Ældste Russell M. Nelson
De Tolv Apostles Kvorum
Når I læser Mormons Bog, så koncentrer jer om hovedpersonen i bogen fra første til sidste kapitel Herren Jesus Kristus.
Ikke længe efter at jeg var blevet kaldet til at tjene som en af De Tolv Apostle, blev jeg kaldt ind på præsidenten for vores kvorum, præsident Ezra Taft Bensons, kontor. Han udtrykte dyb bekymring over, at medlemmerne af Kirken ikke fuldt ud værdsatte værdien af Mormons Bog. Med bevægelse i stemmen læste han fra afsnit 84 i Lære og Pagter for mig:
»Og jeres sind har tidligere været formørket af vantro, fordi I har behandlet det letsindigt, som I har fået,
hvilken letsindighed og vantro har bragt hele kirken under fordømmelse.«1
På dette tidspunkt havde præsident Benson fuldstændig fanget min opmærksomhed. Han afsluttede dernæst sin formaning:
»Og de skal forblive under den, til de omvender sig og ihukommer den nye pagt, nemlig Mormons Bog.«2
Jeg vil aldrig glemme, hvad han dér lærte mig. Siden dengang har præsident Howard W. Hunter, præsident Gordon B. Hinckley og mange andre ledere af Kirken fortsat med at prise Mormons Bog for mennesker over hele verden.
Jeg vil gerne tilføje mit vidnesbyrd om guddommeligheden af denne bog. Jeg har læst den mange gange. Jeg har også læst meget af det, der er blevet skrevet om den. Nogle forfattere har fokuseret på dens historier, dens folk eller dens korte beskrivelser af historiske forløb. Andre er blevet tiltrukket af dens sproglige opbygning eller dens optegnelser over våben, geografi, dyreliv, byggeteknik eller vægt- og målesystem.
Hvor interessant disse emner end måtte være, så er studiet af Mormons Bog mest udbytterigt, når man koncentrerer sig om dens hovedformål at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus. I sammenligning med dette er alle andre emner af mindre betydning.
Når I læser Mormons Bog, så koncentrer jer om hovedpersonen i bogen fra første til sidste kapitel Herren Jesus Kristus, den levende Guds Søn.3 Og læg mærke til det andet gennemgående tema: Gud vil holde sine pagter med de tiloversblevne af Israels hus.4
Mormons Bog er en afgørende bestanddel af denne pagt.5 Den er et helligt skrift, der omfatter hellige optegnelser fra Nephis små og store plader, Mormons plader, Ethers plader og messingpladerne, der indeholdt »de fem Mosebøger . . . jødernes optegnelser . . . [og] . . . de hellige profeters profetier.«6
Da Mormon forkortede disse optegnelser, bemærkede han, at han ikke kunne skrive »en hundrededel« af deres virke.7 Således har de historiske aspekter af bogen kun sekundær betydning.
Bibelen består af 66 enkeltbøger Mormons Bog indeholder 15. Første Nephi, der er skrevet omkring seks århundreder før Jesu fødsel, beskriver, at profeten Lehi8 i et syn så livets træ.9 Hans søn, Nephi, bad om at måtte kende dets betydning. Som svar fik han et bemærkelsesværdigt syn. Han så en jomfru, der holdt et barn i sine arme. Han så verdens Frelser for sig, hans jordiske tjeneste og hans korsfæstelse. Han så tolv andre, der skulle følge den Hellige. Og han forudså den vedvarende modstand mod Guds og hans apostles værk.10
Andre store profeter fra Mormons Bog har på deres egen måde og i deres egen tid båret vidnesbyrd om Herren, Jesu Kristi guddommelighed. Blandt disse var Jareds broder,11 Zenock, Neum og Zenos.12 Mange vidnesbyrd om Jesus Kristus, der er fra før hans fødsel i Betlehem, blev også nedskrevet fra kong Benjamin, Abinadi, Alma den Ældre, Alma den Yngre, Amulek, Mosiahs sønner, hærføreren Moroni, brødrene Nephi og Lehi og lamanitten Samuel.13 I en tilsyneladende endeløs rækkefølge af profetiske udtalelser vidnesbyrd fra »alle de hellige profeter«14 i »flere tusinde år før hans komme«15 fremsætter Mormons Bog den højtidelige erklæring, at Jesus er Kristus, vores Frelser og Forløser.
FORFATTERNE
De fleste bøger, der findes i verdens biblioteker, er forfattet for samtidige læsere. Og de er almindeligvis skrevet med fortjeneste for øje, hvor forfatterhonorarer er en følge af vellykket salg.
