»En ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til« Ældste Jeffrey R. Holland De Tolv Apostles Kvorum Nogle velsignelser kommer hurtigt, andre kommer senere, og nogen kommer først i himlen, men for dem, som modtager Jesu Kristi evangelium, vil de komme. Når vi har behov for særlig hjælp fra himlen, bør vi huske på, en af de titler, som blev givet Frelseren i brevet til Hebræerne. Der bliver talt om Jesu »større og mere fuldkomne« tjenestegerning, og hvorfor at han er »formidler af en bedre pagt . . . lovfæstet ved bedre løfter« og denne forfatter, som formodes at være apostlen Paulus, fortæller os, at Kristus gennem sin mellemkomst og forsoning blev »ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til.«1 Vi oplever alle tidspunkter, hvor vi har behov for at vide, at tingene vil blive bedre. Moroni omtalte det i Mormons Bog som »håb om en bedre verden«.2 Vi har alle behov for at se frem til et pusterum, hvis vi skal bevare vores følelsesmæssige stabilitet og åndelige kraft, ja noget behageligt, fornyende og håbgivende, uanset om denne velsignelse er lige for hånden eller ligger noget ude i fremtiden. Det er nok at vide, at vi kan komme der, at uanset hvor tæt eller fjernt det ligger fra os, så længe der er et løfte om det gode, som vil komme. Min påstand er den, at det er præcis det, som Jesu Kristi evangelium tilbyder os, især når vi har behov for det. Der findes hjælp. Der findes lykke. Der findes virkelig lys for enden af tunnelen. Det er verdens Lys, den lysende Morgenstjerne, det »lys, som aldrig kan formørkes.«3 Det er selve Guds Søn. Vi går langt udover den pris, Romeo gav, når vi siger »Der kommer lys fra vinduet«. Det er håbet, som vender tilbage, og det er Jesus, der er solen.4 Til alle som kæmper for at se dette lys og finde dette håb, siger jeg: Hold ud. Bliv ved med at prøve. Gud elsker jer. Tingene vil blive bedre. Kristus kommer til jer med sin »større og mere fuldkomne« tjenestegerning med en fremtid med »bedre løfter«. Han er jeres »ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til.« Jeg tænker på de nykaldede missionærer, som forlader deres familie og venner for af og til at møde afvisning og en vis modløshed og i begyndelsen et øjebliks hjemve og måske en smule frygt. Jeg tænker på de unge mødre og fædre, som trofast får deres børn, mens de stadig uddanner sig ­ eller som netop er færdig med skolen og forsøger at klare sig, alt mens de håber på en bedre økonomisk fremtid engang. På samme tid tænker jeg på andre forældre, som er rede til at opgive alt, hvad de ejer for at få et vildfarent barn til at vende hjem. Jeg tænker på de enlige forældre, som skal klare alt dette, men som skal klare det alene, efter at have oplevet død eller skilsmisse, fremmedgørelse eller at blive forladt eller et andet uheld, som de ikke havde forudset i lykkeligere stunder og helt sikkert ikke har ønsket sig. Jeg tænker på dem, som ønsker at blive gift og ikke er det; på dem, som ønsker at få børn og ikke kan; på dem, som kun har få venner; på dem, som sørger over en af deres kæres død, eller som selv er syge. Jeg tænker på dem, som lider under synd ­ enten deres egen eller andres ­ og som har behov for at vide, at der er en vej tilbage, og at lykken kan genvindes. Jeg tænker på de bedrøvede og på dem, som er trådt under fode, som føler, at livet er gået forbi dem, eller som nu ønsker, at det vil være forbi. Til alle disse og mange flere siger jeg: Hold fast ved jeres tro. Hold fast ved jeres håb, »bed altid og hav tro.«5 Ja, som Paulus skrev om Abraham: »Med håb imod (alt) håb . . . uden at blive svag i troen.« Han var »styrket i troen . . . og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre.«6 Selv om vi ikke kan se det gode, som kommer gennem besværligheder og lidelser, så kan Gud, for han er kilden til selve det lys, som I søger. Han elsker jer og han kender jeres frygt. Han hører jeres bønner. Han er jeres himmelske Fader og hans tårer blandes i sandhed med de tårer, som hans børn udgyder. På trods af dette råd ved jeg, at mange af jer i sandhed føler jer usikre i den værste forstand. Når vi virkelig er i vanskeligheder, græder vi sammen med digteren: »Det bliver mørkt, jeg kan ikke finde vejen over floden. Alt ser anderledes ud. Klippernes ansigter ser onde ud, Herre. Jeg er meget bange.