Til drengene og til mændene Præsident Gordon B. Hinckley Jeg foreslår, at tiden er inde til at sætte vores hus i orden. Mine brødre, det er en storslået mulighed og et ærefrygtindgydende ansvar at tale til jer. Jeg vil gerne først tale til de unge mænd, der er her i aften. Tak for at I er mødt op, hvor I end er samlet. Tak for at I deltager i seminar såvel som i søndagens møder. Jeg priser jer for jeres ønske om at lære evangeliet at kende, at udvide jeres kundskab ved at studere Herrens ord. Jeg takker jer for det ønske, I bærer i jeres hjerte, om at tjene på en mission. Jeg takker jer for jeres drømme om at blive viet i templet og stifte jeres egen retskafne familie. I er ikke »håbløse« unger. I spilder ikke livet med at drive formålsløst rundt. I har et mål. I har en hensigt. I har planer, der kun kan føre til vækst og styrke. Når jeres kræfter udnyttes rigtigt, når jeres drømme er fokuserede på det rette, sker der forunderlige ting. Jeg modtog for nyligt en proklamation fra en gruppe unge sidste dages hellige fra det nordlige Californien. De kommer fra 19 stave, og da de samledes i bjergene, besøgte de et sted, hvor der havde fundet en pionertragedie sted. Mens drengene tænkte over det, de så, og påmindelserne om deres arv, blev de spurgt, om ikke de ville skrive under på en proklamation for de spejdere, der havde slået lejr langs mormonruten. Jeg vil gerne læse dette løfte op for jer: »Herved gøres vitterligt for alle mennesker, at vi er spejdere og bærere af Guds Aronske Præstedømme. Vi sværger troskab mod de værdinormer og principper, der vejledte mændene i Mormonbataljonen og de sidste dages hellige pionerkvinder og -mænd, der bidrog til med at grundlægge denne stat, Californien. Som deres taknemmelige sønner fryder vi os over vores arv af tjeneste. På denne dag, den 18. juli 1998, lover vi højtideligt at blive omvendt til Jesu Kristi Kirke. Vi vil studere skrifterne. Vi vil bede om styrke til at kunne adlyde. Vi vil arbejde. Vi vil stræbe af hele vores hjerte efter at følge Jesu eksempel. Vi vil ære det præstedømme, vi har fået, ved at tjene andre mennesker. Vi vil holde os værdige til at forrette Herrens nadver. Hvor der end måtte være behov for hjælp, vil vi, som vore forfædre, træde til. Vi vil vise, at vi er værdige til at modtage det større, Det Melkisedekske Præstedømme. Vi hengiver os til Herrens hær og vil gå fremad som fuldtidsmissionærer, der indbyder alle til at komme til Kristus. Vi er pagtens unge mænd. Vi vil forberede os til at modtage den evige ægteskabspagt. Vi beder for, at vi må få en retfærdig hustru og retfærdige børn, som vi vil ære og beskytte med vores liv. Herved gøres vitterligt, at hvad risici der end måtte være, hvad fristelser der end måtte være, hvilken tilstand verden omkring os end måtte være i, så vil vi, ligesom vore forfædre var det, være trofaste. Ligesom de, der er gået forud for os, vil vi vende os fra selvhævdelse og tilsidesætte personlig vinding for at kunne opbygge et fredeligt samfund, der styres af Gud. Til alle tider og på alle steder vil vi være tro mod vores løfte.