»Intet menneske er en ø« Ældste Richard H. Winkel De Halvfjerds Nye medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan ikke klare sig alene . . . de har lige så meget brug for os, som vi har for dem. Søskende, det er dejligt at være sammen med jer her i eftermiddag. Da jeg begyndte at forberede min tale, tænkte jeg på, at dette var første gang, at jeg er blevet bedt om at tale i Tabernaklet ­ og at det også vil blive sidste gang! Men det er godt at være her sammen med jer til dette møde i denne historiske bygning. Nu vil jeg gerne ændre på omgivelserne og fortælle jer om et andet smukt sted. Den nordcaliforniske kyst er hjemsted for verdens højeste træer. En spadseretur gennem en urbevoksning af amerikanske kæmpefyrretræer kan være en af de mest overvældende oplevelser, som man nogen sinde kan få. Disse træer bliver nogle gange over 2.000 år gamle og kan blive 100 meter høje. Det højeste amerikanske kæmpefyrretræ er blevet målt til at være 113 meter højt. Det er højere end en fodboldbanes længde og omkring en tredjedel højere end templet i Salt Lake City. Kæmpefyrretræerne rager højt op over de andre nåletræer og løvtræer, som vokser omkring dem ­ og bliver således »alle levende tings Mount Everest«. »Thi alt, hvad der kommer af jorden i dets egen årstid, er skabt til menneskers nytte og brug, både til at fryde øjet og glæde hjertet. Ja, til føde og klæder, til smag og lugt, til at styrke legemet og til at vederkvæge sjælen. Og det har behaget Gud at give alt dette til menneskene; thi derfor er det blevet skabt til at bruges med måde og ikke i overmål, ej heller med overdrivelse. Og i intet fortørner mennesket Gud mere, og mod ingen er hans vrede blusset op i større grad end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alle ting, og som ikke adlyder hans befalinger« (L&P 59:18­21). Kæmpefyrretræerne ved Californiens kyst er virkelig herrer over deres sfære og er en af vor himmelske Faders yderst udsøgte skabelser. De hersker over de andre træer i kraft af deres overvældende højde og majestætiske skønhed. Men disse tårnhøje giganter har en anden egenskab, som er virkelig bemærkelsesværdig og i nogen grad ukendt for de fleste af os. Selv om de bliver op til ca. 100 meter høje og kan veje mere end 450 ton, har disse træer et meget overfladisk rodsystem. Deres rødder går kun 1­2 meter ned, men kan brede sig i en radius på over 100 meter. Når disse rødder breder sig, vikler de sig ind i rodsystemerne på træerne af deres egen art og også andre træer. Disse sammenslyngende rødder skaber en effekt som et væv. De fleste ingeniører ville sige, at med dette overfladiske rodsystem vil det stadig være umuligt at holde de amerikanske kæmpefyrretræer intakte og beskyttet mod storm og oversvømmelser. Men det forbundne rodsystem er hemmeligheden bag deres styrke og lærer os en stor lektie. Lad os for det første erkende, at disse prægtige kæmper ikke kunne klare sig alene. Uden at være forbundet til andre familiemedlemmer og hjælpsomme naboer ville de ikke overleve. Jeg vil gerne have jer til at overveje de første to vers af den sang, der der er tilpasset efter John Donnes tanker: Intet menneske er en ø; intet menneske står alene. Hvert menneskes glæde er en glæde for mig; hvert menneskes sorg er min.   Vi har brug for hinanden, så jeg vil forsvare hvert menneske som min bror, hvert menneske som min ven. (»No Man Is an Island« i Bryan B. Gardner og Calvin T. Broadhead, red., A Collection of Inspirational Verse for Latter-day Saints, 1963, s. 69). Nye medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan ikke klare sig alene. De kan virke stærke i sig selv ligesom de amerikanske kæmpefyrretræer, men de har lige så meget brug for os, som vi har for dem. Præsident Hinckley fortalte i en satellitudsendelse i februar i år historien om en kvinde, der blev medlem af Kirken sidste år. Hun skrev: »›Min rejse ind i Kirken var enestående og meget krævende. Det år, som er gået siden da, har været det hårdeste år, jeg nogen sinde har oplevet i mit liv. Det har også været det rigeste. Som nyt medlem fortsætte mine udfordringer hver dag.