«7   Nej, det er ikke en flugt fra livets storme, men helt og aldeles på grund af dem, at jeg vidner om Guds kærlighed og Frelserens magt til at stilne stormen. Husk altid på den bibelske beretning, hvor han også befandt sig på vandet. Han stod over for det værste af det hele sammen med den nyeste, den yngste og den mest frygtsomme. Kun den, som har kæmpet med disse faretruende bølger, er retfærdiggjort i at sige til os ­ så vel som til havet : »Ti stille, hold inde«.8 Kun den, som har båret hele den fulde vægt af denne modstand, kan nogensinde i al retfærdighed sige til os: » . . . vær frimodige.«9 Et sådant råd er ikke blot tom tale om kraften i positiv tankegang, selv om der er behov for positiv tankegang i verden i dag. Nej, Kristus ved bedre end nogen anden, at livets prøvelser kan ramme meget dybt, og at vi ikke er overfladiske mennesker, hvis vi kæmper med dem. Men ligesom Herren undgår sødladen tale, så irettesætter han troløshed og beklager pessimisme. Han forventer, at vi tror! Der findes ikke nogen øjne, som er mere gennemtrængende end hans, og meget af det, som han så, gennemborede hans hjerte. Hans øre må bestemt have hørt hvert eneste råb i nød, hver eneste udtrykte ønske og fortvivlelse. Og det i et omfang, som er langt større, end vi nogensinde vil forstå. Han var en »smerternes mand og kendt med sygdom.«10 For manden på gaden i Judæa må Kristi karriere have set ud som en fiasko, en tragedie, en god mand, der fuldstændigt var blevet overvældet af de onde kræfter, som omgav ham og af andres ugerninger. Han blev misforstået eller fremstillet urigtigt, ja endog hadet fra begyndelsen. Uanset hvad han sagde eller gjorde, så blev hans ord fordrejet, hans gerninger betvivlet og hans motiver draget i tvivl. Men Kristi øjne var fast rettet mod fremtiden. Han kunne udholde alt, hvad der blev krævet af ham, og led som intet andet menneske kunne lide, »uden at det forvolder døden«11, således som kong Benjamin sagde. Kristus så på de skibbrud, som den enkelte havde lidt på livets vej, og hvordan løfterne til det fordums Israel var blevet knust omkring ham, og han sagde alligevel da og gør det nu: »Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.«12 Hvordan kunne han gøre dette? Hvordan kunne tro på det? Fordi han er Freds Fyrsten, den salvede arving til nådens trone. Han ved, at han er Kongen. Han bærer en krone. Han ved, hvad han kan love. Han ved, at »Herren bliver en borg for undertrykte, en borg i trange tider . . . Men de fattige glemmes ikke for evigt, de hjælpeløses håb slukkes ikke for altid.«13 Han ved, at »Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.« Han ved, at »Herren udfrier sine tjenere, de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.«14 Tilgiv mig at jeg slutter af med en personlig note, som ikke illustrerer den frygtelige byrde, som mange af jer bærer på, men som er ment som en opmuntring. I sidste måned var det 30 år siden, at en lille familie begyndte en rejse tværs over USA for at læse videre ­ der var ingen penge, bilen var gammel, og alle de jordiske ejendele havde de pakket ned, så de fyldte mindre end halvdelen af den mindste trailer, de kunne leje. De sagde farvel til de betænkelige forældre og havde kørt præcis 55 kilometer på motorvejen, da deres belæssede bil brød sammen. De trak ind i nødsporet, og den unge far stod der og så på den dampende bil, som blev et billede på hans eget raseri, hvorefter han overlod sin trofaste hustru og to uskyldige børn ­ hvoraf den yngste kun var tre måneder ­ til at vente i bilen, mens han gik de godt fem kilometer til den store stad, Kanarraville i det sydlige Utah, der på det tidspunkt havde en befolkning på så vidt jeg ved 65 mennesker. Der blev hentet vand i udkanten af landsbyen, og en meget venlig borger tilbød at køre manden tilbage til sin efterladte familie. Bilen