« Jeg roser hver eneste dreng, der underskrev dette løfte. Jeg beder til, at ikke en eneste nogensinde vil misligholde de løfter, han har givet sig selv, Kirken og Herren. Hvor ville dette være en anderledes verden, hvis hver ung mand kunne og ville underskrive et sådant løfte. Der ville ikke gå nogen liv til spilde på grund af narkotika. Der ville ikke findes nogen bander med børn, der slår børn ihjel, og unge mænd enten på vej til fængsel eller i fare for at blive slået ihjel. Uddannelse ville blive en belønning, der ville være værd at yde noget for. Tjeneste i Kirken ville blive en mulighed, man skønnede på. Der ville være større fred og kærlighed i menneskers hjem. Der ville ikke være nogen, der kiggede på pornografi, ingen der læste tarvelig litteratur. I ville ære og respektere de piger, I omgås, og de ville aldrig være bange for at være alene sammen med jer under nogen omstændigheder. Det ville være, som om Helamans unge krigere havde hvervet verdens unge til deres levevis. Der ville selvfølgelig være en mission på jeres livs dagsorden. I ville med glæde tage, hvorhen I end måtte blive sendt, for at udføre Herrens værk, give det al jeres tid og opmærksomhed, jeres styrke og kraft og kærlighed. Lad mig læse uddrag af et brev for jer fra en ung mand, der nu tjener på en mission. Det er skrevet til hans familie, og jeg håber, at det ikke er upassende, at jeg læser det op for denne store forsamling. Jeg vil ikke afsløre navnet på forfatteren eller den mission, han tjener i. Han siger: »Det har været et dejligt år! Jeg blev forflyttet fra missionskontoret og kom til denne lille gren. Mit liv har ændret sig utroligt meget siden den sidste forflyttelse. Jeg har i de sidste par måneder lært, hvad der virkelig er vigtigt. Jeg har fundet ud af, hvad der betyder noget. Jeg har lært at glemme mig selv. Jeg har lært at arbejde effektivt. Jeg har lært at elske andre. Jeg har lært, at Gud elsker mig, og at jeg elsker ham. Kort sagt, jeg har lært at efterleve det, jeg tror på . . . Jeg har lært om mennesker og andet. Jeg har set glædestårer vælde frem i øjnene på dem, der aldrig har vidst, at de var Guds børn. Jeg har set den angrendes bøn blive besvaret. Jeg har set mennesker gøre Jesu Kristi evangelium til en del af dem selv og fået et ønske om at blive nye mennesker, alt sammen på grund af en følelse . . . Jeg drømmer ofte om frelsesplanen. Jeg tænker på det store og forunderlige værk, der har fundet sted. Jeg tænker på de engles magt og kraft, der står blandt os. Jeg tænker af og til på, hvor mange af disse der mon er omkring mig og hjælper mig til at kunne bære vidnesbyrd på et sprog, jeg aldrig havde troet kunne blive forstået fuldt ud. Jeg funderer over den udødelige herligheds fred, som Enok så . . . Jeg er Gud taknemmelig for at jeg er den, jeg er. Min største velsignelse i livet er at være i live ­ i live i Guds tjeneste. Heri finder jeg stor fred og glæde.« Mine kære, unge venner, jeg håber, at I alle forbereder jer på at tjene som missionærer. Jeg kan ikke love jer sjov. Jeg kan ikke love jeg magelighed og bekvemmelighed. Jeg kan ikke love, at I vil være fri for mismod, for frygt, for direkte fortvivlelse til tider. Men jeg kan love jer, at I vil vokse, som I aldrig før har vokset i en tilsvarende periode i hele jeres liv. Jeg kan love jer en lykke, der vil være enestående og vidunderlig og vedvarende. Jeg kan love jer, at I vil tage jeres liv op til revision, at I vil prioritere på en ny måde, at I vil leve nærmere Herren, at bøn vil blive en virkelig og vidunderlig oplevelse, at I vil vandre med tro på et godt resultat af det, I gør. Gud velsigne jer unge mænd, denne, hans storslåede kirkes drenge. Måtte hver af jer vandre med en større beslutsomhed om at være sidste dages hellig i hver eneste af ordets betydninger. Måtte præstationer, bedrifter og tjeneste blive jeres belønning i det spændende og vidunderlige liv, der ligger foran jer. Nu vil jeg gerne tale til de ældre mænd, og håber, at der også vil være noget, som de yngre kan lære noget af. Jeg