Vi er kvinder af Gud Søster Sheri L. Dew Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab At komme til Kristus vil sige at fjerne os fra verden. Det vil sige at sætte Kristus og kun Kristus i centrum i vores liv. En opgave i forbindelse med mit arbejde krævede, at jeg skulle rejse til udlandet for nylig. Men jeg havde så bange anelser om rejsen, at jeg, inden jeg tog afsted, bad om en præstedømmevelsignelse. Jeg blev advaret om, at modstanderen ville prøve at forpurre mit ærinde, og at der lå fysiske og åndelige farer forude. Jeg blev ligeledes rådet til, at dette ikke skulle være en fornøjelses- eller indkøbstur, og at hvis jeg ville koncentrere mig om mine opgaver og søge Åndens hjælp, ville jeg komme sikkert hjem. Denne advarsel var tankevækkende. Men da jeg gik videre og bønfaldt om vejledning og beskyttelse på hvert skridt på vejen, indså jeg, at min oplevelse ikke var så enestående. Mon ikke vor Fader har sagt til jer og mig, da vi forlod hans nærvær: »Modstanderen vil prøve at forpurre din mission, og du vil møde åndelig og fysisk fare. Men hvis du vil koncentrere dig om dine opgaver, hvis du vil lytte til min stemme, og hvis du vil nægte at indskrænke tilværelsen på jorden til en fornøjelses- eller indkøbstur, vil du komme sikkert hjem.« Modstanderen fryder sig, når vi opfører os, som om vi var turister, hvilket vil sige som dem, der er ordets hørere snarere end dets gørere (se Jak 1:22) eller på indkøb, som dem, der er mest optaget af denne verdens tomme ting, hvilket kvæler vores ånd. Satan lokker os med tomme fornøjelser og ting ­ vores bankkonto, vores garderobe eller endda vores taljemål ­ for han ved, at der, hvor vores skat er, dér vil også vores hjerte være (se Matt 6:21). Det er desværre let at lade det blændende lys fra modstanderens fristelser bortlede vores opmærksomhed fra Kristi lys. »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?« (Matt 16:26). Profeterne har formanet os om at forsage verden og vende vores hjerte til Jesus Kristus, som lovede os: »I denne verden er jeres glæde ikke fuldkommen; men i mig er den fuldkommen« (L&P 101:36; fremhævelse tilføjet). Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Hvis vi insisterer på at bruge al vor tid og alle vore midler på at bygge os et verdsligt kongerige, så er det nøjagtigt, hvad vi får« (»De falske guder, som vi tilbeder«, Den danske Stjerne, aug. 1977, s. 4). Hvor ofte koncentrerer vi os så meget om at stræbe efter det såkaldte søde liv, at vi mister det evige liv af syne? Det er det fatale, åndelige modstykke af at sælge vores førstefødselsret for en portion linser. Herren åbenbarede midlet mod denne åndelige katastrofe, da han rådede Emma Smith til at »lægge de verdslige ting til side og søge det, der hører til en bedre verden« (L&P 25:10). Og Kristus viste dette mønster, da han inden tiden i Getsemane sagde: »Jeg har overvundet verden« (Joh 16:33; fremhævelse tilføjet). Den eneste måde, hvorpå vi kan overvinde verden, er ved at komme til Kristus. Og at komme til Kristus vil sige at fjerne os fra verden. Det vil sige at sætte Kristus og kun Kristus i centrum i vores liv, så menneskers tomheder og filosofier mister deres afhængighedsdannende tiltrækning. Satan er Babylons, eller denne verdens, gud. Kristus er Israels Gud, og hans forsoning giver os kraft til at overvinde verden. »Hvis I forventer herlighed, intelligens og evigt liv,« sagde præsident Jospeh F. Smith, »[så] giv slip på verden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, s. 243; fremhævelse tilføjet). Vi kan som søstre i Zion være hindringer for modstanderens sammensværgelse mod familier og dyd. Det er intet under, at han frister os til at lade os nøje med jordisk glæde snarere end at søge efter evig herlighed. En 45-årig mor til seks børn fortalte mig for nylig, at da hun holdt op med at fordybe sig i blade, som plagede hende med billeder af, hvordan hendes hjem og garderobe skulle se ud, begyndte hun at føle sig mere rolig. Hun sagde: »Jeg er måske nok tyk, grå og rynket, men jeg er en tyk, grå og rynket datter af Gud, som kender mig og elsker mig.