ÆLDSTE RICHARD G. SCOTT
De Tolv Apostles Kvorum
Jeg vil af al kraft opfordre jer til at finde ud af, hvem I virkelig
er ... Jeg opfordrer jer til gennem ånden at finde ud af jeres guddommeligt
givne potentiale.
For nylig så jeg over 20.000 unge sidste dages hellige mænd
og kvinder lytte til et åndeligt budskab. De tog notater og koncentrerede
sig om taleren og var ivrige efter at lære. Fra dem strålede
en intens ånd af renhed, retskaffenhed og hengivenhed. Der var ingen,
som havde tvunget dem til at komme. De ønskede at være der.
Senere mødte jeg over 2.000 fuldtidsmissionærer, som forberedte
sig til at tjene. Salen var fyldt af Ånden. Jeg stillede dem vanskelige
spørgsmål. De svarede utrolig godt og citerede ofte støtteskriftsteder.
Da jeg trykkede disse missionærer i hånden og så ind i
deres øjne, følte jeg deres renhed og deres hengivne ånd.
Det var en inspirerende oplevelse. Hver eneste af dem havde tilsidesat deres
personlige interesser for at acceptere en kaldelse til at være en
del af det, som kan blive vores bedste generation af missionærer.
Jeg har haft lignende erfaringer med unge over hele verden. Fakultetsmedarbejderne
ved vore tre universiteter har bemærket en betydelig kapacitet i emner
og åndelig følsomhed hos eleverne. Der er noget bemærkelsesværdigt,
som er ved at ske. Føler I det? Herren sender i sandhed endnu flere
enestående ånder til jorden, efterhånden som lydighed og
moral er i forfald over hele verden. Som gruppe overgår de den gennemsnitlige
kapacitet hos deres forgængere. Deres potentiale for personlig vækst
og positive bidrag er enorme. Hvordan arbejder I som forældre og ledere
for at udvikle dette potentiale? Hvad gør I som en ung mand eller
kvinde i denne generation for at opnå jeres ekstraordinære potentiale?
Vil
I øge det og leve op til exceptionelle højder i form af opnåelser
og lykke? Hvordan vil I undgå Satans anstrengelser for at underminere
jeres potentiale ved at få jer til at overtræde? Det er kun jer,
som kan besvare disse kritiske spørgsmål.
Jeg vil af al kraft opfordre jer til at finde ud af, hvem I virkelig er.
Jeg indbyder jer til at se ud over livets daglige rutine. Jeg opfordrer jer
til gennem ånden at finde ud af jeres guddommeligt givne potentiale.
Jeg formaner jer til bønsomt at træffe værdige valg, som
vil lede jer hen mod at realisere dette fulde potentiale.
Jeg vil gerne fortælle jer en sikker måde, hvorpå I kan
begynde at opnå en sådan vækst. Jeg har set tapre missionærer
gå ud i iskold vind, modstå voldsom regn, vade gennem glatte
og plørede gader og overvinde frygt. Ofte bærer de et magtfuld
vidnesbyrd for kun at blive forkastet og åbent kritiseret. Jeg har
set dem kæmpe for at videregive sandheden på et nyt sprog. Af
og til stirrer lytteren i forbløffet stilhed. Så kommer den ødelæggende
erkendelse, at budskabet ikke er blevet forstået. Men jeg vil ikke ændre
noget af det, selv om jeg kunne, for der er de gyldne øjeblikke af
succes, som er alle anstrengelserne værd. Sådanne belønninger
kommer, når ånden rører et hjerte og opnår et evigt
resultat, fordi en som jer var der. At dele sandhed under svære forhold
gør, at man værdsætter det mere. Når I går
udover grænserne for jeres erfaring og ud i det ukendte tusmørke,
vil Herren styrke jer. Jeres evige sjæls skønhed vil åbne
sig.
Udfordringerne er større end nogensinde før. Det er årsagen
til, at Herren har behov for dygtigere og bedre forberedte missionærer.
Han har behov for dem, som er rene, så de kan blive vejledt af Ånden
og kan vidne med omvendende kraft. Kvalificer jer til at blive en af disse
enestående missionærer. Det bliver ikke let. Der er ikke noget,
som nogensinde har været noget værd, som har været let
at udføre.
