PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY
Hvor er det værk, I udfører, dog stort, I trofaste sidste
dages hellige over hele verden, som i jeres hjerte har et fast og urokkeligt
vidnesbyrd.
Det har været en herlig tid, vi har tilbragt sammen, mine elskede
brødre og søstre. Det er virkelig vidunderligt på en
måde at træde ud af verden og afse to dage til at overveje det
guddommelige.
Vi har alle så travlt med vore verdslige gøremål, som
trækker os i alle mulige retninger. Vi har alle brug for, ja, hele
verden har brug for lejlighed til at meditere og overveje det, der hører
Gud til, og til at lytte til ord, som inspirerer og hjælper.
Vore vidnesbyrd er blevet styrket, og det er godt, for som præsident
Harold B. Lee engang sagde: Vore vidnesbyrd skal fornys hver dag.1
Jeg er overbevist om, at de sidste dages hellige i deres hjerte har et ønske
om at gøre det rette, at leve således, som Herren har fastlagt
for os. Vi er blevet mindet om mange af disse ting under denne konference.
Jeg håber, når vi kommer hjem, at alle vil knæle ned,
inden vi går i seng, og som følge af denne konference udtrykke
vores påskønnelse og bede om styrke til at efterleve evangeliet
mere fuldt ud.
Jeg er så taknemmelig for korets smukke musik; de har sunget så vidunderligt.
Det er en storslået og meget hengiven organisation, og vi takker alle,
som så gavmildt giver af deres tid og talenter til denne store indsats.
Jeg er taknemmelig for musikken i går fra de enlige voksnes kor; de
var en inspiration. Og den flotte sang i går aftes af de unge mænd
fra Missionærskolen, som kom og sang for os med stor kraft; mange tak
for det, I har givet os.
Nu ønsker jeg afsluttende at læse nogle få ord fra Moroni: »Vågn
op og rejs dig af støvet, o Jerusalem; ja, tag dit højtidsskrud
på, o Zions datter; forstærk dine stave og udvid dine grænser
til evig tid, så at du ikke mere beskæmmes, men at den evige
Faders pagter, som han har gjort med dig, o Israels hus, må blive opfyldt.
Ja, kom til Kristus og bliv fuldkommen i ham og fornægt jer selv alt,
hvad der er ugudeligt; og dersom I fornægter jer selv alt, hvad der
er ugudeligt samt elsker Gud af hele jeres magt, sind og styrke, da er hans
nåde tilstrækkelig for jer, så at I gennem hans nåde
kan blive fuldkomne i Kristus; og dersom I ved Guds nåde er fuldkomne
i Kristus, kan I ingenlunde fornægte [Kristi] kraft« (Moroni
10:31-32).
Vi bør alle som resultat af denne storslåede konference være
bedre mænd eller bedre kvinder, bedre drenge eller bedre piger. Mange
tak, mine brødre og søstre, for jeres store indsats for at
føre dette værk fremad. Hvor er det værk, I udfører,
dog stort, I trofaste sidste dages hellige over hele verden, som i jeres
hjerte har et fast og urokkeligt vidnesbyrd om den levende Gud og om Herren
Jesus Kristus, vor Frelser og vor Forløser, og om deres tilsynekomst
i denne uddeling for på ny at begynde en storslået æra
i verdens historie som forberedelse til den tid, da Guds Søn skal
komme og herske som herrernes Herre og kongernes Konge.
Må Himlens velsignelser hvile på jer, mine kære venner.
Jeg beder til, at det, som I har hørt og set, må få betydning
i jeres tilværelse. Jeg beder til, at vi hver især må være
lidt venligere, lidt mere betænksomme, lidt mere høflige. Jeg
beder til, at vi må kunne kontrollere vores tunge og ikke lade vrede
være årsag til ord, som vi senere fortryder. Jeg beder til, at
vi må have styrken og viljen til at vende den anden kind til, til at
gå den ekstra mil og styrke de kraftesløse knæ hos dem,
der lider nød.
Dette evangelium er noget meget personligt. Det er ikke noget fjernt begreb.
Det kan anvendes i vores tilværelse. Det kan ændre hele vores
personlighed.
Må Gud velsigne jer, mine vidunderlige, trofaste medarbejdere i dette
store værk. Må hans fred og hans kærlighed være hos
jer og bevare i jeres liv gudfrygtighedens kerne.
Når vi nu vender hjem, så beder jeg til, at der i vores hjerte
må være en beslutning om at leve sammen mere fuldt ud, som vi
bør som sidste dages hellige. Jeg efterlader min kærlighed og
min velsignelse hos jer i Herren Jesu Kristi hellige navn. Gud vær
med jer til vi ses igen. Tak og amen.
NOTE
1. Se Gordon B. Hinckley, Faith: The Essence of True Religion, 1989,
s. 93.