Miraklernes Gud Sydney S. Reynolds Førsterådgiver i Primarys hovedpræsidentskab »Jeg tror, at vi alle kan bære vidnesbyrd om disse små mirakler.« Sammen med Moroni fra fordums tid tror jeg på en Gud, der gør mirakler. Moroni skrev til mennesker i vores uddeling: »Se, jeg vil vise jer en Gud, som gør undergerninger . . . og det er den samme Gud, som skabte himlene og jorden og alle ting, som er i dem« (Mormon 9:11). Moroni forkyndte, at Jesus Kristus udførte mange store mirakler, at mange store mirakler blev udført ved apostlenes hænder, og at en Gud, som er den samme i går, i dag og for evigt, må være en Gud, der gør Mirakler i dag (se Mormon 9:18; 9:9). Tænk på miraklerne i Det Gamle Testamente. Husk Moses og delingen af Det Røde Hav. For alle fremtidige generationer af israelitter blev de store mirakler, som ledte til deres udfrielse fra Egypten, et uafviseligt bevis på Guds eksistens og hans kærlighed til dem. Mange profeter i Mormons Bog, herunder Nephi, omtalte beretningen om Moses for at styrke troen på en Gud, som kunne udfri sit folk fra deres fangenskab (se 1 Nephi 4:1-3). Andre profeter mindede folket om, at de selv havde været vidner til mirakler, som skulle overbevise dem om Guds magt. Og i Det Nye Testamente fortalte apostlen Johannes om hans årsag til at optegne mange af Frelserens mirakler – nemlig »at [vi] skal tro, at Jesus er Kristus« (Joh 20:31). I denne uddeling er vi vidne til det store mirakel, som genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium til jorden er. Det begyndte, da en ung mand gik ud i en lund i nærheden af Palmyra i staten New York og udgød sit hjerte og stillede sine spørgsmål til en Gud, som han troede kunne svare ham – miraklernes Gud. Og miraklerne er kommet i denne uddeling – store mirakler – herunder fremkomsten af Mormons Bog, som i sig selv er endnu et vidnesbyrd om Jesu Kristus. Lige så vigtige som disse »store mirakler« er de mindre »private mirakler«, som lærer os at have tro på Herren. De kommer til os, når vi erkender og giver agt på Åndens tilskyndelser i vores daglige liv. Jeg er taknemmelig for den lærer, som opfordrede sine elever til at føre en dagbog over Åndens hvisken eller tilskyndelser i deres liv. Han sagde, at vi skulle gøre et notat over det, som vi havde følt, og hvad det havde ført med sig. Der var nu små ting, som kom til at stå tydeligt. En dag havde jeg utrolig travlt med at gøre noget færdigt og gøre mig klar til en tur. Jeg havde netop været nede i vaskerummet i min studenterbolig for at lægge tøjet fra vaskemaskinen over i tørretumbleren. Desværre var alle tørretumblerne i brug, og de havde mange minutter igen. Modløst gik jeg op igen, for jeg kunne se, at når tørretumblerne var færdige, ville det være tid for mig til at tage af sted. Jeg var næppe kommet tilbage til mit værelse, førend jeg følte mig tilskyndet til at gå ned og kigge til vasketøjet igen. Det var da tåbeligt, tænkte jeg – jeg har jo lige været der, og jeg havde ikke tid. Men fordi jeg forsøgte at lytte, gik jeg ned igen. To af tørretumblerne var nu tomme – og jeg kunne nu nå det hele. Var det muligt, at Herren havde haft så megen omsorg for mig, at han lettede min dag på i et lille, men for mig vigtigt anliggende? Gennem mange sådanne oplevelser har jeg siden lært, at Herren vil hjælpe os i hvert eneste aspekt af vores liv, når vi forsøger at tjene ham og gøre hans vilje. Jeg tror, at vi alle kan bære vidnesbyrd om disse små mirakler. Vi kender børn, som beder om hjælp til at finde noget, de ikke kan finde, og som finder det. Vi kender unge mennesker, som samler mod til at stå som vidner for Gud, og som føler hans understøttende hånd. Vi kender til venner, som betaler deres tiende med deres allersidste penge, og som derpå ved gennem et mirakel oplever, at de er i stand til at betale for deres uddannelse eller deres husleje, eller at de på en eller anden måde kan skaffe mad til deres familie. Vi kan fortælle om bønner, som er blevet besvaret, og om præstedømmevelsignelser, som har givet mod, bragt trøst eller gjort os raske. Disse daglige mirakler gør os kendt med Herrens hånd i vores tilværelse. Mit sind har hvilet meget omkring dette emne på grund af en oplevelse, som vores familie har været ude for de sidste måneder. Vores datter og hendes mand tog deres tid til at finde hinanden, og selv om de derefter af hele deres hjerte over en årrække ønskede at få børn, havde de store vanskeligheder med at realisere denne drøm. De bad og søgte præstedømmevelsignelser og lægehjælp, og til sidst oplevede de den store glæde at få at vide, at de ventede tvillinger. Men tingene gik ikke glat, og 3 1/2 måned før de skulle fødes, fik den kommende mor veer og blev indlagt på fødeafdelingen. I begyndelsen nærede lægerne et håb om, at de kunne standse disse veer nogle få uger. Men hurtigt blev det et spørgsmål om, hvorvidt de havde de 48 timer, der var nødvendige for medicinsk at forberede de ufødte børns umodne lunger til at fungere? En sygeplejerske fra neonatal-afsnittet kom ind for at vise parret billeder af de maskiner, som de nyfødte børn skulle ligge i, hvis de blev født