« Hjælpeforeningen kan hjælpe os med at vende os bort fra verden, for det er dens udtrykkelige formål at hjælpe søstrene og deres familie med at komme til Kristus. I denne ånd slutter jeg mig til søster Smoot og søster Jensen i at erklære, hvem vi er, og i at finde glæde i, hvordan Hjælpeforeningens formål forædler og forbedrer kvinder. Vi kan ikke længere tillade os at bruge energi på noget, der ikke fører os og vores familie til Kristus. Det er den afgørende prøve for Hjælpeforeningen, såvel som for vores tilværelse. I den tid, der kommer, vil en overfladisk opofrelse for Kristus ikke bringe os frelst igennem. Som ung pige så jeg min bedstemors opofrelse, da hun hjalp bedstefar med at gøre vores farm på prærien i Kansas til et selvstændigt landbrug. De overlevede på en eller anden måde det tørkeplagede område, Depressionen og de tornadoer, der hærger i prærieområderne. Jeg har ofte undret mig over, hvordan bedstemor kunne udholde år efter år med ringe indtægt og hårdt arbejde, og hvordan hun blev ved, efter hendes ældste søn døde i en tragisk ulykke. Bedstemors tilværelse var ikke let. Hun var aldrig mere glad, end når hun arbejdede med slægtsforskning eller underviste med sine skrifter i hånden. Bedstemor havde lagt det, der hører verden til, fra sig for at søge efter det, der hører en bedre verden til. Min bedstemor var i verdens øjne ganske almindelig. Men for mig repræsenterer hun dette århundredes ubesungne heltinder, som levede i overensstemmelse med deres løfter fra forudtilværelsen og efterlod et fundament af tro, som jeg kan bygge på. Bedstemor var ikke fuldkommen, men hun var en kvinde af Gud. Nu er det op til jer og mig at føre banneret ind i det næste århundrede. Vi er ikke kvinder af verden. Vi er kvinder af Gud. Og kvinder af Gud vil være blandt de største heltinder i det 21. århundrede. Præsident Joseph F. Smith erklærede, at vi ikke skal lade os lede af »verdens kvinder . . . vi skal lede verden og især lede verdens kvinder i alt, hvad der er prisværdigt« (Kirkens profeters lærdomme: Joseph F. Smith, s. 184). Dette er ikke for at forklejne utallige gode kvinders liv verden over. Men vi er enestående. Vi er enestående på grund af vore pagter, vore åndelige privilegier og de ansvar, der følger med begge dele. Vi er blevet udstyret med kraft og har Helligåndens gave. Vi har en levende profet til at vejlede os, ordinancer som binder os til Herren og til hinanden samt præstedømmets kraft iblandt os. Vi forstår vores position i saliggørelsens store plan. Og vi ved, at Gud er vor Fader, og at hans Søn er vor aldrig svigtende Talsmand. Med disse privilegier følger store ansvar, for »den, hvem meget er givet, af ham skal man kræve meget« (L&P 82:3), og medlemskab af Kirken giver til tider tunge byrder. Men bør vi ikke forvente, at rejsen mod evig herlighed vil udvikle os? Nogle gange retfærdiggør vi vores optagethed af denne verden og vores overfladiske forsøg på at udvikle os åndeligt ved at trøste hinanden med en forestilling om, at efterlevelse af evangeliet i virkeligheden ikke bør kræve særlig meget af os. Herrens norm for opførsel vil altid være mere krævende end verdens, men så er Herrens belønninger også uendeligt mere herlige ­ og medfører sand lykke, fred og frelse. Hvordan kan vi da som kvinder af Gud opfylde formålet med vores skabelse? Herren belønner »dem, som søger ham« (Hebr 11:6).Vi søger ham ikke blot ved at studere og granske skriften, anråbe og bede til ham og altid våge for ikke at falde i fristelse, men ved at give afkald på verdslige fornøjelser, som overskrider grænsen mellem Gud og mammon. Ellers risikerer vi at blive kaldet, men ikke udvalgt, fordi vores hjerte er denne verdens ting hengivent (se L&P 121:35). Tænk på det princip, der belæres om i denne befaling i skriften: »Du skal elske Herren med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind« (L&P 59:5; fremhævelse tilføjet). Det, som Herren først kræver, er vores hjerte ­ hvilket vil sige vores hengivenhed og vore ønsker. Forestil jer, hvordan vores valg ville blive påvirket, hvis vi elskede Frelseren