Håb, et anker for sjælen Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Vores største håb kommer af kundskaben om, at Frelseren brød dødens bånd . . . Han sonede for vore synder, hvis vi omvender os. Mine kære brødre, søstre og venner. Jeg træder op på denne talerstol i taknemmelighed for den inspiration og hengivenhed hos dem, der byggede dette hellige, historiske tabernakel. Jeg priser præsident Brigham Young, som udviste storslået lederskab ved at opføre dette enestående bygningsværk og vidunderlige orgel. Samtidig glæder jeg mig over, at vi, under præsident Hinckleys inspirerede lederskab, er ved at bygge et pragtfuldt mødehus, som skal give husly til en stadig voksende kirkes behov. Denne nye bygning er et udtryk for håb i Kirken for det kommende århundrede. Her til morgen »vil jeg tale til jer«, som Moroni sagde, »angående håb«.1 Der er kolossale kilder til håb ud over vore egne evner, lærdom, styrke og kapacitet. Blandt dem er Helligåndens gave. På grund af de vidunderlige velsignelser, der er knyttet til dette medlem af Guddommen, kan vi komme til at kende sandheden i alle ting.2 Tro er et anker for vores sjæl. Jeg kender ingen, som ikke har brug for håb ­ ung eller gammel, stærk eller svag, rig eller fattig. Profeten Ether formanede: »Derfor kan den, som tror på Gud, visselig have håb om en bedre verden, ja en plads ved Guds højre hånd; og dette håb kommer af tro og er et anker for menneskesjælene, som vil gøre dem sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger til forherligelse af Gud.«3 Nephi formanede folk på sin tid: »Derfor må I stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker . . . og mætter jer med Kristi ord samt holder ud indtil enden, se, så siger Faderen, skal I få det evige liv.«4 Alle har udfordringer og vanskeligheder i denne tilværelse. Det er en del af vores jordiske prøve. Årsagen til nogle af disse prøvelser kan ikke så let forstås undtagen på troens og håbets grundlag, fordi der ofte er en større hensigt, som vi ikke altid forstår. Fred kommer som resultat af håb. Der er kun få aktiviteter, der er sikrere end at være på mission for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Missionærerne er bogstavelig talt i Herrens hænder. Vi ønsker, at de alle hele tiden kan holdes uden for fare, men det er ikke realistisk. Missionærerne, deres familier og ledere stoler fuldstændigt på Herrens omsorg, og når den sjældne tragedie rammer, bliver de opretholdt af hans Ånd, som de tjener. Sidste sommer besøgte jeg ældste Orin Voorheis i hans forældres hjem i Pleasant Grove i Utah. Han er en stor, flot, strålende ung mand, som var missionær i Buenos Aires Syd-missionen i Argentina. En aften, omkring 11 måneder inde i hans mission, overfaldt nogle bevæbnede røvere ældste Voorheis og hans kammerat. I en meningsløs voldshandling skød en af dem ældste Voorheis i hovedet. I dagevis svævede han mellem liv og død, ude af stand til at tale, høre, bevæge sig eller endog trække vejret alene. Ved hjælp af tro og bønner fra mange mennesker i en længere periode, kunne han til sidst klare sig uden alle hjælpemidlerne og komme tilbage til USA. Efter måneder med hospitalsindlæggelse og behandling blev ældste Voorheis stærkere, men han var stadig lammet og ude af stand til at tale. Det gik langsomt fremad. Hans forældre besluttede, at de ville tage deres søn hjem og tage sig af ham i den kærlige atmosfære i deres egen familie. Deres beskedne hjem manglede imidlertid plads og udstyr til at give den nødvendige behandling. Mange venlige naboer, venner og velgørere bidrog til at opføre en tilbygning til hjemmet og skaffe udstyr til behandlingen. Ældste Voorheis er stadig næsten lammet og ude af stand til at tale, men han har en vidunderlig ånd og kan svare på spørgsmål med håndbevægelser. Han har stadig sit missionærnavneskilt på. Hans forældre spørger ikke: »Hvorfor skete det for vores ædle søn, som tjente efter et kald fra Mesteren?