Opbyg riget Ældste Bruce D. Porter De Halvfjerds »Fra de tidligste tider har Herrens kirke været opbygget af almindelige mennesker, som højnede deres kaldelser i ydmyghed og hengivenhed.« For næsten 25 år siden boede vores familie i Massachusetts, hvor jeg studerede Mit studium var meget krævende, så jeg havde ikke megen fritid. En søndag i kirken kom wardets primarypræsidentinde hen til mig og spurgte, om jeg kunne vikariere som primarylærer de næste to uger. Dengang blev Primary afholdt på en hverdagsaften, og jeg vidste, at det ville blive vanskeligt at finde tid i min kalender til at undervise klassen. Men efter nogen tøven indvilligede jeg. Dagen kom, hvor jeg skulle undervise i Primary. Samme eftermiddag havde jeg siddet på universitetets bibliotek og været opslugt af en bog om international politik. Det emne, jeg læste om, syntes på en eller anden måde at være vigtigere end den forestående primaryklasse. Som følge heraf udsatte jeg at gennemgå den lektion, jeg skulle forberede, indtil der kun var en halv time, til klassen skulle begynde. Derefter gik jeg fra biblioteket til vores wards kirkesal, som lå i udkanten af universitetsområdet. Min uvillige indstilling må have fået mig til at gå langsommere, for jeg kom et par minutter for sent. Da jeg nåede døren ind til primarylokalet, var børnene lige begyndt at synge indledningssangen. Det var en sang, jeg aldrig havde hørt før, en sang, hvis melodi og budskab rørte mig dybt: Som jeg har elsket, elsker hverandre, lyd min befaling: Elsker hverandre, Derpå skal kendes, om I vil mig følge: At I vil elske hverandre! (»Elsker hverandre«, Salmer og sange, nr. 199). Mens jeg stod betaget i døråbningen, vidnede Ånden for mig, at jeg så den vigtigste klasse, der blev afholdt i Cambridge i Massachusetts den dag. Ovre i universitetet i snesevis af klasseværelser og laboratorier var hengivne videnskabsmænd i færd med at finde svarene på verdens problemer. Hvor værdifulde sådanne bestræbelser end måtte have været, så var de endelige svar på problemerne i en plaget verden ikke at finde på universitetet. Her foran mig var Herrens svar: Den stille opbyggelse af hans rige på jorden ved at undervise i Jesu Kristi evangelium. Det, der fandt sted i Primary den dag, var en lille del af en guddommeligt åbenbaret plan for frelse af en falden verden. I oktober 1831 sagde Herren med hensyn til genoprettelsen: »Guds riges nøgler er overladt menneskene på jorden, og fra nu af skal evangeliet udgå til jordens ender, ligesom den sten, der uden hænder blev revet løs af bjerget, skal rulle frem, til den opfylder hele jorden« (L&P 65:2). Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det rige, hvis skæbne det er at opfylde hele jorden. I henhold til den Almægtiges mirakuløse visdom vil opbyggelsen af Guds rige i de sidste dage ske ved lige så enkle og simple midler, som det jeg så i Primary den dag. Vi glæder os over at høre om templer, som bliver opført overalt på jorden og om fjerne lande, som åbner dørene for evangeliet. Herrens kirke, som er bygget på apostlenes og profeternes grundvold, bliver bragt ud til hele verden af missionærer, som er kaldet til at forkynde hans ord. Engang, vil vi måske se opbyggelsen af riget som noget, der finder sted i det fjerne, langt borte fra vores egen gren eller ward. I virkeligheden har Kirken fremgang både ved at vokse udadtil og ved at blive lutret indadtil. »Thi Zion skal tiltage i skønhed og hellighed, dets grænser skal udvides og dets stave befæstes« (L&P 82:14). Vi behøver ikke at blive kaldet til at tjene langt fra hjemmet, ej heller behøver vi at have en fremtrædende stilling i Kirken eller i verden for at kunne opbygge Herrens rige. Vi bygger det i vores hjerte, når vi opelsker Guds Ånd i vores liv. Vi bygger det i vores familie ved at indgyde vore børn tro. Og vi bygger det gennem Kirkens organisation, når vi ærer vore kaldelser og fortæller vore naboer og venner om evangeliet. Mens missionærerne arbejder i de marker, der er rede til at blive høstet, arbejder andre i markerne derhjemme på at styrke riget i wardet og det lokalsamfund, de bor i. Fra de tidligste tider har Herrens kirke været opbygget af almindelige mennesker, som højnede deres kaldelser i ydmyghed og hengivenhed. Det betyder ikke noget, hvilken stilling vi er kaldet til at tjene i, når blot vi handler »med al flid« (L&P 107:99). Som der står i en af vore dages åbenbaringer: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, thi I lægger grundvolden til et stort værk, og af de små ting kommer det, som er stort« (L&P 64:33). Præsident Joseph F. Smith bemærkede engang, at »en sag vindes ikke i en enkelt generation« (Evangeliske lærdomme, s. 99). Mere end nogen andre steder er det i familien, i den stille helligdom som hjemmet er, at generationerne forener sig om at opbygge Guds rige. Børneopdragelse er et guddommeligt værk. Det Første Præsidentskab har bedt Kirkens forældre om at holde familieaften og bede familiebøn, om at studere evangeliet i hjemmet og om at tilbringe tid sammen med børnene til lødige aktiviteter. Når far og mor underviser deres børn i de evige sandheder, som de engang blev undervist i, rækker de sandhedens fakkel videre til endnu en generation, og riget vokser sig stærkere. »Vi er udkigsposter på et fyrtårn, hvis lys aldrig slukkes« (»For the Strengh of the Hills«, Hymns, nr. 35). Da jeg voksede op, ledte min far ofte vores familie i evangeliske samtaler omkring middagsbordet. Først nu, når jeg ser tilbage, forstår jeg, hvordan disse stunder sammen med familien bidrog til mit eget vidnesbyrd. Jeg fryder mig ved Esajas' profeti om, at den tid vil komme, da der »over hele Zions bjerg« skal være en sky om dagen og en flammende ild om natten (se Es 4:5), når Guds Ånd bestandigt skal bo i hjemmene hos hans folk. Herrens rige omfatter ikke kun Kirken og familien, men også hans folks hjerte og sind. Som Frelseren sagde under sit jordiske virke: »Guds rige er midt iblandt jer« (Luk 17:21). Hvis vi virkelig ønsker at bidrage til det store sidste dages værk, må vi alene have Guds ære for øje, vores sind være oplyst af vidnesbyrdet om Jesus (se Åb 19:10), og vores hjerte være rent og helliget. Personlig bøn, studium og meditation er afgørende for opbyggelsen af riget i vores egen sjæl. Det er i de stille øjeblikke, hvor vi funderer og kommunikerer med den Almægtige, at vi kommer til at kende og elske ham som vor Fader. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Guds rige er blevet gengivet til jorden for aldrig mere at blive taget bort. Under vor evige Faders ledelse er Jesus Kristus dette værks Banebryder og Fuldender, Kirkens Hjørnesten og Israels Hellige. I Herrens styrke og kraft kan vi opbygge Guds rige på jorden, så det kan være rede til at møde Himmeriget ved hans komme. Med ordene fra en kampsang, som også kan stå som en hymne til genoprettelsen: Han blæser i basunen, som aldrig skal blæse til tilbagetog. Han sigter menneskenes hjerter foran sin domstol. O, vær rask, min sjæl, til at svare ham, vær jublende, mine fødder. Vor Gud marcherer frem! (»Battle Hymn of the Republic«, Hymns, nr. 60). I Jesu Kristi navn. Amen.