Hvad det vil sige at være en af Guds døtre Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Søstrene i denne Kirke har fra begyndelsen haft et engagement og en pligttroskab, der har været en storslået og styrkende bestanddel af Kirken. Mine kære søstre. Jeg føler mig ydmyg ved at være sammen med jer. I aften er vi særligt beæret med præsident Hinckleys og præsident Monsons tilstedeværelse. Dette fremragende kors sang har været opløftende. Søster Butterfields dejlige bøn var en invitation til Herrens Ånd til at være hos os. Vi er blevet inspireret af søster Jensens, søster Dews og søster Smoots budskaber, da de talte om denne konferences emne: »Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren.«1 Hver enkelt af jer udstråler, som døtre i Zion, tro og godhed. Min respekt og beundring for jer vidunderlige søstre, unge som gamle, kan ikke udtrykkes. Modtag vores tak for jeres tro, hengivenhed og eksempel på retskaffenhed. Søstrene i denne Kirke har fra begyndelsen haft et engagement og en pligttroskab, der har været en storslået og styrkende bestanddel af Kirken. I dag har I andre udfordringer end jeres forfædre, men de er ikke desto mindre en realitet. I aften vil jeg tale om, hvad det vil sige at være en af Guds døtre. Hjælpeforeningens nye erklæring begynder således: »Vi er elskede, åndelige døtre af Gud.« At være en af Guds døtre vil sige, at I er børn af Guddommen, bogstavelige efterkommere af en guddommelig Fader, og som har arvet guddommelige egenskaber og udviklingsmuligheder. At være Guds døtre vil også sige, at I er blevet født på ny og har forandret jer fra en kødelig og falden tilstand til en retfærdig tilstand.2 En ung pige fik større viden om det vidunderlige slægtskab, som vi har med vor Himmelske Fader, da hun for første gang rejste hjemmefra for at gå på college. Hendes far gav hende en velsignelse og gav udtryk for sin kærlighed. Hun skriver: »Jeg klamrede mig til hans kærlige og støttende ord, da jeg med smerte sagde farvel til min familie. Jeg følte mig alene og bange i de ukendte omgivelser. Inden jeg den morgen forlod lejligheden, knælede jeg ned for at bede om hjælp. Jeg bønfaldt desperat min himmelske Fader om styrke til at kunne stå alene ansigt til ansigt med collegeverdenen. Dagen forinden havde jeg forladt min familie og venner og alt, hvad der var velkendt, og jeg vidste, at jeg havde brug for hans hjælp. Mine bønner blev besvaret, mens jeg tænkte over den dejlige oplevelse med min far dagen før. Der kom en bølge af trøst over mig, idet jeg indså, at jeg ikke kun var kommet til college med min jordiske fars velsignelse. Jeg følte pludselig, at en dag for ikke så længe siden havde min himmelske Fader holdt mig tæt til sig i sine arme. Måske gav han mig råd og opmuntring og sagde til mig, at han havde tiltro til mig, nøjagtig som min jordiske far havde. Og i det øjeblik vidste jeg, at jeg aldrig står uden min himmelske Faders fuldkomne kærlighed og uendelige støtte.«3 Medlemskab af Hjælpeforeningen, som er et privilegium for alle voksne kvinder i Kirken, tilvejebringer et hjem borte fra vores himmelske hjem, hvor I kan være sammen med andre, der har samme tro og værdier. Det tænkte jeg på for nylig, da vi var i den historiske by Nauvoo. Vi besøgte den lille bygning, hvor Hjælpeforeningen blev organiseret med 18 medlemmer den 17. marts 1842. Nogle få dage senere, den 28. april 1842, sagde profeten Joseph Smith: »Denne forening skal få instruktioner gennem den orden, som Gud har fastlagt, under ledelse af dem, der er bestemt til at lede.« Dernæst fulgte denne betydningsfulde og vidtrækkende, profetiske udtalelse: »Jeg åbner nu vejen for jer i Guds navn, og denne forening skal glæde sig, og kundskab og intelligens skal strømme ned fra nu af ­ dette er begyndelsen på bedre tider for denne forening.