‹ Hun fortæller videre, at da hun tilsluttede sig Kirken, mærkede hun ingen støtte fra lederne i sit ward. Hendes biskop virkede ligegyldig over for hende som nyt medlem. Da hun følte sig afvist, henvendte hun sig til sin missionspræsident, som åbnede muligheder for hende. Hun siger, at ›Kirkens medlemmer ikke ved, hvordan det er at være et nyt medlem i Kirken. Det er derfor næsten umuligt for dem at vide, hvordan de skal støtte os‹« (»Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 122). De har brug for vores kærlighed og støtte. Om vi så er klar over det eller ej, så rækker de deres rødder ud imod os ligesom rødderne på de amerikanske kæmpefyrretræer gør det mod douglasgranen, den vestamerikanske hemlock, sitkagranen såvel som andre arter. Vi bør række ud til disse nye medlemmer og støtte dem i deres vækst, for vi er virkelig deres søskende. Klarer vi os ikke alle sammen bedre, når vi bliver støttet, hjulpet og elsket af vores familie og venner? Selv træer klarer sig bedre, når de vokser tæt sammen i klynger. De bliver højere, mere ranke, stærkere og giver bedre tømmer. Når et træ vokser alene, udvikler det for mange grene. Disse grene frembringer knuder, som kan svække træet og forringe kvaliteten. I husker måske, at da Kristus organiserede sin Kirke, kaldte han mange til at tjene ­ apostle, profeter, patriarker, biskopper, diakoner, lærere, præster osv. Mange blev kaldet til at tjene i hans rige. Disse kald blev givet for at styrke medlemmerne, hjælpe med at organisere Kirken og for at velsigne Guds børns liv. Da Frelseren kaldte Peter, Jakob og Johannes samt andre, havde de da nogen erfaring? Nej, men han sagde til dem, at han ville oplære dem; han ville gøre dem til menneskefiskere. Begik hans apostle og disciple fejl? Selvfølgelig gjorde de det, men de fik muligheder, og de lærte. Således vil også vore nye søskende lære og vokse, når vi bliver deres venner, giver dem kaldelser og nærer dem med Guds gode ord. Et af de mange andre arter, der står under den amerikanske kæmpefyrs løvtag, er et meget lidt kendt løvtræ, der hedder Lithocarpus densiflorus. Det er et egetræ, men det er lidt anderledes end en almindelig eg. Der er flere millioner kubikmeter træ af denne art, som vokser blandt de populære amerikanske kæmpefyrretræer, og det har mange gode egenskaber, men er næsten overset og bruges næsten ikke. Hvilket spild, hvilken tragedie, når man tænker på dette træs muligheder. Mange tømreres holdning er: Vi klarer os helt fint med det gamle og velkendte, hvorfor lave om på det? Vi må ikke overse vore nye medlemmers muligheder eller fejlbedømme deres talenter. Husk, at »han indbyder alle til at komme til sig og få del i hans godhed, og han nægter ikke nogen at komme til sig, sort eller hvid, træl eller fri, mand eller kvinde, og han ihukommer folkene, thi alle er lige for Gud, både jøde og ikke-jøde« (2 Nephi 26:33). Jeg er taknemmelig for det væv af venskab, som har næret mig gennem mit liv, for at være født af retskafne forældre og for mine søskende og øvrige familie. Jeg er især taknemmelig for min vidunderlige hustru Karens kærlighed og støtte og for vore lige så vidunderlige børns. Jeg ønsker også at sige, at jeg føler mig meget heldig ved at have haft mange gode venner gennem årene, både i og uden for Kirken. Jeg er taknemmelig for for nylig at have haft med fremragende missionærer i Spanien at gøre og for de vidunderlige medlemmer i det land. Brødre og søstre, jeg ved, at vi har en god og klog himmelsk Fader og bærer vidnesbyrd om hans Søn Jesus Kristus og hans sonoffer, som berører os alle. Jeg bærer også vidnesbyrd om, at Kirken ledes af en stor profet i dag, nemlig Gordon B. Hinckley. Jeg beder Herren om at velsigne os alle, at vi må føle os tættere knyttet til og tage os mere af hinanden, især når vi sammen bevæger os ind i denne nye æra for vækst i Kirken og ind i dette spændende nye årtusind, og dette siger jeg i Jesu Kristi navn. Amen.