»Engletunger« Ældste Robert S. Wood De Halvfjerds Det, som vi siger, og det, som vi gør, ikke blot røber en persons indre, men former også personen, dem omkring os og i sidste ende hele vores samfund. Da Jesus sammenlignede vigtigheden af de ting i riget, der vejede tungest, med spisereglerne i fordums Israel, sagde han til sine disciple: »Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent; men det, som kommer ud af munden . . . Det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent« (Matt 15:11, 18). Vore ord og ydre udtryk er ikke neutrale, for de afspejler både, hvem vi er, og former, hvem vi bliver. I de sidste dage har Herren atter lagt vægt på, hvordan vore »ydre skikke« (Alma 25:15), som det står i Mormons Bog, gør os urene eller opbygger os. Det, som vi siger, og den måde vi handler på, vil skabe en atmosfære, der indbyder eller bortjager Helligånden. I afsnit 88 i Lære og Pagter rådede Herren os til at undgå »forfængelige tanker« og »[overdreven] latter«. Han satte sådanne udtryk i forbindelse med hjertets ufuldkommenheder ­ »kødelige lyster«, »stolthed« og »letsindighed« ­ som til sidst fører til »onde gerninger« (L&P 88:69, 121). Jeg forstår det således, at letsindig tale henviser til uærbødig og uværdigt sprog og »letsindighed«, til det, som Herren har kaldet at drive spøg med hellige ting (se L&P 6:12). Herren har derimod opfordret til at have »glade hjerter og åsyn« (L&P 59:15). Han har bedt os om at tale og handle således, at vi opbygger hinanden, og han har sagt, at »det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, men er mørke« (L&P 50:23). I Winter Quarters, da de hellige befandt sig midt i en vanskelig udvandring, befalede Herren: »Tragt efter de ord, som tjener til indbyrdes opbyggelse« (L&P 136:24). Nephi erklærede, at frugten af at modtage Helligånden og lytte til dens tilskyndelser er, at vi vil kunne tale med »engletunger« (2 Nephi 32:2). Således skaber vi en ånd af ærbødighed og åbenbaring. Jeg hørte for nylig en samtale mellem nogle af vore små børnebørn. En af dem brugte åbenbart ordet dum. Otteårige Nicholas, der var blevet døbt for nylig, bemærkede, at det burde man nok ikke sige, da det var et »grimt ord«. Det var tydeligt, at der var kommet en vis god påvirkning fra mor og far. Jeg ved, at lignende samtaler om andre udtryk havde fundet sted. Nu kan det godt være, at der er nogen, som vil mene, at dette er småting sammenlignet med de langt grovere og mere nedværdigende udtryk, som findes overalt omkring os. Og dog skaber vore ord i lille og i stor grad en atmosfære, hvor vi opbygger eller ødelægger. Jeg fortalte for nylig en ven fra New York City, at jeg syntes, at atmosfæren i byen var blevet betydelig bedre i de sidste par år, og at jeg undrede mig over årsagen. Han bemærkede, at hans hustru var byretsdommer, og at de håndhævede småting som vedtægter imod at spytte og imod at gå over gaden imod færdselsreglerne, som derved havde indflydelse på de store ting. Og derfor, sagde Herren, at vi i vores daglige sprog og handlinger for at opbygge indbyder en ånd af sandhed og retskaffenhed, hvorved vi »kan . . . forjage mørket fra [os]« (L&P 50:25). Jeg kan huske, da jeg var førsteårsstuderende i en engelskklasse, og læreren insisterede på, at en af eleverne, for at beskrive en situation, skulle erstatte et groft udtryk med et mildere. Jeg blev rystet over et udtryk, som jeg sjældent havde hørt, og aldrig under venskabelige omstændigheder. Flere år senere havde jeg, mens jeg gik på universitetet, en samtale med en ven, som påstod, at man, som han udtrykte det, skulle være »ligefrem« og endda grov og ligegyldig over for andres følelser. Den ånd, der tilskynder til disse tilfælde, har desværre fået fast rodfæste i vores samfund og findes endda blandt de hellige. Der har i årenes løb været tiltagende seksuelle antydninger, grov humor, voldelige udtryk og stærke grovheder i tale, musik og holdninger. Der er meget omkring os, som er råt og groft ­ med fordærvelse af opførsel og moral. Samfundet er ikke blevet bedre af vores »letsindige tale« og »letsindighed«. Vores udtryksmåde har i stedet forurenet vores samfund og fordærvet vores sjæl. Præsident Spencer W. Kimball advarede imod vulgær tale og udtryksmåde og rådede især til ikke at tale »frit om sex«, hvilket han forbandt med usømmelighed. Han sagde: »Utugtig tale og vittigheder repræsenterer den anden fare, der sniger sig ind på sit bytte og søger enhver, der vil tage del som det første skridt hen mod besudling af tanken og derved af sjælen« (Tilgivelsens mirakel, s. 202­204). Det, som vi siger, og det som vi gør, ikke blot røber en persons indre, men former også personen, dem omkring os og i sidste ende hele vores samfund. Vi er alle sammen hver dag involveret i at fordunkle lyset eller bortjage mørket. Vi er blevet kaldet til at indbyde lyset og til at være et lys ­ til at helliggøre os selv og opbygge andre. I Jakobs Brev berettede Jakob indgående om alle de ting, der er nødvendige for at blive hellig. Blandt dem nævnte han at beherske sin tale. Ja, han sagde, at »hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme« (Jak 3:2). I en maritim lignelse bemærkede han, at ligesom et lille ror kan styre et helt skib, kan vores tunge også bestemme vores kurs eller skæbne. Når tungen bruges upassende, »smitter den hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand« (v. 6). Han spørger, hvordan der kan lyde både velsignel- se og forbandelse fra samme mund (se v. 10). Jeg har altid været imponeret over den kendsgerning, at da Esajas fik sin formaning af Herren, begræd han, at han var »en mand med urene læber« og boede »i et folk med urene læber« (Es 6:5). Også denne synd måtte Esajas renses for, hvis han skulle viderebringe Herrens ord. Er det noget under, at salmister såvel som profeter har bønfaldt Herren om at sætte »vagt« ved deres læber og bevogte deres læbers »dør« (Sl 141:3) for at hjælpe dem med ikke at synde med tungen (Sl 39:1). Når vi taler og handler, bør vi spørge, om vore ord og udtryk har til hensigt at indbyde himlens kræfter i vores liv og invitere alle til at komme til Kristus. Vi må behandle hellige ting med ærbødighed. Vi skal rense vores tale for det usømmelige og uanstændige, det voldelige og det truende, det nedværdigende og det falske. Apostlen Peter skrev: »Men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse« (1 Pet 1:15). Ordet »livsførelse« betyder ikke kun tale, men hele vores optræden. Han indbyder os ligesom Nephi til at leve, så vi kan tale med »engletunger«. Jeg vidner om, at Gud virkelig er hellig. Han er vor Fader, vi er hans børn. Vi er hans arvinger og Kristi medarvinger til hans herlighed. Kristus har båret vore synder og overvundet døden. Han har opfordret os til at være som ham og til at opbygge i ord og i gerning. Jeg tror ligesom Johannes, at det er vores skæbne at, »når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er« (1 Joh 3:2). I Jesu Kristi navn. Amen.