«4 Både i templet i Kirtland og i templet i Nauvoo reagerede kvinderne ved at knuse deres dyre porcelæn til små stykker, som skulle bruges til templets mure. Denne forening har siden sin begyndelse gjort en stor indsats og har opnået uendelige resultater. Hvad er Hjælpeforeningen? Efter min mening fokuserer den på fire storslåede begreber: For det første er den et guddommeligt oprettet søsterfællesskab. For det andet er Hjælpeforeningen et sted, hvor man lærer. For det tredje er det en organisation, hvis grundlæggende formål er at tage sig af andre. Dens motto er: »Kærligheden ophører aldrig«. For det fjerde er Hjælpeforeningen et sted, hvor kvinders behov for at være sammen med andre kan opfyldes. Deltagelse i Hjælpeforeningen kan hjælpe både de yngre og de ældre søstre med at blive bedre døtre af Gud. I unge søstre føler måske, at I ikke har meget tilfælles, når I er sammen med jeres mødre og bedstemødre. Men som Bethany Collard på 19 år bemærkede: »Det, som Unge Piger begynder at opbygge . . . fortsætter Hjælpeforeningen med at bygge på og vedligeholde.« Hun begyndte at »se de gode gerninger, som medlemmerne af Hjælpeforeningen gør«, for gode gerninger er almindelige for søstrene i alle aldre. Ja, det er de tråde, der bringer søstrene sammen uanset alder eller forhold. Som Bethany sagde: »Alle disse ting er karakteristiske for en guddommelig kvinde, som er en af Guds retskafne døtre.«5 Emily H. Woodmansee skrev i en salme, som vi synger: En gerning for engle Guds døtre er givet, og dette vort kald vil vi hædre på jord: At tjene med mildhed og indsigt i livet, velsigne og sige opløftende ord.6   Nu kan det være, at nogle af jer ældre søstre vil spørge: »Har jeg ikke hørt alle lektionerne i Hjælpeforeningen? Hvilket formål er der med, at jeg kommer til Hjælpeforeningen hver uge?« Svaret på disse spørgsmål kan bedst gives ved at fortælle historien om en ung klaverelev. Hans mor, som ønskede at anspore ham, »købte billetter til en koncert med den dygtige polske pianist Paderewski. Koncertaftenen kom, og moderen og sønnen fandt deres pladser næsten forrest i koncertsalen. Mens moderen talte med nogle bekendte, smuttede drengen stille væk. Pludselig var det tid til, at koncerten skulle begynde, og en enkelt projektør skinnede skarpt gennem mørket i koncertsalen for at oplyse flyglet på scenen. Først da så publikum den lille dreng uskyldigt sidde på klaverbænken og prøve at spille ›Punktum, punktum, komma, streg‹. Hans mor gav et gisp fra sig, men inden hun kunne nå at røre sig, kom Paderewski ind på scenen og gik hurtigt hen til klaveret. Han hviskede til drengen: ›Du skal ikke holde op. Spil videre.‹ Så bøjede klavermesteren sig fremover, og med venstre hånd begyndte han at spille basstemmen. Snart rakte han sin højre hånd over på den anden side, så han rakte rundt om barnet, for at spille en løbende obligat. Sammen holdt den gamle klavermester og den unge begynder publikum tryllebundet. Hvor uslebne vi end kan være, er det Mesteren, som gennem vores liv holder om os og om og om igen hvisker os i øret: ›Du skal ikke holde op. Spil videre.‹ Og når vi gør det, udvikler og supplerer han, indtil der er skabt et utrolig skønt værk. Han er hos os alle og siger om og om igen til os: ›Spil videre.‹«7 Hvis I virkelig har »hørt det hele før«, har I helt sikkert brug for at blive mindet om det. Og, som præsident Hugh B. Brown sagde: »Mens teologi først og fremmest taler til forstanden, rører religion hjertet . . . Teologi er måske kun ord, men religion kræver handling.«8 Handling er nødvendig for at virkeliggøre jeres motto: »Kærligheden ophører aldrig.« Vi står alle i stor gæld til Eva. I Edens have fik hun og Adam besked på ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Men de blev også mindet om: »Ikke desto mindre kan du selv vælge«.9 Valget stod i virkeligheden mellem at fortsætte deres bekvemme tilværelse i Edens have, hvor de aldrig ville få fremgang, eller en betydningsfuld bortgang til det jordiske liv med dets modsætninger: Smerte, prøvelser og fysisk død i modsætning til glæde, udvikling og muligheden for at opnå evigt liv. Da Eva overvejede dette valg, får vi at vide: »Og da kvinden så, at træet var godt til føde . . . og et ønskværdigt træ til at gøre hende viis, tog hun af frugten og spiste og gav også sin mand, og han spiste.