Sådan forholder det sig ikke med Mormons Bog. Den blev skrevet fordum til vor tid. Den åbenbarer Jesu Kristi evige status som Herre i beretninger fra to uddelinger i oldtidens Amerika16 der er bevaret til gavn for os, der lever i denne tidernes fyldes uddeling. Dens forfattere fik bestemt ingen honorarer. Faktisk måtte de betale dyrt for det privilegium at medvirke. Hvad var det, der motiverede dem? Deres hengivenhed over for Gud! Bogens fire hovedforfattere Nephi, Jakob, Mormon og Moroni17 var alle øjenvidner til Herren, ligesom oversætteren af den, profeten Joseph Smith, der måtte lide martyrdøden.
INDHOLDET
Deres beretninger fokuserede på Herren, hans mission og hans tjenestegerning. Jakob henviste for eksempel gentagne gange til Kristi forsoning og opstandelse. »Elskede brødre,« skrev Jakob, »[bliv] forligt med [Gud] ved Kristi, hans enbårne Søns forsoning, så at I kan modtage en opstandelse . . . og blive fremstillet for Gud som Kristi første frugter . . .
Og nu . . . hvorfor ikke tale om Kristi forsoning og komme til fuldkommen kundskab om ham,« og en »kundskab om opstandelsen og den tilkommende verden?«18
Jakobs råd er uvurderligt og tidløst.
Frelseren kundgjorde, at Mormons Bog indeholder »[hans] evige evangeliums fylde.«19 Hvordan definerede han evangelium? Den opstandne Herre underviste således: »Dette er det evangelium, som jeg har givet jer at jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig.«20
Dernæst uddybede han denne korte definition: »Min Fader sendte mig, for at jeg kunne blive løftet op på korset, at jeg da kunne drage alle mennesker til mig.«21
Herrens enestående jordiske mission evangeliet, som han definerede det kender vi som forsoningen. Evangeliets fylde kan derfor også defineres som en mere fyldig opfattelse af forsoningen.22 Denne får vi ikke fra Bibelen alene. Ordet forsoning (i hvilken som helst af dets former) forekommer kun én gang i King James-oversættelsen af Det Nye Testamente.23 I Mormons Bog forekommer det 39 gange!24 Mormons Bog indeholder også flere henvisninger til opstandelsen end Bibelen.25
Frelseren henviste til Mormons Bog som hans »nye pagt« med Israels hus.26 Den er et håndgribeligt tegn på Kristi kulminerende pagt med menneskeslægten.27 Denne bogs guddommelige lærdomme, som et tredje testamente, gør lærdommene tydeligere og forener Det Gamle Testamente med Det Nye Testamente. Skriftens pagter,28 vidnesbyrd29 og vidner30 har siden tidernes begyndelse haft forbindelse med Jesu Kristi forsoning hele menneskeslægtens mest betydningsfulde handling.
Mormons Bog er den vigtigste religiøse tekst, der er blevet åbenbaret fra Gud til mennesket »siden Det Nye Testamentes skrifter blev samlet for næsten to årtusinder siden.«31 Joseph Smith erklærede, at Mormons Bog var »den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten.«32 Det er den eneste bog, som Herren selv har båret vidnesbyrd om, at den var sand.33
Højdepunktet i denne hellige optegnelse er den opstandne Herres personlige tjeneste blandt folket i oldtidens Amerika. Han fremsatte denne åbenbarende kundgørelse for dem:
»Se, jeg er Jesus Kristus, Guds Søn. Jeg skabte himlene og jorden og alt, hvad der er i dem. Jeg var hos Faderen fra begyndelsen . . .
Skrifterne angående mit komme er opfyldt . . .
Jeg er verdens lys og liv . . .
Den der kommer til mig med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, vil jeg døbe med ild og den Helligånd . . .
Jeg er kommet til verden for at genløse verden, for at frelse verden fra synd.
Den, der derfor omvender sig og kommer til mig som et lille barn, ham vil jeg modtage; thi af sådanne består Guds rige . . . jeg [har] nedlagt mit liv og har taget det op igen; omvend jer derfor og kom til mig . . . og bliv frelst.«34
Efter denne himmelske præsentation understregede Mesteren sin identitet ved at lade mængden stikke deres hænder i hans side og føle naglegabene i hans hænder og hans fødder. Da vidste de, at selve Israels Gud stod i deres midte han, der havde lidt døden for verdens synder.35
Han belærte folket. Han lærte dem at bede, at omvende sig, at blive døbt, at tage nadveren, at lære hans lærdomme at kende, at forstå vigtigheden af hellige ordinancer og pagter og at holde ud til enden.36
Mormons Bog er en gave fra Gud til hele menneskeslægten, og han har »befalet sit folk, at de skulle søge at bevæge alle mennesker til omvendelse.«37 Han opfordrer alle til »at komme til sig og få del i hans godhed,« og han nægter »ikke nogen at komme til sig, sort eller hvid, træl eller fri, mand eller kvinde.«38
OVERSÆTTELSEN
Denne opfordring til alle mennesker må omfatte mange sprog og dygtige oversætteres arbejde. For eksempel blev King James-oversættelsen af Bibelen udarbejdet af 50 engelske lærde, der fuldendte deres arbejde på syv år, og som i gennemsnit oversatte én side om dagen.39 Vore dages bedste oversættere af hellig skrift gør det godt, hvis de også i gennemsnit kan oversætte én side om dagen.
