herre Kristus og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underkaste sig alt det, Herren finder tjenligt at pålægge det, ligesom et barn underkaster sig sin fader.«5 Kong Benjamin synes at undervise i, at det at blive som et barn er en gradvis proces med åndelig udvikling, i hvilken vi får hjælp fra Helligånden og vores lid til Kristi forsoning. Til sidst i denne proces opnår vi de karaktertræk, som et barn har i form af sagtmodighed, ydmyghed, tålmodighed, kærlighed og åndelig lydighed. Sand ydmyghed vil uundgåeligt lede os til at sige til Gud: »Ske din vilje«. Og fordi det, som vi er, påvirker det, som vi gør, afspejler vores lydighed sig i vores ærbødighed, taknemlighed og villighed til at tage imod kaldelser, råd og tilrettevisninger. Blandt Brigham Youngs efterkommere er er bevaret en beretning, som illustrerer den lydighed, som er en del af ydmygheden. I denne beretning fortælles det, at profeten Joseph ved et offentligt møde, muligvis som en prøve, alvorligt irettesatte Brigham Young for noget, som han havde gjort eller noget, som han skulle have gjort, men ikke havde gjort – detaljerne er uklare. Da Joseph var færdig med sin irettesættelse, ventede alle i lokalet på Brigham Youngs svar. Denne mægtige mand, som senere blev kendt som Herrens løve, sagde ganske enkelt og ydmygt med en stemme, som alle kunne høre var oprigtig: »Joseph, hvad vil du have, at jeg skal gøre?«6 Styrken i dette svar indeholder en følelse af ydmyghed. Den minder os om den største gerning i form af mod og kærlighed i menneskehedens historie – Kristi sonoffer – som også var den største gerning i form af ydmyghed og lydighed. Der er måske nogen, som spekulerer på, om dem, som søger at blive ydmyge, for altid må vige for andres stærke meninger og holdninger. Frelserens liv er så afgjort et bevis på, at sand ydmyghed er alt andet end underkastelse, svaghed eller kryberi. Et andet perspektiv i ydmygheden, som kan være os til hjælp, er at undersøge dets modstykke – stolthed. Ligesom ydmyghed fører til andre dyder såsom beskedenhed, lærevillighed og fordringsløshed, så fører stolthed til mange andre fejl. Ifølge de sidste dages helliges teologi var det på grund af stolthed, at Satan blev modstanderen til al sandhed. Det er væksten af dette hovmod, kaldet hybris, som de kloge mænd i det antikke Grækenland sagde ville føre til den sikre vej til tilintetgørelse. For tolv år siden holdt præsident Ezra Taft Benson en bevægende konferencetale, hvor han sagde, at stolthed er »en verdensomfattende synd, det er en alvorlig synd.«7 Han belærte om, at stolthed hovedsagelig er konkurrencepræget i sin natur og citerede dette citat fra C.S. Lewis: »Stolthed giver ingen glæde ved at eje noget, kun hvis man ejer mere end de andre. Vi siger, at mennesker er stolte over at være rige eller dygtige eller se godt ud, men det er de ikke. De er stolte over at være mere rige, over at være dygtigere eller over at se bedre ud end andre. Hvis alle andre blev lige så rige eller dygtige eller så lige så godt ud, ville der ikke være noget at være stolt over. Det er sammenligningsgrundlaget der skaber vores stolthed – glæden ved at overgå de andre. Når først konkurrencemomentet er væk, så er stoltheden det også.«8 Hvilken interessant kommentar til dagens yderst konkurrenceprægede og dermed også stolte verden. Hvor er det også en vigtig påmindelse for os, som er velsignet med evangeliets fylde, om at undgå både at være stolte og at se stolte eller nedladende ud i forhold til andre mennesker. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være, hvis vi alle besad større ydmyghed. Forestil jer en verden, hvor vi kunne erstatte jeg som det vigtigste stedord. Tænk på den virkning det ville have på det at søge viden, hvis det at være lærd, uden at være arrogant, var normen. Tænk over den atmosfære, der ville være i et ægteskab eller i en familie eller i en hvilken som helst organisation, hvis ægte ydmyghed kunne gøre, at vi lettere indrømmede fejl og tilgav, og hvis vi ikke var bange for at rose andre af frygt for, at de får en fordel, og hvis vi var i stand til lytte lige så godt, som vi selv er til at tale. Tænk på de fordele, det ville give et samfund, hvor hensyntagen til status kom i anden række, og hvor borgerne var mere opmærksomme på at udføre deres ansvar end på at få deres ret, og hvor mennesker med myndighed fra tid til anden kunne stå frem og ydmygt sige: »Jeg har måske taget fejl!