«10 Og således begyndte deres jordiske prøvestand og deres tilværelse som forældre. Da de havde truffet valget, udtrykte Adam taknemmeligt: »Velsignet være Guds navn, thi på grund af min overtrædelse er mine øjne blevet åbnet, og i dette liv skal jeg have glæde, og atter i kødet skal jeg se Gud.«11 Eva kom med en endnu mere visionær og vis udtalelse, da de havde forladt Edens Have: »Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået afkom og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige.«12 Var det ikke for Eva, ville ingen af os have været her. Fader Lehi fortæller os: »Men se, alt er blevet gjort efter hans visdom, som kender alle ting. Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde.«13 Præsident Joseph F. Smith nedskrev sin åbenbaring om de dødes skarer, hvor han så de store og mægtige, og iblandt dem var Adam og Eva. Han beskriver de rammer, hvori han ser Eva, således: »Og vor strålende moder Eva, med mange af sine trofaste døtre, der havde levet gennem tiderne og tilbedt den sande og levende Gud.«14 Moder Eva efterlod sig sandelig en varig arv, som går ned gennem generationerne for at velsigne alle mænds og kvinders tilværelse. Som Guds døtre kan I ikke forestille jer de guddommelige muligheder, der ligger i hver enkelt af jer. Kvinders indre styrkes hemmelige fæstning er bestemt åndelighed. I denne henseende når I op på siden af og overgår endog mænd, ligesom I gør i tro, moral og pligttroskab, når I virkelig er omvendt til evangeliet. I har »mer tro på min Frelser [og] mer lyst til hans bud«.15 Denne indre åndelige sans synes at give jer en vis livskraft til at klare sorg, problemer og uvished. I kan ikke forestille jer de gaver og talenter, som I hver især har. Alle kvinder har tiltalende karaktertræk. Jeg taler ikke om modelagtige karaktertræk, men det der kommer fra jeres personlighed, jeres holdning og jeres udtryk. Jeg beder jer indtrængende om at udvikle de naturlige, feminine gaver, som I har fået af Gud, og som I er blevet så rigt velsignet med. Ingen af jer bør være så tilfreds, at I holder op med at interessere jer for jeres udseende eller væremåde. På sin tid opfordrede præsident Brigham Young kvinder til at få en uddannelse. Dette er stadig et godt råd, men jeg vil skynde mig at tilføje: Mist ikke jeres kære kvindelighed i jeres stræben. I søstre kender ikke den fulde virkning af jeres indflydelse. I søstre beriger hele menneskeheden. Menneskets tilværelse begynder med jer. Hver enkelt kvinde bringer familien og Kirken sin egen unikke styrke. At være en af Guds døtre vil sige, at hvis I søger jeres virkelige identitet, kan I finde den. I vil vide, hvem I er. Dette vil gøre jer fri ­ ikke fra begrænsninger, men fri for tvivl, bekymringer og gruppepres. I vil ikke behøve at bekymre jer: »Ser jeg godt nok ud?« »Lyder jeg godt nok?« »Hvad tænker folk om mig?« En overbevisning om, at I er Guds døtre giver jer tryghed i jeres selvværd. Det vil sige, at I kan finde styrke i Kristi helbredende kraft. Det vil hjælpe jer med at klare hjertesorgen og udfordringerne med tro og sindsro. Jeg spekulerer på, om I søstre fuldt ud kan forstå de medfødte gaver, velsignelser og naturlige evner, som I har, blot fordi I er Guds døtre. Det er en fejltagelse, når kvinder tror, at livet først begynder med ægteskabet. En kvinde kan og skal have en identitet og føle sig nyttig, værdsat og at der er brug for hende, hvad enten hun er enlig eller gift. Hun skal føle, at hun kan gøre noget for andre, som ingen andre, der er blevet født, kan gøre. Guds profeter har gentagne gange forvisset trofaste, ugifte kvinder om, at de kan blive ophøjet. Ophøjelse kræver, at kandidaterne modtager ordinancerne og de beseglende velsignelser, hvilket selvfølgelig vil sige, at de vil blive beseglet til en værdig præstedømmebærer i det næste liv og nyde alle ægteskabets velsignelser. Min grandtante Ada giftede sig aldrig. Måske troede hun på denne filosofi: »Når jeg bekymrer mig over denne tilværelse som enlig, som synes at være min lod, tænker jeg på alle de mange mænd, som jeg er glad for, at jeg ikke er gift med.