Guds storhed ÆLDSTE JEFFREY R . HOLLAND De Tolv Apostles Kvorum I ord og gerning forsøgte Jesus at åbenbare sin Faders, vor himmelske Faders sande natur, og gøre det personligt for os. Et af de mange storslåede formål, der blev opfyldt i Herren Jesu Kristi liv og tjenestegerning, er et af de store aspekter ved denne mission, der ofte ikke bliver værdsat. Hans tilhængere forstod det ikke helt på den tid, og mange i den moderne kristendom fatter det ikke nu, men Frelseren selv talte om det gentagne gange og eftertrykkeligt. Det er den storslåede sandhed, at i alt det, Jesus kom for at sige og gøre, deriblandt og især i sin forsonende lidelse og offer, viste han os, hvem og hvad Gud, vor Evige Fader er, hvor fuldstændig hengiven han er over for sine børn i enhver tidsalder og ethvert land. I ord og gerning forsøgte Jesus at åbenbare sin Faders, vor himmelske Faders sande natur, og gøre det personligt for os. Han gjorde det i det mindste delvist, fordi vi dengang og nu alle har brug for at kende Gud mere fuldstændigt for at kunne elske ham højere og adlyde ham i højere grad. Både Det Gamle og Det Nye Testamente erklærer: »Det første bud er ... du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke – intet andet bud er større end disse.«1 Det er da intet under, at profeten Joseph Smith lærte os: »Det er evangeliets første princip med sikkerhed at erkende Guds karakter.« »Jeg vil gerne have, at I alle kender ham«, sagde han »og bliver fortrolige med ham ...«2 Det er nødvendigt, at vi har »et korrekt begreb om hans ... fuldkommenhed og egenskaber«, en beundring for hans »karakters storhed.«3 Derfor er den første sætning, vi udtaler i vores trosartikler: »Vi tror på Gud, den evige Fader.«4 Dette gjorde Jesus i højeste grad. Selv om han erkendte sin egen enestående rolle i den guddommelige plan, understregede Frelseren alligevel denne bønsomme indledning: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud.«5 Efter at generationer af profeter havde forsøgt at undervise den menneskelige familie i Guds vilje og handlemåde, sædvanligvis med kun lidt succes, sendte Gud som en sidste indsats for at få os til at kende ham, sin Enbårne og fuldkomne Søn, skabt i hans lignelse og billede, hertil for at leve og tjene blandt dødelige i hverdagens hårde liv. At komme til jorden med et sådant ansvar, at stå i Elohims sted – at tale som han ville tale, dømme og tjene, elske og advare, være overbærende og tilgivende, som han ville være – dette er en pligt af så svimlende proportioner, at I og jeg ikke kan forstå det. Men i den loyalitet og beslutsomhed, som er karakteristisk for et guddommeligt barn, kunne Jesus forstå det, og det gjorde han. Da så pris og ære begyndte at komme, ledte han ydmygt al æren over til sin Fader. »Faderen ... gør sine gerninger,« sagde han oprigtigt. »Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.«6 Ved en anden lejlighed sagde han: »Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen ... jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.«7 Jeg kommer med min egen inderlige erklæring om Gud, vor Evige Fader, her til morgen, fordi nogle i dagens verden har en forfærdelig forkert opfattelse af ham. Blandt disse er der en tendens til at føle sig fjern fra Faderen, endog fremmedgjort fra ham, hvis de overhovedet tror på ham. Og hvis de tror, siger mange nutidige mennesker, at de ville føle sig trygge i Jesu arme, men de er utrygge ved at tænke på det strenge møde med Gud.8 På grund af en misforståelse (og helt sikkert i nogle tilfælde en fejloversættelse) af Bibelen ser disse Gud Faderen og Jesus Kristus, hans Søn, som handlende meget forskelligt, og dette på trods af det faktum, at både i Det Gamle og Det Nye Testamente er Guds Søn den samme, og handler, som han altid gør under Faderens ledelse, som selv er den samme »i går, i dag og for evigt«.9 Ved at tænke over disse misforståelser forstår vi, at et af Mormons Bogs bemærkelsesværdige bidrag er dens uafbrudte, fuldkommene konsekvente syn på guddommelighed gennem hele denne storslåede bog. Her er intet hul, som fra Malakias til Mattæus, intet ophold, mens vi skifter teologisk gear, ingen misforståelse om Gud, som arbejder hårdt, kærligt, trofast på hver side i denne optegnelse fra Det Gamle Testamente begyndelse til slutningen af Det Nye Testamente. I et forsøg på at give verden dens bibel tilbage og dermed et korrekt syn på Guddommen, har vi i Mormons Bog et ensartet syn på Gud i al hans herlighed og godhed, al hans rigdom og kompleksitet – deriblandt og især som atter vist ved hans Enbårne Søn, Jesu Kristi tilsynekomst. Hvor er vi taknemmelige for alle skrifterne, især skrifterne om gengivelsen, som lærer os om storheden hos hvert medlem af Guddommen. Hvor ville vi fx glæde os, hvis hele verden ville modtage og antage det syn på Faderen, som meget bevægende beskrives i Den Kostelige Perle. Der, midt i et storslået syn af menneskeslægten, hvor himlene åbnedes for Enoks øjne, så han både de velsignelser og de udfordringer, der hører til jordelivet, og vendte sit blik mod Faderen og er overvældet over at se ham græde. Han siger i undren og forbavselse til dette, det allermægtigste væsen i universet: »Hvorledes er det, at du kan græde? ... du er barmhjertig og nådig evindelig ... Fred ... er din trones bolig; barmhjertighed skal udgå fra dit åsyn og ingen ende have; hvorledes kan du da græde?