over alt andet, og hvordan vi ville bruge vores tid og penge, eller klæde os en varm sommerdag, eller reagere på kaldelsen til at gå ud som besøgslærerinde og tage sig af hinanden eller reagere på medier, der støder Ånden. Det er ved at give slip på verden og komme til Kristus, at vi i stadig større udstrækning kan leve som kvinder af Gud. Vi er blevet født til evig herlighed. På samme måde som trofaste mænd blev forudordineret til at bære præstedømmet, blev vi forudordineret til at være kvinder af Gud. Vi er kvinder, der står for tro, dyd, visioner og kærlighed, som glæder sig over at være mødre og kvinder, samt over familien. Vi er ikke paniske med hensyn til fuldkommenhed, men vi arbejder på at blive endnu mere rene. Og vi ved, at med Herrens styrke kan vi udføre alt, hvad der er retskaffent, fordi vi har fordybet os i hans evangelium (se Alma 26:12). Jeg gentager, at vi ikke kan være kvinder af verden, for vi er sidste dages kvinder af Gud. Præsident Kimball sagde: »I kan ikke opnå nogen større anerkendelse i denne verden end at være kendt som en Guds kvinde« (»Den retfærdige kvindes rolle«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 163). I sommer havde jeg en uforglemmelig oplevelse i det hellige land. Da jeg sad på stedet for Frelserens bjergprædiken og så ud over Galilæasøen, så jeg en by i det fjerne, der var bygget på en bakke. Synet af en by, der ikke kan skjules, var fantastisk, og da jeg grundede over symbolikken, fik jeg en overvældende fornemmelse af, at vi som kvinder af Gud er ligesom den by, at hvis vi lægger det verdslige bag os og kommer til Kristus, så Ånden skinner igennem i vores liv og i vores øjne, vil vores enestående stilling være et lys for verden. Vi tilhører som søstre i Hjælpeforeningen det mest betydningsfulde samfund af kvinder på denne side af sløret. Vi er en iøjnefaldende by på en bakke. Og jo mindre vi ser ud som og opfører os som kvinder af verden, desto mere vil de se hen til os som en kilde til håb, fred, dyd og glæde. For 20 år siden ved selve dette møde kom præsident Kimball med en udtalelse, som jeg har citeret lige siden. »En stor del af den store vækst, som Kirken vil opleve i de sidste dage . . . vil finde sted i samme grad, som Kirkens kvinder afspejler retfærdighed og klart udtrykker deres standpunkter i deres tilværelse, og i samme grad, som [de] bliver betragtet som anderledes og enestående i forhold til andre kvinder i verden ­ på en god måde« (se Stjernen, juli 1990, s. 69; fremhævelse tilføjet). Vi kan ikke længere stille os tilfreds med blot at citere præsident Kimball. Vi er de søstre, der må og vil gøre hans profeti til virkelighed. Og vi kan gøre det. Jeg ved, vi kan. Præsident Gordon B. Hinckley sagde for nylig, at »verdens evige frelse . . . hviler på denne Kirkes skuldre . . . Intet andet folk i verdens historie har . . . fået en mere tvingende nødvendig befaling . . . og vi må hellere se at komme i gang« (»Church Is Really Doing Well«, Church News, 3. juli 1999, s. 3). Kvinder af Gud, det er os. Jeg opfordrer i aften hver enkelt af os til at finde mindst én ting, som vi kan gøre for at fjerne os fra verden og komme Kristus nærmere. Og næste måned en anden ting. Og derefter en til. Søstre, dette er et kald til at gribe til våben, dette er et kald til at skride til handling, et kald til at rejse sig; et kald til at væbne os med kraft og med retskaffenhed og et kald til at forlade os på Herrens arm i stedet for en arm af kød; et kald til at »stå op og [lade vores] lys skinne, så vores lys må blive et banner for folkene« (L&P 115:5) og et kald til at leve som kvinder af Gud, så vi og vores familie kan vende sikkert hjem. Vi har stor grund til at glæde os, for Jesu Kristi evangelium er glædens stemme! Det er på grund af, at Frelseren overvandt verden, at vi kan overvinde den. Det er på grund af, at han opstod på tredjedagen, at vi kan opstå som kvinder af Gud. Vi kan fralægge os det, der hører verden til, og søge det, der er bedre. Måtte vi i dette øjeblik forpligte os til at fjerne os fra verden og aldrig se os tilbage. I Jesu Kristi navn. Amen.