« I alle tilfælde var hun en af de første kvindelige læger i staten Utah. Da jeg var en lille dreng, sov mine brødre og jeg ude på den indhegnede veranda bag ved vores lille hus. En dag hoppede jeg i sengen for at se, hvor højt jeg kunne hoppe. Jeg hoppede for tæt inde ved væggen og rev noget af mit ansigt på et søm, der stak ud. Jeg må have en undskyldning for mit udseende! Tante Ada blev tilkaldt for at sy såret sammen. Andre gange når vi ikke havde det godt, gav hun os amerikansk olie og Magnesia. Hun kom med sennepsomslag, som hun lagde på vores bryst, når vi var forkølede. Når jeg i dag har smerter, som bliver hyppigere efterhånden, som jeg bliver ældre, ville jeg ønske, at tante Ada var her og kunne hjælpe mig med at bevare helbredet. Hver gang jeg ser i spejlet og ser arret ­ en varig påmindelse om mit sammenstød med sømmet ­ svulmer en stor kærlighed til tante Ada i min bevidsthed. Hun spillede en dyrebar, kærlighedsfuld rolle i mit liv. Jeg opfordrer af hele mit hjerte jer søstre, som har fået jeres tempelbegavelse, om at søge templets velsignelser, fred og trøst. Værdighed til at komme i templet medfører en stor åndelig beskyttelse, selv for søstre som ikke regelmæssigt har adgang til templets velsignelser. Herren kræver i sin uendelige visdom, at værdige brødre bærer præstedømmet for at kunne komme i templet, men Herren tillader søstrene at komme i templet alene i kraft af deres personlige værdighed. En søster skrev for nogle få år siden efter at have været i templet for første gang: »Hvor er det en herlig velsignelse at være inde i denne bygning! Jeg åbnede mine øjne, ører og mit hjerte vidt op for at suge til mig af dens lærdomme. Jeg mærkede realiteten i hver pagt, som jeg indgik, i hver en fiber og knogle i min krop. Jeg følte, at jeg stod lige over for Herren, hver gang jeg indgik pagter med ham. Herrens påvirkning var så stor, at jeg ikke havde noget ønske om at forlade templet, da sessionen var forbi. Da stod det klart for mig, at jeg sandelig var i verden, men ikke af verden.« Fire uger efter gik hun gennem templet for sin mor og skrev: »Dette var endnu en storslået oplevelse. Jeg følte min mors nærvær under tempelbelæringen, og da ægteskabsbeseglingen blev udført for mine forældre, mærkede jeg bogstaveligt talt deres nærvær ved alteret. Helligåndens påvirkning i rummet var så stærk, at jeg brast i gråd, mens jeg blev beseglet til mine forældre. Jeg oplevede virkelig en genforening med dem. Lige siden den dag har jeg følt deres nærvær så tydeligt, at det ikke synes virkeligt, at de er gået bort.«16 Som Hjælpeforeningens erklæring siger, er I elskede åndelige døtre af Gud. I en åbenbaring, som blev givet gennem profeten Joseph Smith, får vi desuden at vide, at »alle de, der antager mit evangelium, er sønner og døtre i mit rige.«17 Og som døtre i hans rige kan I tage del i alle evangeliets velsignelser. Siden denne uddelings begyndelse har søstrenes mange bidrag til denne hellige sag været virkelig storslåede. Jeg vidner for jer søstre om, at der aldrig i verdens historie har været større behov for jeres retskaffenhed, jeres eksempel og jeres gode gerninger for at fremme dette hellige værk, end der er nu. Mine kære søstre, jeg beder til, at de guddommelige gaver i hver enkelt af jer vil springe i fuldt flor. Må jeres kostbare, kvindelige gaver af åndelig styrke, godhed, ømhed, nåde og venlighed komme til fuldt udtryk. Dette vil ske, når I tjener Herren, jeres familie og jeres medmennesker. Må Herren velsigne jer til at gøre dette; det beder jeg til i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Zak 2:10. 2. Se Mosiah 27:25. 3. »Leaving Home«, Caroline Hinckley, New Era, maj 1999, s. 35. 4. Nauvoo Relief Society minutes, den 28. april 1842; citeret i Andrew F. Ehat og Lyndon W. Cook, red. The Words of Joseph, 1980, s. 118. 5. Noter fra tale af Bethany Collard fra Idaho Falls. 6. »Som søstre i Zion«, Salmer og sange, nr. 200. 7. Uddrag fra tale af Ann Woodland, Idaho Falls. 8. I Conference Report, okt. 1962, s. 41. 9. Moses 3:17. 10. Moses 4:12. 11. Moses 5:10. 12. Moses 5:11. 13. 2 Nephi 2:24-25. 14. L&P 138:39. 15. »Mer hellighed giv mig«, Salmer og sange, nr. 63. 16. »The Glorious Moments,« Sipuao Matuauto, Ensign, aug. 1974, s. 64. 17. L&P 25:1.