Til sammenligning oversatte Joseph Smith Mormons Bog med en hastighed på omkring 10 sider pr. dag og fuldendte derved arbejdet på omkring 85 dage!40 (Mange af os synes, at vi har klaret det godt, hvis vi kan læse bogen i samme tidsrum).
En sådan hastighed er endog endnu mere bemærkelsesværdig, når man tager de omstændigheder, som profeten arbejdede under, i betragtning. I samme periode, mens han led under konstante forstyrrelser og uophørlig fjendtlighed, flyttede Joseph Smith mere end 160 km fra Harmony i Pennsylvania til Fayette i staten New York.41 Han ansøgte om ophavsret.42 Han modtog åbenbaringer, der omfatter 12 afsnit af Lære og Pagter.43 Det hellige præstedømme blev gengivet af himmelske væsener. Alligevel fuldendte han oversættelsen på mindre end tre måneder.
Det Første Præsidentskab har givet De Tolv Apostle mulighed for at se dele af det oprindelige manuskript og af trykkerens manuskript af Mormons Bog. Der er ingen ord, der kan beskrive de dybe følelser, vi havde, da vi undersøgte disse dyrebare dokumenter og så, at der var bemærkelsesværdigt få korrekturtegn.
PERSONLIGT VIDNESBYRD OG VELSIGNELSER
Hvert eneste menneske, der studerer Mormons Bog under bøn, kan også modtage et vidnesbyrd om guddommeligheden af den.44 Desuden kan denne bog være en hjælp i forbindelse med personlige problemer på en meget virkelig måde. Vil I gerne af med en dårlig vane? Vil I gerne forbedre de indbyrdes forhold i jeres familie? Vil I gerne forøge jeres åndelige evner? Så læs Mormons Bog! Den vil føre jer nærmere Herren Jesus Kristus og hans kærlige kraft.45 Han, der bespiste en skare med fem brød og to fisk46 han, der hjalp den blinde til at se og den lamme til at gå47 kan også velsigne jer! Han har lovet, at de, der efterlever forskrifterne i denne bog, »skal få det evige livs krone.«48
Mormons Bog er sand! Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. L&P 84:5455.
2. L&P 84:57.
3. Mormons Bog er opdelt i 6.607 vers, hvoraf 3.925 henviser til Jesus Kristus, idet de bruger mere end 100 forskellige titler. Således er der i gennemsnit henvist til Kristi navn i en eller anden form for hvert 1,7 vers. (Se Susan Easton Black, Finding Christ through the Book of Mormon, 1987, s. 1618).
4. Se 3 Nephi 16:1112; 29:3; Mormons Bog 5:20; 8:21; 9:37.
5. Se L&P 84:5758.
6. »En kortfattet analyse af Mormons Bog«; 1 Nephi 5:1113.
7. Mormons Ord 1:5. Denne forklaring blev gentaget endnu fem gange (se Jakobs Bog 3:13; Helaman 3:14; 3 Nephi 5:8; 26:6; Ether 15:33). Jakob, der overtog pladerne fra sin bror Nephi, gav yderligere indblik og bemærkede, at han »kun i forbigående skulle berøre dette folks historie,« men han skulle komme ind på de hellige eller storslåede ting »så meget som muligt for Kristi skyld og for vort folks skyld« (Jakobs Bog 1:2, 4).
8. Lehi, der var far til Nephi og Jakob, var også øjenvidne til Herren (se 2 Nephi 1:15).
9. Se 1 Nephi 8:1035.
10. Se 1 Nephi 11:1436.
11. Se Ether 3:14.
12. Se 1 Nephi 19:10.
13. Der kunne nævnes mange andre som f.eks. Enos, Jarom, Amaron, Amaleki og flere.
14. Jakobs Bog 4:4.
15. Helaman 8:18.
16. Den jareditiske og den lehitiske.
17. Eftersom Esajas er citeret så meget, fortjener han at blive omtalt som en af dem, der har ydet et stort bidrag til Mormons Bog. En nyttig fodnote til 2 Nephi 12:2 i den nuværende engelske udgave af Mormons Bog forklarer, at 433 vers af Esajas omtrent en tredjedel af hele bogen er citeret i Mormons Bog. I den engelske udgave er mere end halvdelen (omkring 233 vers) i nogen grad forskellige fra de vers, der findes i Bibelen, »mens 200 vers har samme ordlyd som i King James-oversættelsen.« En ekspert i Esajas påviser, at ikke færre end 391 af de 433 vers henviser til Jesu Kristi egenskaber, udseende, storhed og mission. (Se Monte S. Nyman, »Great Are the Words of Isaiah« 1980, s. 7, 283287).
