Præstedømmets magt Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab Præstedømmet er ikke så meget en gave som en forpligtelse til at tjene, et privilegium til at løfte og en mulighed for at velsigne andre. Mine brødre i præstedømmet, som er samlet her og i resten af verden, jeg står ydmyg over for det store ansvar at skulle tale til jer. Jeg beder til, at Herrens Ånd må være med mig, mens jeg taler. Nogle af jer er diakoner, andre er lærere eller præster ­ alt sammen embeder i Det Aronske Præstedømme. Mange af jer er ældster, halvfjerdsere eller højpræster. Der forventes meget af hver især af os. I en proklamation fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd, som blev udsendt den 6. april 1980, blev dette vidnesbyrd og denne sandhed fremført: »Vi bekræfter højtideligt, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige virkelig er en genoprettelse af den Kirke, som Guds Søn oprettede, da han, mens han levede, organiserede sit værk på jorden; at den bærer hans hellige navn, ja, navnet Jesus Kristus: At den er bygget med apostle og profeter som grundvold, og med ham som hovedhjørnestenen; at dens præstedømme, både Den Aronske og Den Melkisedekske orden, blev gengivet under deres hænder, som havde dem i gammel tid: Johannes Døber i Det Aronske Præstedømmes tilfælde og Peter, Jakob og Johannes i Det Melkisedekske Præstedømmes tilfælde.«1 Den 6. oktober 1889 fremkom præsident George Q. Cannon med denne bøn: »Jeg ønsker at se præstedømmet styrket . . . Jeg ønsker at se denne styrke og kraft sprede sig gennem hele præstedømmet, fra Kirkens præsident ned til den ydmygste diakon i Kirken. Enhver mand bør søge efter og nyde åbenbaring fra Gud, at have himlens lys skinnende i sin sjæl og give ham kundskab om hans pligter og om den del af Guds værk, der påhviler ham i hans præstedømme.«2 Herren selv opsummerede vores ansvar, da han i en åbenbaring om præstedømmet formanede: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.«3 Brødre i Det Aronske Præstedømme, hvad enten I er diakoner, lærere eller præster, så lær jeres pligt. For en del år siden, da vores yngste søn Clark nærmede sig sin 12 års fødselsdag, var han og jeg på vej ud af Kirkens administrationsbygning, da vi mødte præsident Harold B. Lee. Jeg nævnte for præsident Lee, at Clark snart fyldte 12, hvorpå præsident Lee spurgte ham: »Hvad sker der, når du fylder 12?« Det var et af de tidspunkter, hvor en far beder til, at hans søn må blive inspireret til at give det rigtige svar. Uden tøven sagde Clark til præsident Lee: »Så bliver jeg ordineret til diakon.« Det var det svar, som præsident Lee var ude efter. Så gav han vores søn dette råd: »Husk på, at det er en stor velsignelse at bære præstedømmet.« Jeg håber af hele mit hjerte og hele min sjæl, at enhver ung mand, der modtager præstedømmet, vil ære det præstedømme og være værdig til den tillid, som udvises, når det overdrages. For 44 år siden hørte jeg William J. Critchlow jun., der dengang var præsident for Ogden Syd Stav, tale til brødrene ved generalkonferencens præstedømmemøde. Han fortalte en historie om tillid, ære og pligt. Tillad mig at fortælle jer historien. Dens enkle budskab har lige så stor gyldighed i dag, som dengang. »Rupert stod ved vejen og så usædvanlig mange mennesker haste forbi. Til sidst fik han øje på en ven. ›Hvor skal I alle sammen hen i den fart?‹ spurgte han. Vennen stoppede op. ›Har du ikke hørt det?‹ sagde han. ›Jeg har ikke hørt noget,‹ svarede Rupert. ›Nå,‹ fortsatte hans ven, ›men kongen har mistet sin kongelige smaragd. I går var han til et adeligt bryllup, hvor han bar smaragden i en tynd guldkæde om halsen. På en eller anden måde gik smaragden løs fra kæden. Alle leder efter den, for kongen har tilbudt en belønning . . . til den, som finder den. Kom, vi må skynde os.‹ ›Jeg kan ikke gå uden at spørge min bedstemor om lov,‹ sagde Rupert tøvende. ›Så kan jeg ikke vente på dig. Jeg vil finde den smaragd,‹ svarede hans ven. Rupert skyndte sig tilbage til hytten i skovbrynet for at få sin bedstemors tilladelse. ›Hvis jeg finder den, kunne vi flytte væk fra denne fugtige hytte og købe os et stykke jord oppe på bjergskråningen,‹ bønfaldt han sin bedstemor. Men hans bedstemor rystede på hovedet. ›Hvad skulle fårene så gøre?‹ Spurgte hun. ›De er allerede rastløse ude i folden, fordi de venter på at blive ført ud på engen. Og glem nu ikke at føre dem ned til bækken, når solen står højest på himlen.