« Ingen har noget sikkert svar, med undtagelse måske i situationer, hvor et højere formål bliver opfyldt. Vi skal vandre i tro. Vi mindes Frelserens svar på spørgsmålet: » . . . hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?« Frelseren svarede, at ingen havde syndet, men at det var fordi at Guds gerninger skal åbenbares på ham.5 I stedet for at huse følelser af bitterhed, bøjer medlemmerne af familien Voorheis deres hoved og siger til Herren: »Din vilje ske. Vi har været taknemmelige for ham hver dag i vores liv, og med hjælp fra andre er vi villige til at bære byrden med at drage omsorg for ham.« Mit formål med at besøge ældste Voorheis var at slutte mig til hans far, hans biskop, hans hjemmelærer og andre i at give ham en velsignelse med håb. Nogle spørger måske: »Er der håb for ældste Voorheis i dette liv?« Jeg mener, at der er et storslået håb for os alle! Af og til beder vi Gud om mirakler, og de sker ofte, men ikke altid på den måde, vi forventer. Ældste Voorheis' livskvalitet er mindre end ønskeligt, men hans påvirkning på andre kan ikke udregnes og er evig, både her og i Argentina. Efter hans ulykke voksede Kilometer 26 Grenen i Argentina, hvor han tjente, hurtigt og kvalificerede sig snart til at få bygget en kirkebygning. Håb er tillid til Guds løfter og tro på, at hvis vi handler nu, vil de ønskede velsignelser blive opfyldt i fremtiden. »Med håb imod håb troede [Abraham], at han skulle blive fader til en mængde folkeslag.« På trods af menneskelig logik, stolede han på Gud og var »fuldt overbevist om«, at Gud ville opfylde sit løfte om at give Abraham og Sara et barn i deres alderdom.6 For nogle få år siden havde en ung mor i Belfast i Nordirland, søster Joyce Audrey Evans, problemer med sin graviditet. Hun tog til hospitalet, hvor en af sygeplejerskerne fortalte hende, at hun sandsynligvis ville miste sit barn. Søster Evans svarede: »Men jeg kan ikke opgive . . . I må give mig håb.« Søster Evans mindes senere: »Jeg kunne ikke opgive håbet, før al årsag til håb var borte. Det var noget, jeg skyldte mit ufødte barn.« Tre dage senere aborterede hun. Hun skrev: »I et langt øjeblik følte jeg intet. Så kom der en dyb følelse af fred gennem mig. Med freden kom forståelsen. Nu vidste jeg, hvorfor jeg ikke kunne opgive håbet på trods af situationen: Enten lever man i håb, eller også lever man i fortvivlelse. Uden håb kan man ikke holde ud til enden. Jeg havde ledt efter et svar på mine bønner og blev ikke skuffet. Jeg blev helbredt på legemet og fornyet med en fredens ånd. Aldrig før havde jeg følt mig så tæt på min himmelske Fader, aldrig før havde jeg følt en sådan fred . . . Fredens mirakel var ikke den eneste velsignelse, der kom fra af denne oplevelse. Nogle uger senere begyndte jeg at tænke på det barn, jeg havde mistet. Ånden bragte ordene fra 1 Mosebog 4:25 til mit sind: › . . . og hun fødte en søn og gav ham navnet Set. ›For Gud har givet mig en anden søn . . . ‹ Nogle få måneder efter blev jeg gravid igen. Da min søn var født, blev han erklæret ›fuldkommen‹.« Han fik navnet Evan Seth.7 Fred i dette liv er grundlagt på tro og vidnesbyrd. Vi kan alle finde håb i vore personlige bønner og finde trøst i skrifterne. Præstedømmevelsignelser opløfter os og hjælper os. Håb kommer også direkte fra personlig åbenbaring, som vi er berettiget til, hvis vi er værdige. Vi har også sikkerhed i at leve på et tidspunkt, hvor en profet, som bærer og udøver alle Guds riges nøgler, er på jorden. Samuel Smiles skrev: »›Håb er som solen, som, når vi bevæger os imod den, kaster skyggen af vore byrder bag os‹ . . . Håbet forskønner mindet om gode oplevelser. Det mildner vore vanskeligheder til vores udvikling og vores styrke. Det er vores ven i mørkets timer, begejstrer os i de glade timer. Det giver løfter om fremtiden og hensigt med fortiden. Det forandrer fortvivlelse til beslutsomhed.