« Er det nødvendigt at »få ret« frem for alt andet? Denne intolerance over for andre og deres synspunkter er intet mindre end denne hybris, som grækerne anså for og advarede imod som en selvmordssynd. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor anderledes selv den moderne verdenshistorie kunne være blevet, hvis hovedaktørerne havde fulgt ydmyghedens blide påvirkning. Hvad vigtigere er, så tænk på den rolle som ydmyghed spiller i omvendelsesprocessen. Er det ikke ydmyghed koblet sammen med stærk tro på Kristus, som fører overtræderen til Gud i bøn og til den, som man har forurettet, for at undskylde, og som, hvor det er nødvendigt, bringer vedkommende til sin præstedømmeleder for at bekende? Jeg er taknemlig over de eksempler på ydmyghed, som jeg har mødt i mit liv. Det skete engang, at min far på grund af varmen og frustrationen over en fugtig og hed julieftermiddag overreagerede på grund af nogle fejl, som jeg i min ungdom havde gjort på gården, og straffede mig hårdere for min forbrydelse, end jeg syntes var nødvendigt. Han kom senere hen for at give mig en undskyldning og gav udtryk for tillid til mine evner, hvad jeg i høj grad værdsatte. Dette ydmyge udtryk har været et minde for mig i mere end 40 år. Jeg har set en konstant ydmyghed hos min vidunderlige hustru. Ligesom Nephi vendte tilbage til Lehi for at få vejledning, efter Lehi i et øjeblik havde svigtet, er hun forblevet ved min side i 34 år og har hele tiden støttet og elsket mig »til trods for min svaghed«.9 Jeg bliver ofte dybt rørt over de beviser på ydmyghed, som findes i skrifterne. Tænk på Johannes Døber, som sagde om Frelseren: »Han skal blive større, jeg skal blive mindre.«10 Tænk på Moroni, der bønfaldt os om ikke at fordømme ham på grund af hans ufuldkommenheder, men takke Gud for, at han har vist os Moronis ufuldkommenheder, så vi kan lære at blive klogere end Moroni var.11 Vi må ikke glemme Moses' reaktion, da han efter at have oplevet Guds og hans skabningers storhed som følge af dette erkendte, »at mennesket er intet, noget, som jeg aldrig før havde troet.«12 Er Moses' erkendelse af vores fuldstændige afhængighed af Gud ikke begyndelsen til sand ydmyghed? Jeg er enig i den engelske forfatter John Ruskins bemærkelsesværdige udtalelse, at »den første prøve for virkelig stor mand er hans ydmyghed.« Han fortsatte: »Med ydmyghed mener jeg ikke tvivl på sin egen kraft . . . [Men virkelig] store mænd . . . har en interessant . . . fornemmelse af, at . . . storhed ikke findes i dem, men virker gennem dem . . . Og de ser noget guddommeligt . . . i ethvert menneske . . . og de er uendeligt, tåbeligt og utroligt barmhjertige«.13 Profeten Mika i Det Gamle Testamente var ligesom vores levende profet, præsident Gordon B. Hinckley, meget opmærksom på at fremelske ydmyghed. Til sit folk sagde han: »Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.«14 Må Gud Herren velsigne os alle, så vi kan vandre i ydmyghed med ham og med alle mennesker. Jeg vidner om, at præsident Gordon B. Hinckley er en sand profet, og at hans råd om at »være ydmyge« kommer fra Gud. Jeg vidner om, at Jesus Kristus, Guds sagtmodige og beskedne Søn, er et lysende eksempel på ydmyghed. Jeg ved, at det er i ydmyghed, at vi en dag knæler ned for Frelserens fødder for at blive dømt af ham.15 Det er min bøn, at vi må leve således, at vi forbereder os til det ydmyge øjeblik. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Ældste Neal A. Maxwell, »Verdens tant og fjas,« Liahona, januar 2001, s. 43-45. 2. Ældste Albert Choules jun., ikke udgivet referat af kvorumsmøde for De Halvfjerds, 15. april 1993. 3. The Screwtape Letters, 1982, s. 62-63. 4. Matt 18:1, 4. 5. Mosiah 3:19. 6. Se Truman G. Madsen, »Hugh B. Brown – Youthful Veteran,« New Era, april 1976, s. 16. 7. »Pagter«, Stjernen, juli 1989, s. 3. 8. Mere Christianity, 1960, s. 95. 9. 2 Nephi 33:11. 10. Joh 3:30. 11. Se Mormon 9:31. 12. Moses 1:10. 13. The Works of John Ruskin, red. E. T. Cook og Alexander Wedderburn, 39 bind, 1903-12, 5:331. 14. Mika 6:8. 15. Se Mosiah 27:31; L&P 88:104.