vil gerne tale til jeg om timelige anliggender. Som baggrund for hvad jeg gerne vil sige, læser jeg et par vers for jer fra det 41. kapitel af Første Mosebog. Farao, Egyptens hersker, drømte drømme, der bekymrede ham alvorligt. De vise mænd i hans hof kunne ikke tyde dem. Så blev Josef bragt frem for ham: »Så sagde Farao til Josef: ðJeg drømte, at jeg stod på Nilens bred, og op af Nilen steg syv velnærede og smukke køer. De gav sig til at græsse mellem sivene. Efter dem steg syv andre køer op, tynde og meget grimme og magre . . . De magre og grimme køer åd de første syv velnærede køer . . . I en drøm så jeg derpå syv fulde og gode aks vokse frem på ét strå; og efter dem spirede syv aks frem, hårde og tynde og afsvedet af østenvinden. Og de tynde aks slugte de syv gode aks . . .Ð Josef sagde til Farao: ðDet, Gud vil gøre, har han fortalt Farao. De syv smukke køer er syv år, og de syv gode aks er syv år. Drømmene betyder det samme . . . Det, Gud vil gøre, har han ladet Farao se. Der vil komme syv år med overflod i hele Egypten. Efter dem kommer syv hungrerår . . . Gud vil [hurtigt] sætte det i værkЫ (se 1 Mos 41:17-20, 22-26, 28-30, 32). Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg ikke udtaler en profeti, at jeg ikke forudsiger, at der vil komme hungersnød i årene fremover. Men jeg foreslår, at tiden er inde til at sætte vores hus i orden. Der er så mange af vores folk, hvis økonomi er spændt til det yderste. Faktisk lever nogen på lånte penge. I de sidste uger har vi været vidne til store og skræmmende udsving på verdens aktiemarkeder. Verdensøkonomien er en skrøbelig ting. En brist i økonomien i Jakarta eller Moskva kan øjeblikkelig påvirke hele verden. Den kan i den sidste ende nå helt ud til os som enkeltpersoner. Der er varsel om uvejr forude, som vi gør klogest i at give agt på. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi aldrig skal opleve en økonomisk depression. Jeg er barn af den store depression i 30'erne. Jeg blev færdig på universitetet i 1932, da arbejdsløsheden i dette område var over 33 procent. Min far var dengang præsident for den største stav i Kirken i denne dal. Det var før vores nuværende velfærdsprogram blev oprettet. Han travede op og ned ad gulvet i bekymring over sit folk. Han og hans medarbejdere fik stablet et stort brændekløvningsprojekt på benene, der var beregnet på at holde hjemmenes ildsteder og komfurer i gang og folk varme om vinteren. De havde ingen penge at købe kul for. Der var mænd, som engang havde været velhavende, blandt dem, der huggede brænde. Jeg gentager, at jeg håber, at vi aldrig nogensinde vil blive vidne til en sådan depression. Men jeg er bekymret over den enorme afbetalingsgæld, der tynger nationens indbyggere og vores eget folk. I marts 1997 var den gæld på i alt 1,2 billioner dollars, hvilket var en stigning på 7 procent i forhold til året før. I december 1997 havde 55 til 60 millioner husstande i De Forenede Stater gæld på deres kreditkort. Denne gæld var i gennemsnit 7.000 dollars og kostede 1.000 dollars om året i renter og gebyrer. Forbrugsgælden steg, taget som procent af den disponible indkomst, fra 16,3 procent i 1993 til 19,3 procent i 1996. Enhver ved, at af enhver dollar, der lånes, skal der betales renter. Når pengene ikke kan betales tilbage, indtræder konkursen. Der var 1.350.118 konkurser i De Forenede Stater sidste år. Dette var en stigning på 50 procent i forhold til 1992. I andet kvartal i år indgav næsten 362.000 personer konkursbegæring, ny rekord for et kvartal. Vi narres af forførende