‹ Bedrøvet fulgte Rupert fårene ud til engen, og ved middagstid førte han dem til en bæk inde i skoven. Der satte han sig på en stor sten ved vandløbet. ›Hvis jeg bare havde fået en chance for at lede efter kongens smaragd,‹ tænkte han. Da han drejede hovedet for at kigge ned på bækkens sandbund, stirrede han pludselig ned i vandet. Hvad var det? Det kunne ikke være sandt! Han sprang ned i vandet og hans famlende fingre fik fat i noget, der var grønt med en tynd stump guldkæde på. ›Kongens smaragd!‹ råbte han. ›Den må være røget af, da kongen kom galopperende på sin hest hen over broen over bækken, og så har strømmen ført den hertil.‹ Med strålende øjne styrtede Rupert hen til sin bedstemors hytte for at fortælle hende om sit store fund. ›Gud velsigne dig, min dreng,‹ sagde hun, ›men du havde aldrig fundet den, hvis du ikke havde passet din pligt og vogtet fårene.‹ Og Rupert vidste, at det var sandt.«4 Den morale, som vi kan lære af denne historie, findes i dette mundheld: »Husk din pligt og husk at tjene næsten. Lad så blot Herren klare resten.« Skulle der være nogen, som mener, at han er for svag til at ændre sin fremad- og nedadgående kurs i livet, eller skulle der være nogen, der ikke beslutter sig for at forbedre sig på grund af den største frygt af alle ­ frygten for fiasko ­ så er der ingen mere trøstende forsikring, end disse ord fra Herren: » . . . min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; thi dersom de ydmyger sig for mig og har tro på mig, vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«5 Der sker mirakler overalt, når kaldelser i præstedømmet æres. Når troen erstatter tvivlen, når uselvisk tjeneste erstatter selvisk stræben, så virker Guds kraft til opfyldelsen af hans hensigter. Præstedømmet er ikke så meget en gave som en forpligtelse til at tjene, et privilegium til at løfte og en mulighed for at velsigne andre. Brødre, lad os, der har ansvar for de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, ikke blot give dem mulighed for at lære, men også vise dem et eksempel, der er værd at leve efter. For de af os, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme, er der konstant muligheder for at ære vore kaldelser. Vi er hyrder, der våger over Israel. De sultne får ser op og venter på at blive fodret med livets brød. Er vi parat til at fodre Guds hjord? Det er af allerstørste vigtighed, at vi forstår værdien af en menneskesjæl, og at vi aldrig opgiver en af hans dyrebare sønner. Tillad mig at læse op af et brev fra en ung mand, som afspejler kærlighedens ånd og var med til at styrke et vidnesbyrd om evangeliet: »Kære præsident Monson. Tak fordi du kom og talte til os ved den nationale spejderjamboree i Fort A.P. Hill i Virginia. På turen så vi mange berømte steder såsom Niagara-vandfaldet, Frihedsgudinden, Liberty Bell og meget mere. Det, som jeg holdt mest af, var den hellige lund. Vores forældre havde skrevet et brev til os, som vi skulle læse, mens vi stod i lunden. Da jeg havde læst det brev, som mine forældre havde skrevet til mig, knælede jeg ned for at bede. Jeg spurgte, om Kirken virkelig var sand, og om Joseph Smith virkelig så et syn og er en sand Guds profet, og også om præsident Hinckley er en sand Guds profet. Da jeg var færdig med at bede, følte jeg en åndelig følelse af, at det virkelig var sandt. Jeg havde før bedt om de samme ting, men aldrig før modtaget så stærkt et svar. Jeg kunne ikke benægte, at denne Kirke er sand, eller at præsident Hinckley er Guds profet. Jeg føler mig så velsignet ved at være medlem af Kirken. Endnu en gang tak, fordi du kom til vores jamboree. Med venlig hilsen, Chad D. Olson. PS. Vi gav vores guide og vores buschauffør et eksemplar af Mormons Bog, hvori vi havde skrevet vores vidnesbyrd. De er bare alletiders! Jeg vil gerne være missionær.« Ligesom Joseph Smith var denne unge mand gået ind i en hellig lund og havde bedt om svar på spørgsmål, der var opstået i hans sind. Atter var en bøn blevet besvaret og en bekræftelse af sandheden var opnået. Der er mange mindre aktive medlemmer, der trasker om i tvivlens tørkeland eller synker i syndens sump. Et sådant medlem skrev til mig: »Jeg er bange for at være alene. Evangeliet har aldrig forladt mit hjerte, skønt det er ude af mit liv. Jeg beder om jeres bønner for mig. Jeg ville være tilfreds med at spise de smuler, der falder fra selv det mest ydmyge medlem af Kirken, for han har mere, end jeg har nu. Engang mente jeg, at stilling og ansvar var det vigtigste i Kirken, men nu ved jeg, at jeg har taget fejl. Det var medlemskabet, præstedømmets kraft, faderskabet og tjenesten. Jeg ved, hvor Kirken er, men til tider føler jeg, at jeg har brug for én, der kan vise mig vej, opmuntre mig, fjerne min frygt og bære vidnesbyrd for mig. Jeg troede, at Kirken var på vildspor, men i virkeligheden var det bare mig.