Det Første Præsidentskab har defineret høje standarder
for moralsk værdighed og den fysiske, mentale og følelsesmæssige
stabilitet, som tjeneste som missionær nu kræver. Standarder
er krævende, men I kan opfylde dem. I vil glæde jer over den
følelse af fred og tillid, som kommer af at efterleve dem. Standarderne
er ikke blevet løftet for at gøre det sværere, men fordi
missionærerne nu tjener
i et miljø, hvor åndelig vejledning er absolut afgørende.
Der er også blevet foretaget ændringer i præsentationen
af lektionerne. De skal ikke længere læres udenad, men det grundlæggende
indhold skal læres og gives som vejledt af Ånden. Personlig værdighed
er grundlæggende for at gøre dette (se »Erklæring
om missionering« vedlagt Det Første Præsidentskabs brev
fra den 11. december 2002).
I er en enestående generation med et ekstraordinært potentiale.
Det er ikke nogen tilfældighed, at Satan ønsker at ødelægge
dette potentiale ved at friste jer til at bryde Guds love. Han ved, at han
ikke har nogen magt over en retskaffen person. Alligevel er han en mester
i at gøre synd tiltalende for den, som ikke har besluttet sig.
Forberedelsen til en mission og et meningsfyldt liv begynder bedst i hjemmet.
En af de største gaver, som I forældre kan give en søn
eller datter, er vedvarende at nære et voksende vidnesbyrd om sandhed
og tålmodigt udvikle hvert enkelt barns åndelige evner. Forklar
omhyggeligt Kirkens lærdomme og den kraft, som de giver, når
man efterlever dem. Dette grundlag vil gøre det muligt for et barn
at modstå verdens ondskab. Motiver hver eneste søn, som er fysisk
og følelsesmæssige i stand hertil, til at forberede sig til
at tjene værdigt på en fuldtidsmission.
Biskopper og stavspræsidenter, styrk med præstedømmets
og hjælpeorganisationernes ledere den åndelige kapacitet hos
jeres unge. Gør det ved at opfordre dem til at deltage i kirkeaktiviteter,
som forstærker forældrenes belæringer.
Unge mænd, deltag aktivt i jeres præstedømmekvorum. Unge
piger, deltag i klassens aktiviteter og gennemfør jeres personlige
målsætningsprogram. Vær aktive i søndagsskoleklasserne
og lær, hvad der bliver undervist i. Tag del i seminar og institut
for at opnå en vital forståelse af sandheden. Lyt ikke kun for
at bestå en prøve. Gør det, som studeres til en del af
jeres liv.
Studer den første åbenbaring, som nedskrevet i Joseph Smith-Historie
i Den Kostelige Perle. Lær om de efterfølgende begivenheder,
som bragte en fuld gengivelse af sandhed med præstedømmets myndighed
og de ordinancer, som er nødvendige for ophøjelse. Få et
personligt vidnesbyrd om disse ting. Gør dem til en del af jeres sind
og hjerte.
Forsøg at læse Mormons Bog, fordi I ønsker det, og ikke
fordi I skal. Find for jer selv ud af, hvad der er sandt. Spørg, hver
gang I har læst en side: »Kunne nogen mand have skrevet denne
bog, eller skete det, som Joseph Smith bar vidnesbyrd om?« Anvend de
lærdomme, som I lærer om. Det vil styrke jer mod Satans ondskab.
Følg Moronis råd. Bed oprigtigt til Gud Faderen i Jesu Kristi
navn af oprigtigt hjerte og med fast forsæt, om lærdommene i
Mormons Bog er sande (se Moroni 10:3-5). Bed uden at tvivle med et ønske
om personligt at modtage en bekræftelse. Der må være en
forklaring på den bog, som
I holder i jeres hånd. Jeg ved, at I kan modtage en åndelig bekræftelse
på, at den er sand. I vil da vide, at Jesus Kristus lever, at Joseph
Smith var og er en profet, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
er Herrens kirke. I vil få bekræftet, at Frelseren vejleder sin
kirke gennem en levende profet. Disse sandheder vil blive et grundlag for
jeres produktive liv.
