På tidernes tinde Præsident Gordon B. Hinckley Må Gud velsigne os med en forståelse af vores plads i historien og . . . behov for at rejse os og vandre med beslutsomhed på en måde, som er den Højestes helliges folk værdig. Hvor er det spændende at træde over århundredernes tærskel. Det får vi snart lov til at opleve. Og endnu mere spændende er vores mulighed for at slå bro mellem det årtusind, der snart er ovre, og de næste tusind år. Jeg er overvældet af en storslået og højtidelig følelse af historie, når jeg betragter denne periode. Det er kun to årtusinder siden, at Frelseren gik på jorden. Det er en vidunderlig anerkendelse af hans placering i historien, at den kalender, som vi nu bruger over det meste af verden, bruger hans fødsel som udgangspunkt for tidsregningen. At det, der skete før, regnes tilbage fra den dato. Alt det, som er sket siden, måles fra denne dato. Hver gang nogen bruger en dato, anerkender de bevidst eller ubevidst Guds Søns komme til jorden. Hans fødsel, som det populært er fastsat, kendetegner tidsaldrenes midtpunkt, tidernes midte, som er anerkendt over hele jorden. Når vi bruger disse datoer, tænker vi ikke over det. Men hvis vi gør holdt for at tænke, bliver vi nødt til at anerkende, at han er en ophøjet skikkelse i hele verdens historie, på hvem vores tidsregning er grundlagt. I århundrederne før han kom til jorden, var der profetier om hans komme. Esajas erklærede: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste« (Es 9:5). Kong Benjamin sagde mere end et århundrede før Frelserens fødsel dette til sit folk: »Thi se, den tid kommer og er ikke langt borte, da Herren, den Almægtige, som regerer, som var og er fra al evighed til al evighed, skal komme ned fra himlen med kraft blandt menneskenes børn og bo i et jordisk hylster og gå omkring blandt menneskene og gøre kraftige gerninger, såsom at helbrede de syge, oprejse de døde, få de lamme til at gå, gengive de blinde deres syn, få de døve til at høre og helbrede alle slags sygdomme . . . Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, som har skabt alle ting fra begyndelsen, og hans moder skal kaldes Maria« (Mosiah 3:5, 8). Er det noget under, at engle sang ved hans fødsel og vise mænd rejste langt for at hylde ham? Han var det eneste fuldkomne menneske, der har vandret på jorden. Han opfyldte moseloven og bragte en ny kærlighedslov til verden. Hans mor var jordisk, og fra hende arvede han jordiske egenskaber. Hans far var udødelig, universets store Gud, gennem hvem han arvede sin guddommelige natur. Det storslåede udtryk for hans kærlighed kom ved hans død, da han gav sit liv som offer for alle mennesker. Denne forsoning, som blev udarbejdet i uudsigelig smerte, blev den mest storslåede begivenhed i historien, en handling i nåde, hvortil intet menneske ydede noget, men som medførte opstandelsens sikkerhed til alle, som har vandret eller kommer til at vandre på jorden. Ingen anden handling i hele den menneskelige historie kan sammenlignes med den. Intet, som kan måle sig med den, er nogen sinde sket. Fuldstændig uselvisk og med ubegrænset kærlighed til hele menneskeheden blev det en handling i barmhjertighed uden sidestykke for hele den menneskelige race. Derpå kom, med opstandelsen den første påskemorgen, den triumferende erklæring om udødelighed. Paulus var virkelig i stand til at sige: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22). Han gav ikke alene opstandelsens velsignelser til alle, men han åbnede vejen til evigt liv for dem, som overholder hans lærdomme og befalinger. Han var og er den store centrale skikkelse i den menneskelige historie, tidernes og alle menneskenes midtpunkt. Før sin død havde han ordineret sine apostle. De fortsatte en tid. Hans kirke blev grundlagt. Århundrederne gik. Mørkets skyer omringede jorden. Esajas beskrev det: »For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene« (Es 