Ældste Jeffrey R. Holland (Christ and the New Covenant: The Messianic Message of the Book of Mormon, 1997, s. 7894) har inddelt Esajas lærdomme, som de er optegnet i Mormons Bog, i fem emnegrupper:
1) Kristi fødsel og jordiske tjeneste (se 1 Nephi 11:13, 15, 18, 20; 2 Nephi 17:1415; Alma 7:10).
2) Kristus besøger ånderne i forvaring (se 1 Nephi 21:69).
3) Kristus viser venlighed over for og bevarer Zion i det sidste dage (se 1 Nephi 21:1316; 2 Nephi 7:12; 3 Nephi 22:8, hvor der citeres fra Esajas Bog 54:8).
4) Tusindårsrigets Kristus (se 2 Nephi 12:25; 21:112; 30:9).
5) Korsfæstelsen og forsoningen (se Mosiah 14:112).
18. Jakobs Bog 4:1112.
19. L&P 27:5; se også L&P 20:9; JSH 1:34.
20. 3 Nephi 27:13. Den fulde tekst af hans prædiken omfatter også ordinancer og pagter som uadskillelige sider af evangeliet.
21. 3 Nephi 27:14.
22. Ikke alle guddommelige lærdomme findes i Mormons Bog. Tempeltjeneste, som vi kender det i dag, er blevet åbenbaret som en del af altings genoprettelse og er beskrevet i Lære og Pagter og i senere åbenbaringer til levende profeter.
23. Se Rom 5:11.
24. Atonement (forsoning) = 28 gange; atone, atoning eller atoned = 8 gange; plus atoneth = 3 gange i alt 35 gange. I flere vers står ordet atonement mere end en gang (se 2 Nephi 9:7; Alma 34:9; 42:23).
25. Ordet resurrection (opstandelse) forekommer 41 gange i King James-oversættelsen af Bibelen; det forekommer 81 gange i Mormons Bog (se også Christ and the New Covenant, s. 238).
26. Se L&P 84:57.
27. Se 3 Nephi 21:1
28. Covenant (pagt) kommer fra det latinske covenire, der betyder »at komme med«, »at være enig«.
29. Testament (testamente) kommer fra det latinske testis, der betyder »vidne«. Testament er også beslægtet med de latinske rødder tres stare, der betyder »tre, der står«.
30. Witness (vidne) kommer fra det gamle engelske ord wit, der betyder »kundskab«. Et vidne defineres som en, der har særlig kundskab.
31. Jeffrey R. Holland, Christ and the New Covenant, s. 910.
32. History of the Church, 4:461.
33. Se L&P 17:6.
34. 3 Nephi 9:1516, 18, 2022.
35. Se 3 Nephi 11:14.
36. Se 3 Nephi 15:9.
37. 2 Nephi 26:27.
38. 2 Nephi 26:33.
39. Se Christ and the New Covenant, s. 349.
40. Fra 7. april til 30. juni 1829. Når man fratrækker den tid, der blev brugt på andre samtidige opgaver, var den tid, han kunne arbejde, nærmere 55 dage. Den nuværende udgave af Mormons Bog (på engelsk) er på 531 sider. Hvis man regner med 55 dage til oversættelsesarbejdet, kan hastigheden beregnes til 9,7 af vore dages sider pr. dag.
41. Se John W. Welch og Tim Rathbone, »Book of Mormon Translation by Joseph Smith«, Encyclopedia of Mormonism, 4 bind, 1992, 1:211.
42. Se »A Chronology of Church History«, Appendix 2, Encyclopedia of Mormonism, 4:1652, 11. juni 1829.
43. Afsnit 69 og 1118.
44. Se Moronis Bog 10:45.
45. Profeten Joseph Smith erklærede, at »et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve dens [Mormons Bogs] forskrifter end ved nogen anden bog.« (History of the Church, 4:461).
46. Se Matt 14:1920; Mark 6:4142; Luk 9:1617.
47. Se Matt 11:5; Luk 7:2122.
48. L&P 20:14.