Nogle siger måske: »Jeg har ikke velsignelserne ved en ideel
familie og fuld erfaring i Kirken.« Jeg havde heller ikke alle de fordele,
og det havde andre medlemmer af De Tolvs Kvorum heller ikke. Kompenser ved
at opnå jeres eget sikre vidnesbyrd om sandhed. Opnå en personlig
overbevisning om, at Jesu Kristi Kirke er blevet gengivet til jorden, og
at hans lærdomme er sande. Der er forskellige veje til denne dyrebare
gave. Det begynder med jeres oprigtige ønske om at vide. Troens flimrende
lys kan dø, hvis I ikke nærer det. Men den lille flamme kan
vokse til en strålende, uudslukkelig ild gennem oprigtig bøn
og vedvarende studium af Mormons Bog og andre skrifter. En sådan tro
forbliver levende, når I anvender de principper, I lærer.
Forbliv værdige. Når I virkelig forstår, hvem I er, er
det ikke vanskeligt at modstå Satans fristelser. Så kan han ikke ødelægge
udviklingen af jeres sande potentiale.
Som unge mænd er den største vækstmæssige og styrkende
erfaring, som I overhovedet kan have på dette tidspunkt, en værdig
fuldtidsmission. Selv om en mission ikke er til personlig fordel, så velsigner
Herren rigeligt de, som tjener tappert. Vær en hær af bemærkelsesværdige,
velforberedte og hengivne missionærer, som kvalificerer sig til disse
høje standarder af værdighed. Slut jer til dem, som har valgt
at tjene Herren, uanset hvor I bliver kaldet, eller uanset hvor udfordrende
det kan være.
Missionering er usædvanligt krævende. Hvis I har følelsesmæssige
udfordringer, som kan stabiliseres, så I kan klare en fuldtidsmissions
svære krav, kan I blive kaldet. Det er afgørende, at I fortsætter
med at bruge jeres medicin under jeres mission eller indtil kompetente læger
råder jer på anden vis. Anerkend, at følelsesmæssige
og fysiske udfordringer er ens. Man må gøre alt, hvad man kan,
for at forbedre situationen, og derpå lære at leve inden for
de tilbageværende grænser. Gud bruger udfordringer, så vi
kan vokse ved at overvinde dem.
Jeres fysiske eller følelsesmæssige forhold kan være
sådan, at Kirkens præsident kan undtage jer fra fuldtidsmissionstjeneste
(se »Erklæring om missionering«, vedlagt Det Første
Præsidentskabs brev fra den 11. december 2002). I kan kaldes til at
tjene i andre meningsfulde kaldelser, der svarer til jeres forhold. Jeres
biskop eller stavpræsident kan hjælpe jer med at finde en sådan
tjeneste, hvor I bor. Det kan være i et slægtshistorisk center,
et tempel, et velfærdprojekt eller arbejdsformidlingscenter eller på
et lokalt hospital, omsorgscenter, hjemløsecenter eller andet sted.
Der er mange sådanne steder, hvor der er behov for hjælp. I kan
bo hjemme og bidrage på storartet måde. En sådan kaldelse
kan være for nogle få måneder eller længere. Jeres
stavspræsident vil få at vide, hvor I kan tjene og hvor længe.
Han vil derpå kalde jer på formel vis. Uanset hvad jeres kaldelse
må blive, så studer genoprettelsens budskab udfra de materialer,
som fuldtidsmissionærerne kan tilvejebringe. Find derefter muligheder
til at fortælle om dette budskab. Når I pligtopfyldende gør
dette vil det lede jer til mennesker, som vil blive rørt til at lære
mere.
Mens jeg har talt til jer om tjeneste som missionær, har I måske
tænkt »det er ikke for mig.« Jeg beder jer bønsomt
genoverveje det. Alt hvad jeg værdsætter mest i livet begyndte
at modnes i missionsmarken. I kan også gøre jer fortjent til
sådanne velsignelser.
Hvis I har truffet dårlige valg, så omvend jer nu. Fjern enhver
barriere for jeres udvikling og lykke.
I er dyrebare unge mænd og kvinder. Opnå jeres fulde potentiale.
Vær den leder og det eksempel, som Herren forventer, at I er. Unge
mænd, vær en del af den største generation af missionærer.
Værdige unge, forbered jer til at modtage templets ordinancer og oprejse
jeres evige familie. Gud elsker jer. Jeg vidner, at når I søger
hans hjælp, vil han hjælpe jer med at opfylde jeres værdige
drømme. I Jesu Kristi navn. Amen.