60:2). Det var en tid med plyndring og lidelse, kendetegnet af lange og blodige konflikter. Karl den Store blev kronet som tysk-romersk kejser i år 800. Det var en håbløshedens tidsalder, en tid med herrer og livegne. De første tusind år gik og det andet årtusind begyndte. Dets første århundreder var en fortsættelse af de forgangne. Det var en tid fyldt med frygt og lidelse. Den store og dødbringende pest begyndte i Asien i det 14. århundrede. Den spredtes til Europa og op til England. Overalt, hvor den trængte frem, kom døden hurtigt. Boccaccio sagde om dens ofre: »De spiste frokost med deres slægtninge og venner og aftensmad med deres forfædre i den næste verden.«1 Den gjorde folkene rædselsslagne. På fem år tog den livet af 25 millioner mennesker, en tredjedel af Europas befolkning. Med mellemrum vendte den tilbage med sin mørke og uhyggelige hånd, der slog til i flæng. Men det var også en tid med voksende oplysning. Efterhånden som årene fortsatte deres uophørlige march, begyndte en ny dags lys at bryde frem over jorden. Det var renæssancen, en storslået blomstring i kunst, arkitektur og litteratur. Reformatorer arbejdede for at ændre kirken, især mænd som Luther, Melanchthon, Hus, Zwingli og Tyndale. Dette var mænd med stort mod, hvoraf nogle led en forfærdelig død på grund af deres tro. Protestantismen blev født med dets råb om reformation. Da denne reformation ikke kom, organiserede reformatorerne deres egne kirker. Det gjorde de uden præstedømmets myndighed. Deres eneste ønske var at finde et sted, hvor de kunne tilbede Gud, som de følte, han skulle tilbedes. Alt imens disse stærke kræfter havde fremgang overalt i den kristne verden, arbejdede også de politiske kræfter. Derpå kom den amerikanske uafhængighedskrig, der resulterede i en nations fødsel, hvis forfatning erklærede, at regeringen ikke skulle blande sin grådige hånd i religiøse sager. En ny dag var begyndt, en herlig dag. Her var ikke længere en statskirke. Intet enkelt trossamfund blev favoriseret frem for et andet. Efter århundreder med mørke og smerte og kamp var tiden moden for gengivelsen af evangeliet. Fordums profeter havde talt om denne længe ventede dag. Hele den fordums historie havde peget mod denne tid. Århundrederne med al deres lidelse og alt deres håb var kommet og gået. Nationernes almægtige dommer, den levende Gud, besluttede, at de tider, som profeterne havde talt om, var kommet. Daniel havde forudset en sten, der blev revet løs uden brug af hænder, og blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden. »I de kongers dag skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed« (Dan 2:44). Esajas og Mika havde talt længe før, da de i et profetisk syn så vores tid: »Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem‹« (Es 2:2­3; se også Mika 4:1­2). Paulus havde skrevet om tidens gang, hele rækken af århundreder, idet han sagde: »Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme« (2 Thess 2:3). Han sagde yderligere om denne dag: » . . . om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske« (Ef 1:10). Peter forudså århundredernes store panorama, da han med profetisk fremsyn erklærede: »Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud; så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund« (ApG 3:19­21). Alle disse åbenbaringer og andre henviste til denne herlige tid, denne den mest vidunderlig tid i alle den menneskelige histories optegnelser, hvor der kunne komme en genoprettelse af al sand lære og sande ordinancer. Denne herlige dag begyndte i året 1820, hvor en dreng, oprigtig og med tro, gik ud i en lund og opløftede sin stemme i bøn, idet han søgte den visdom, som han følte, at han havde så stor brug for. Som svar kom en storslået tilkendegivelse. Gud, den Evige Fader, og den opstandne Herre Jesus Kristus viste sig og talte med ham. Det forhæng, som havde været trukket for i det meste