«8 Den aldrig svigtende kilde til vores håb er, at vi er Guds sønner og døtre, og at hans Søn, Herren Jesus Kristus, har frelst os fra døden. Hvordan kan vi vide, at Jesus i sandhed er vores Frelser og Forløser? Med menneskelige ord er hans virkelighed næsten ikke til at definere, men hans nærvær kan med sikkerhed erkendes ved Ånden, hvis vi hele tiden søger at leve i hans nærheds skygge. I Mormons Bog kan vi læse beretningen om Aaron, der forklarer evangeliet for Lamonis far. Han fortalte ham: »Dersom . . . du vil bøje dig for Gud . . . og påkalde hans navn i tro, forvisset om, at du skal få, da skal du få det håb, du ønsker.«9 Den gamle konge gjorde nøjagtigt, som han var blevet befalet og modtog det vidnesbyrd om sandheden, som Aaron havde lovet. Resultatet var, at han og hele hans hus blev omvendt og kom til at kende Herren. Vores største håb kommer af kundskaben om, at Frelseren brød dødens bånd. Hans sejr kom på grund af hans ulidelige smerter, lidelser og kval. Han sonede for vore synder, hvis vi omvender os. I Getsemane have kom det forpinte råb: »Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«10 Lukas beskriver smertens intensitet: »I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.«11 Vi kan alle finde håb i det, som Peter oplevede i løbet af de begivenheder, der ledte op til korsfæstelsen. Måske talte Herren til os alle, da han sagde til Peter: »Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Og Peter svarede: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.« Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«12 Mens Peter så begivenhederne ske, blev han genkendt som en af Kristi disciple. En pige sagde: »Han dér var også sammen med ham«, og Peter svarede, at han ikke kendte ham. To andre genkendte Peter som Jesu discipel. Peter nægtede atter at kende Frelseren. Og mens han talte galede hanen. »Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: ›Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.‹ Og han gik udenfor og græd bitterligt.«13 Denne oplevelse styrkede Peter så meget, at han aldrig mere svigtede og blev kendt som klippen. Hans håb blev fast forankret til en evig Klippe, ja, vores Forløser, Jesus Kristus.14 Som den øverste apostel fortsatte han trofast og tappert værket. Ligesom Peter fik håb efter et øjebliks svaghed, kan I og jeg og alle få gavn af det håb, der kommer ved kundskaben om, at Gud i sandhed lever. Et sådant håb udspringer af den tro, at hvis vi har tillid, vil han på en eller anden måde hjælpe os gennem vore udfordringer ­ hvis ikke i dette liv, så helt sikkert i det næste. Paulus sagde til korintherne: »Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.«15 Når vi ser i evigt perspektiv, vil alt det forkerte blive rettet. Ifølge Herrens fuldkomne retfærdighed vil alle, som lever værdigt, få kompensation for de velsignelser, de ikke fik her. Efter min mening har der aldrig i denne kirkes historie været en grund til så stort håb for fremtiden for Kirken og dens medlemmer over hele verden. Jeg tror og bærer vidnesbyrd om, at vi er ved at flytte os til et højere niveau af tro og aktivitet, end vi nogensinde før har været på. Jeg beder til, at vi hver især vil gøre vores del i denne store retfærdighedens hær. Vi skal hver især stå foran Israels Hellige og aflægge regnskab for vores personlige retskaffenhed. Vi får at vide, at »han beskæftiger ingen tjenere der.«16 Med min apostolske kaldelser er der kommet et sikkert vidnesbyrd om Frelserens liv og tjenestegerning. Jeg erklærer med Job: »Dog ved jeg, at min løser lever.«17 Det er mit »vidne i himlen.«18 Jesus er Kristus, hele menneskehedens Frelser. Joseph Smith var den inspirerede profet, som gengav de frelsende nøgler, myndighed og organisation, der blev overdraget ham under ledelse af Gud Faderen og hans Søn, Herren Jesus Kristus. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen. NOTER: 1. Moroni 7:40. 2. Se Moroni 10:5. 3. Ether 12:4; fremhævelse tilføjet. 4. 2 Nephi 31:20. 5. Se Joh 9:2­3. 6. Se Rom 4:18­21. 7. »To Live in Hope«, Ensign, sep. 1995, s. 70. 8. I Stan og Sharon Millers samling: Especially for Mormons, 2:113. 9. Alma 22:16. 10. Matt 26:39. 11. Luk 22:44. 12. Luk 22:31­34. 13. Se Luk 22:56­62. 14. Se Helaman 5:12. 15. 1 Kor 15:19. 16. 2 Nephi 9:41. 17. Job 19:25. 18. Job 16:19.