« Idet Gud ser på begivenhederne i næsten enhver tidsaldre, svarer han: »Se disse dine brødre, de er mine egne hænders værk ... Jeg [har] givet dem ... befaling om, at de skulle elske hverandre, og at de skulle vælge mig, deres Fader; men se, de er uden hengivenhed, og de hader deres eget blod ... Hvorfor skulle himlene ikke græde, når de ser, hvorledes disse skal lide?«10 Denne enkle, betagende scene gør mere for at lære os om Guds sande natur end nogen teologisk afhandling nogen sinde kunne bibringe. Det hjælper os også med meget bedre at forstå det levende øjeblik i Mormons Bogs allegori om oliventræet, hvor vingårdens herre efter at have gravet og gødet, vandet og luget, beskåret, trimmet, omplantet og podet, kaster sin spade og sit lugejern fra sig og græder, og råber til alle, som vil lytte: »Men hvad mere kunne jeg have gjort i min vingård?«11 Hvilket uudsletteligt billede af Guds engagement i vores liv! Hvor er smerten i en forælder stor, når hans børn ikke vælger ham eller »det evangelium12«, som han har sendt! Hvor er det let at elske nogen, som elsker os så overordentlig! Selvfølgelig er den ændring, der gennem generationer langsomt er sket væk fra tro på en fuldkommen og omsorgsfuld Fader ikke blevet hjulpet af fejlende generationers menneskeskabte trosbekendelser, som beskriver Gud forskelligt som ukendt og umulig at kende – formløs, uden lidenskaber, flygtig, overjordisk, allestedsnærværende, dog samtidig intetstedsnærværende. Dette beskriver i sandhed ikke det væsen, vi ser gennem disse profeters øjne. Ej heller passer det på den levende, åndende, legemliggjorte Jesus af Nazaret, som var og er i »Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede.«13 I denne henseende kom Jesus ikke i nær så høj grad for at forbedre Guds syn på mennesket, som for at forbedre menneskets syn på Gud og for indtrængende at bede dem om at elske vor himmelske Fader, som han altid har og altid vil elske dem. Guds plan, Guds magt, Guds hellighed, ja endog Guds vrede og dom havde de lejlighed til at forstå. Men Guds kærlighed, den store dybde af hans hengivenhed over for sine børn, forstod de stadig ikke fuldstændigt – før Kristus kom. At give de sultne mad, helbrede de syge, fordømme hykleri, bede om tro – det var Kristus, der viste os Faderens vej, han som er »barmhjertig og gavmild, er langsom til vrede, er langmodig og fuld af godhed.«14 Ved sit liv og især ved sin død erklærede Jesus: »Dette er Guds barmhjertighed, jeg viser jer, såvel som det er min egen.« I den fuldkomne Søns tilkendegivelse af den fuldkomne Faders kærlighed i deres fælles lidelse og sorg for de synder og sorger, resten af os var årsag til, ser vi den endelige betydning af erklæringen: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.«15 Jeg bærer personligt vidnesbyrd i dag om en personlig, levende Gud, som kender vores navn, hører og besvarer bønner og for evigt har omsorg for os som hans åndelige børn. Jeg vidner om, at midt i de vidunderligt komplicerede opgaver, der er en del af universet, søger han vores personlige lykke og sikkerhed i højere grad end alle andre gudelige bekymringer. Vi er skabt i selve hans billede og lignelse,16 og Jesus fra Nazaret, hans Enbårne Søn i kødet, kom til jorden som den fuldkomne jordiske tilkendegivelse af hans storhed. Ud over de fordums vidner har vi også de nutidige mirakler i Palmyra, tilkendegivelsen af Gud Faderen og hans elskede Søn, verdens Frelser, til drengeprofeten Joseph Smith. Jeg vidner om denne tilkendegivelse med denne profets ord, og jeg erklærer også: »Vor himmelske Fader er mere fordomsfri og overbærende i sine synspunkter og uendelig i sin nåde og med sine velsignelser, end vi er rede til at tro eller modtage ... Gud ser ikke på synd med den mindste grad af eftergivenhed, men ... jo nærmere vi kommer til vor himmelske Fader, desto større tendens har vi til at se med barmhjertighed på forliste sjæle, vi føler, at vi ønsker at tage dem på vore skuldre og kaste deres synder bag os.«17 Jeg bærer vidnesbyrd om en Gud, som lige netop har sådanne skuldre. Og i det hellige apostelembedes ånd siger jeg, ligesom en, der havde dette embede fordums: »Deri består kærligheden [da]: Ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden«18 – og at elske ham for evigt, beder jeg om. I Jesu Kristi hellige navn. Amen. NOTER 1. Mark 12:30-31; se også Matt 22:37-38; 5 Mos 6:5. 2. History of the Church, 6:305. 3. Lectures on Faith, 1985, s. 38, 42. 4. 1. trosartikel. 5. Joh 17:3. 6. Joh 14:10; 5:19. 7. Joh 8:38, 28; 6:38. 8. Se William Barclay's, The Mind of Jesus (1961), især kapitlet »Looking at the Cross« for en omtale af denne moderne tendens. 9. Fx 1 Nephi 10:18; 2 Nephi 27:23; Moroni 10:19; L&P 20:12. 10. Moses 7:29-33, 37. 11. Jakobs Bog 5:41; se også vers 47, 49. 12. Rom 1:1. 13. Hebr 1:3; se også 2 Kor 4:4; Kol 1:15. 14.Lectures on Faith, 1985, s. 42. 15. Joh 3:16-17. 16. Se 1 17. Mos 1:26-27; Moses 2:26-27. Profeten Joseph Smiths lærdomme, udv. Joseph Fielding Smith, 1954, s. 308. 18. 1 Joh 4:10-11.