levende. Hun forklarede risiciene for øjenskader, lungekollaps og fysiske handikap og for hjerneskade. Parret lyttede, ydmyge men håbefulde, og det blev derpå tydeligt, at trods alt det, som lægerne kunne gøre, var børnene på vej. De blev født levende. Først blev den lille pige og derpå den lille dreng – som vejede mindre end 2 kg til sammen – meget hurtigt overført til neonatal-afsnittet og fik ilt via slanger i næse og mave, intravenøs behandling og konstant overvågning. De må ikke få for meget lys eller for megen støj, og deres kemiske balance skal hele tiden overvåges, mens hospitalet med udstyr for mange millioner dollars og med de mange vidunderlige doktorer og sygeplejersker, forsøgte at efterligne det mirakel, som en livmoder er. Der sker mange små mirakler hver dag; En sammenklappet lunge helbreder sig selv og fortsætter på trods af alle odds med at fungere ordentligt, lungebetændelsen slås ned, mange dødbringende infektioner kommer til og bliver overvundet, de intravenøse slanger fungerer ikke ordentligt og må udskiftes. Efter 2 1/2 måned har den lille dreng taget 900 gram på og kan nu trække vejret med ekstra ilt. Hans lungemaskine er væk, han lærer at spise og hans taknemmelige forældre får ham hjem med måle-apparaterne stadig fastgjort. Den lille pige bliver ved med at hive luftslangerne ud og sætter alarmerne i gang over hele afdelingen. Måske vil hun gerne følge med sin bror, men hendes svælg lukker sig hver gang, og hun kan bare ikke selv trække vejret. Hendes hals bliver så hævet, at det behandlende personale har stort besvær med at sætte slangerne ind igen, og hun dør næsten. Hendes normale udvikling hindres af hendes fortsatte afhængighed af lungemaskinen. Og til sidst, da hendes bror har været hjemme i to måneder, mener lægerne, at de er tvunget til at foreslå én operation, som vil gøre det muligt for hende at trække vejret gennem et hul i halsen, én operation, som vil løse maveproblemerne gennem et hul i siden, men denne operation vil påvirke hendes lille legeme i mange måneder og måske resten af livet. Mens forældrene kæmpede med denne beslutning, sendte min mands kærlige søster besked til hele familien. Hun forklarede situationen – den kritiske timing, vigtigheden af at komme af med lungemaskinen – og foreslog, at vi forenede os i tro endnu engang og i bøn og faste bad om endnu et mirakel – hvis det var Herrens vilje. Vi ville lade vores faste kulminere med en bøn den 3. december om aftenen. Lad mig læse op fra et brev, som blev sendt til familien om morgenen den 4. december. »Kære familie, vi har vidunderlige nyheder! Velsignelser fra Herren. Vores hjerte er fyldt med tak for jeres bønner og faste for vores lille pige. I går morges kom hun ud af lungemaskinen og har i skrivende stund været ude i 24 timer. For os er det virkelig et mirakel. Lægerne er stadig meget varsomme med at forudsige fremtiden, men vi er så taknemmelige for Herren og for jer. Vi beder om, at dette må være begyndelsen til afslutningen på hendes hospitalsophold. Og vover endda at håbe på, at hun kommer hjem til jul.« Hun kom hjem til jul, og begge børn har det »bare fint« lige nu. Vores familie har oplevet sin »deling af Det Røde Hav«, og vi er rede til at vidne om, at der i dag, ligesom i går, og som der altid vil være, er en »miraklernes Gud«, som elsker sine børn og ønsker at velsigne dem. Nu ved vi, ligesom I ved, at vi ikke på alle vore bønner til Herren og al vores faste modtager det svar, som vi har håbet. I vores store familie har vi også mistet nogle kære, har oplevet alvorlig sygdom, prøvelserne i forbindelse med skilsmisse og børn, som vælger en anden sti. Vi forstår ikke altid årsagen til de prøver, vi får i livet. Men vores tro er vokset, og det er jeres måske også, når vi ser vore kære, vore venner og mennesker, som vi kun kender af navn, holde ud i tro på Herren i de sværeste prøver. De kender også til miraklernes Gud, og vidner i deres svære situationer om, at uanset hvad fremtiden har til dem, så kender Herren dem og elsker og velsigner dem. De er beseglet til ham og til hinanden for evigt, og de er villige til at lade deres vilje vige for hans. Hvordan er de kommet til dette punkt? Hvordan nærmer vi os det stille mirakel, som Herren udfører i sin omformning af os, hans børn, til værdige arvinger til Guds rige? Jeg tror på, at det er muliggjort, »for således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16). Jeg tror på, at det sker, når vi lytter til Åndens tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og fyldes af Guds kærlighed (se Mosiah 3:19). »Vi tror, at hele menneskeheden, gennem [Jesu] Kristi forsoning, kan blive frelst ved at adlyde evangeliets love og forordninger« (3. trosartikel). Hele menneskeheden – det omfatter mig, det omfatter jer – kan hver især få del i forsoningen, som er det største af alle Guds mirakler. Gud adskilte Det Røde Hav, og han har givet os Mormons Bog. Han kan helbrede os for vore synder, og han kan og vil velsigne os, hans børn, i vores dagligdag. Jeg ved, at han lever, og at han elsker os, og er i dag en miraklernes Gud. I Jesu Kristi navn. Amen.