« Pligtens kald kommer ofte stille, når vi, der bærer præstedømmet, tager imod de opgaver, der gives os. Præsident George Albert Smith, den beskedne, men effektive leder, erklærede: »Det er jeres pligt først at erfare, hvad Herren ønsker, og derefter ære jeres kaldelser med jeres hellige præstedømmes kraft og styrke, så andre villigt vil følge jer.«6 Hvad vil det sige at ære sin kaldelse? Det vil sige, at man øger dens værdighed og betydning, at man gør den agtværdig og prisværdig i alle menneskers øjne, at man forstørrer og styrker den, så himlens lys kan skinne gennem den og ses af andre mennesker. Hvordan ærer man så sin kaldelse? Simpelthen ved at udføre de pligter, som henhører til den. En ældste ærer sin kaldelse som ældste ved at lære, hvad hans pligter som ældste er, og så udføre dem. Og det samme gør sig gældende for en diakon, en lærer, en præst, en biskop og enhver anden, der besidder et embede i præstedømmet. Som vi husker, var Paulus, kendt som Saulus, på vej til Damaskus for at forfølge de hellige der. Da han nærmede sig byen Damaskus, skinnede et klart lys omkring ham, og han faldt lamslået til jorden og hørte en stemme, der sagde: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Og Saulus spurgte: »Hvem er du, herre?« Og stemmen svarede: »Jeg er Jesus.« Den angrende Saulus spurgte: Herre, hvad ønsker du af mig? Herrens svar førte til, at forfølgeren Saulus blev til forkynderen Paulus og påbegyndte sin storslåede missionsindsats.7 Brødre, det er ved at handle ­ ikke blot ved at drømme ­ at liv velsignes, andre ledes, og sjæle bliver frelst. »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv,« tilføjede Jakob.8 Må alle vi, der er forsamlet her i aften til dette præstedømmemøde, gøre en fornyet indsats for at kvalificere os til Herrens vejledning. Der er mange derude, som trygler og beder om hjælp. Der er dem, som er modløse, dem, som er plaget af dårligt helbred og livets udfordringer, som gør dem fortvivlede. Jeg har altid troet på sandheden i disse ord: »Guds dejligste velsignelser bringes ud, af dem, der her på jorden tjener Gud.«9 Lad os have rede hænder, rene hænder og villige hænder, så vi kan hjælpe med til at yde det, som vor himmelske Fader ønsker, at andre skal modtage fra ham. Lad mig afslutte med et eksempel fra mit eget liv. Engang havde jeg en skattet ven, der syntes at være tynget af flere af livets problemer og trængsler, end han kunne bære. Til sidst lå han dødeligt syg på hospitalet. Jeg vidste ikke, at han var der. Søster Monson og jeg var taget hen til det samme hospital for at besøge en anden person, der også var meget syg. Da vi gik ud fra hospitalet og hen mod vores bil, følte jeg mig tilskyndet til at vende om og forhøre mig om, om Hyrum Adams mon var indlagt der. Mange år tidligere havde jeg lært aldrig at tilsidesætte en tilskyndelse fra Herren. Det var sent, men en forespørgsel hos receptionisten bekræftede, at Hyrum sandelig var patient der. Vi gik hen til hans værelse, bankede på og lukkede døren op. Vi var ikke beredt på det syn, der mødte os. Der var masser af balloner overalt. På den ene væg hang en plakat med teksten »Tillykke med fødselsdagen«. Hyrum sad op i sin hospitalsseng med sin familie omkring sig. Da han så os, sagde han: »Men, bror Monson, hvordan i alverden vidste du, at det var min fødselsdag?« Jeg smilede, men jeg lod spørgsmålet stå ubesvaret. De i værelset, der bar Det Melkisedekske Præstedømme, samledes omkring deres far og min ven, og en præstedømmevelsignelse blev givet. Da vi havde udgydt tårer, udvekslet taknemlige smil og omfavnet hinanden, lænede jeg mig over mod Hyrum og sagde stille: »Hyrum, husk på Herrens ord, for de vil være dig en trøst. Han lovede: ›Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.‹«10 Må vi hver især altid være ude i Herrens ærinde og derved være berettiget til Herrens hjælp, det beder jeg ydmygt om, i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. »Proclamation«, Ensign, Maj 1980, s. 52. 2. Deseret Weekly, den 2. nov. 1889, s. 598. 3. L&P 107:99. 4. I Conference Report, okt. 1955, s. 86; afsnitsindeling, store bogstaver og tegnsætning ændret. 5. Ether 12:27. 6. I Conference Report, apr. 1942, s. 14. 7. ApG 9:3­6. 8. Jak 1:22. 9. Whitney Montgomery: »Revelation«, i Best-Loved Poems of the LDS People, red. Jack M. Lyon og andre, s. 283. 10. Joh 14:18.