blev ordnet og langsomt ­ meget langsomt ­ kørt tilbage til St. George for at blive gennemgået. Efter at have undersøgt bilen gang efter gang i mere end to timer kunne man ikke finde nogen fejl, hvorefter rejsen blev påbegyndt igen. Og præcis på samme tidspunkt på rejsen på præcis det samme sted på denne motorvej indtraf den samme eksplosion under motorhjelmen igen. Det var ikke 3 meter fra stedet for det første sammenbrud, snarere kun halvanden meter. Det var helt klart de mest præcise fysiske lovsammenhænge for biler, som var på spil her. Nu følte den unge far sig ikke længere vred, men snarere forlegen, da han for anden gang måtte forlade sine kære igen og begynde den lange gåtur efter hjælp. Denne gang sagde manden, som gav ham vandet: »Enten bør du, eller den fyr, som ligner dig, få en ny køler sat i den bil.« For anden gang tilbød en venlig nabo at køre ham tilbage til den samme bil og de utålmodige små passagerer i den. Han vidste ikke, om han skulle le eller græde, da han så denne unge families tilstand. »Hvor langt er I kørt?« sagde han. »55 kilometer,« svarede jeg. »Hvor langt skal I køre?« »4.200 kilometer,« sagde jeg. »Det kan godt være, at du klarer den tur, og det kan godt være, at din hustru og de to små børn klarer den tur, men ingen af jer vil klare det i den bil.« Han havde på alle måder ret i sin profeti. For to uger siden kørte jeg forbi det samme sted ved frakørslen fra motorvejen godt fem kilometer fra Kanarraville i Utah. Den samme smukke og loyale hustru, min kæreste ven og største støtte i alle disse år, lå og sov i sædet ved siden af mig. De to børn i beretningen og deres lillebror, som kom senere, er alle vokset op og har været på mission, giftet sig godt og er nu i gang med at opdrage deres egne børn. Den bil, som vi kørte i nu, var beskeden, men meget behagelig og meget sikker. Bortset fra mig selv og min elskede Pat, som lå så fredeligt ved min side, var der intet på dette tidspunkt for to uger siden, der på mindste måde lignede den nødstedte situation for 30 år siden. Men i mit sind så jeg et øjeblik langs vejsiden en gammel bil med en trofast hustru og to små børn, som der fik det bedste ud af en vanskelig situation. Lidt længere fremme syntes jeg at se en ung fyr, som gik på vej mod Kanarraville med lang vej foran sig. Hans skuldre syntes sammensunkne, og vægten af hans frygt kunne ses i hans skridt. Som der står i skriften, »de nedhængende hænder«15 I dette øjeblik kunne jeg i mit sind ikke lade være med at råbe til ham: »Giv ikke op, dreng. Giv ikke op. Bliv ved med at gå. Bliv ved med at forsøge. Der findes hjælp og lykke forude ­ og det i stor grad ­ indtil nu 30 år, og det bliver ved. Se op. Det vil ordne sig til sidst. Stol på Gud og tro på det gode, som vil komme.« Jeg vidner, at Gud lever, at han er vores evige Fader, og at han elsker hver eneste af os med en guddommelig kærlighed. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er hans enbårne i kødet, og at han har vundet sejr i denne verden og nu står ved sin Faders højre side. Jeg vidner om, at dette er deres sande kirke, og at de opretholder os i nødens stund ­ og altid vil gøre det, selv om vi ikke kan se denne hjælp. Nogle velsignelser kommer hurtigt, andre kommer senere, og nogen kommer først i himlen, men for dem, som modtager Jesu Kristi evangelium, vil de komme. Det bærer jeg personligt vidnesbyrd om. Jeg takker min himmelske Fader for hans godhed før, nu og i fremtiden, og det gør jeg i hans elskede Søns navn, ja den mest gavmilde ypperstepræst, ja Herren Jesus Kristus. Amen. NOTER: 1. Hebr 8:6; 9:11. 2. Ether 12:4 3. Se Joh 8:12; Åb 22:16; Mosiah 16:9 4. Se William Shakespeare, Romeo og Julie, anden akt, scene 2, linie 3. 5. L&P 90:24 6. Rom 4:18, 20­21. 7. Joseph Hilaire Belloc, »The Prophet Lost in the Hills at Evening«, i Lord David Cecil, red., The Oxford Book of Christian Verse, s. 520. 8. Se Mark 4:39; se og så L&P 101:16. 9. Se Joh 16:33; L&P 68:6. 10. Mosiah 14:3; Es 53:3. 11. Mosiah 3:7 12. Joh 14:27. 13. Sl 9:9, 18; fremhævelse tilføjet. 14. Sl 34:18, 22. 15. Se L&P 81:5.