af to årtusinder, blev trukket fra for at indvarsle tidernes fyldes uddeling. Nu fulgte gengivelsen af det hellige præstedømme, først Det Aronske og derpå Det Melkisedekske, under deres hænder, som havde haft myndigheden i gamle dage. Endnu et vidne, der talte som en røst fra støvet kom frem som et andet vidne om virkeligheden og guddommeligheden ved Guds Søn, verdens store Forløser. Den guddommelige myndigheds nøgler blev gengivet, deriblandt de nøgler, som var nødvendige for at knytte familier sammen for tid og evighed i en pagt, som døden ikke kunne tilintetgøre. Stenen var lille i begyndelsen. Den var næsten ikke til at se. Men den er vokset støt og ruller nu fremad for at fylde jorden. Mine brødre og søstre, forstår I, hvad vi har? Erkender I vores plads i det store drama i menneskehedens historie? Dette er brændpunktet for alt det, som er gået forud. Dette er en genoprettelsens tid. Dette er genoprettelsens dage. Dette er tidspunktet, hvor mennesker fra hele jorden kommer til Herrens huses bjerg for at søge og lære om hans veje og gå på hans stier. Dette er sammenlægningen af alle de århundreder, der er gået siden Kristi fødsel indtil denne nutidige og vidunderlige dag. Nu dagen gryr, og mørkets magt må vige fra den ganske jord. Nu stråler lyset i sin pragt med herlighed fra Herren stor. (»Nu dagen gryr«, Salmer og sange, nr. 1). Århundrederne er gået. Den Almægtiges sidste dages værk, det som de gamle talte om, det, som profeterne og apostlene profeterede om, er kommet. Det er her. Af en årsag, som ikke er os bekendt, men i Guds visdom, har vi fået det privilegium at komme til jorden i denne herlige tidsalder. Videnskaben er blomstret. Der er sket en ren kundskabseksplosion. Dette er den mest storslåede tidsalder af alle menneskelige bestræbelser og bedrifter. Og endnu vigtigere, det er den tid, hvor Gud har talt, hvor hans elskede Søn har vist sig, hvor det guddommelige præstedømme er blevet gengivet, hvor vi i vores hænder holder endnu et vidne om Guds Søn. Hvor er det en herlig og vidunderlig tid. Tak Gud for hans gavmilde gaver til os. Vi takker ham for dette vidunderlige evangelium, hvis magt og myndighed når ud over endog dødens slør. Når vi tager det, vi har, og det, vi ved, i betragtning, burde vi være et bedre folk, end vi er. Vi burde være mere kristuslignende, mere tilgivende, mere hjælpsomme og hensynsfulde over for alle omkring os. Vi står på tidernes tinde med dyb respekt og en stor og højtidelig følelse af historie. Dette er den sidste og endelige uddeling, som alle i fortiden har set frem til. Jeg bærer vidnesbyrd om virkeligheden og sandheden i disse ting. Jeg beder til, at vi alle må føle det vidunder, det hele er, når vi om kort tid ser fremad til afslutningen et århundrede og et årtusinds død. Lad det gamle år gå. Lad det nye år komme. Lad nok et århundrede gå. Lad et nyt erstatte det. Sig farvel til et årtusind. Hils begyndelsen til et nyt årtusind velkommen. Og således vil vi fortsat gå fremad ad en vej med vækst og udvikling og udvidelse, hvor vi vil påvirke menneskers tilværelse til det bedre, lige så længe som jorden vil stå. På et tidspunkt i hele denne udvikling vil Jesus Kristus vise sig for at regere i herlighed på jorden. Ingen ved, hvornår det bliver. End ikke englene i himlen ved, hvornår han vender tilbage. Men det bliver en herlig dag. O, kom, du Konge, kom, vi længe ventet har, o, kom med lægedom og frihed for enhver. O, kom al jordens ønske, kom, dit Israel samles før din dom. (»O, kom, du Konge, kom«, Salmer og sange, nr. 21). Må Gud velsigne os med en forståelse af vores plads i historien, og når vi har fået denne forståelse, da med vores behov for at rejse os og vandre med beslutsomhed på en måde, som er den Højestes hellige værdig. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. The Decameron of Giovanni Boccaccio, på engelsk ved Richard Aldington, 1930, s. 7.