reklamer. Fjernsynet bringer den fristende invitation til at låne op til 125 procent af værdien af vores hus. Men der nævnes ikke noget om renter. Præsident J. Reuben Clark junior sagde ved præstedømmemødet ved konferencen i 1938 fra denne talerstol: »Er du først i gæld, er du ledsaget af renter hvert minut, dag og nat. Du kan ikke undgå dem eller løbe fra dem. Du kan ikke fjerne dem. De giver hverken efter for lokken, krav eller ordrer. Og hver gang du står dem i vejen, krydser deres vej eller nægter at imødekomme deres krav, så vil de knuse dig« (Stjernen, aprilkonferencen 1986, s. 18). Jeg erkender, at det selvfølgelig kan være nødvendigt at låne penge til at købe et hus for. Men lad os købe et hus, som vi har råd til og således mindske de ydelser, der uden nåde eller henstand konstant vil hænge over vores hoved i op til 30 år. Der er ingen, der ved, hvornår der opstår en kritisk situation. Jeg kender en del til et tilfælde med en mand, der var havde stor succes i sit erhverv. Han levede i bekvemmelighed. Han byggede et stort hus. En dag blev han pludselig involveret i en alvorlig ulykke. Øjeblikkelig, uden varsel, mistede han næsten livet. Han sad tilbage som krøbling. Hans evne til at tjene penge var ødelagt. Han stod overfor at skulle betale enorme lægeregninger. Der var andet, der skulle betales. Han stod hjælpeløs over for sine kreditorer. Det ene øjeblik var han rig, og det næste øjeblik var han gået fallit. Siden Kirkens begyndelse har Herren talt om dette med at have gæld. Han sagde til Martin Harris gennem åbenbaring: »Betal den gæld, som du har pådraget dig hos bogtrykkeren. Frigør dig for trældom« (L&P 19:35). Præsident Heber J. Grant talte gentagne gange om dette emne fra denne talerstol. Han sagde: »Hvis der er en enkelt ting, der vil bringe fred og tilfredshed ind i det menneskelige hjerte og ind i familien, er det at leve, så man ikke bruger mere, end man tjener. Og hvis der er nogen enkelt ting, der slider og skuffer og bringer hjertesorg, så er det at have gæld og forpligtelser, som man ikke kan leve op til« (Den danske Stjerne, maj 1982, s. 15). Vi bringer et budskab om uafhængighed ud over hele Kirken. Vi kan ikke være uafhængige, hvis der hviler store gældsbyrder på husstanden. Man har hverken uafhængighed eller frihed fra trældom, når man har økonomiske forpligtelser over for andre. I administrationen af Kirkens anliggender har vi forsøgt at være et eksempel. Vi har af princip strengt fulgt den kutyme at lægge en vis procentdel af Kirkens indtægter til side hvert år til dårlige tider. Jeg er taknemmelig for at kunne sige, at Kirken i al dens virke, i alle dens foretagender, i alle dens afdelinger, er i stand til at fungere uden lånte penge. Hvis vi ikke kan klare os med, hvad vi har, vil vi beskære vore programmer. Vi vil mindske udgifterne, så de passer til indtægterne. Vi vil ikke låne. En af de lykkeligste dage i præsident Joseph F. Smiths liv var den dag, da Kirken betalte sin sidste gæld ud. Hvilken vidunderlig følelse er det ikke at være fri for gæld, at have lidt penge på kistebunden til dårlige tider, hvor de kan findes frem, hvis det bliver nødvendigt. Præsident Faust ville ikke selv have fortalt jer følgende. Men måske skulle jeg fortælle det, så kan han lade det gå ud over mig bagefter. Han havde et kreditforeningslån i sit hus, som han betale 4 procent i rente på. Mange mennesker sagde til ham, at det var tåbeligt af ham at betale gælden ud på lånet, når det havde så lav en rente. Men ved den første lejlighed han havde til at skaffe midlerne, besluttede han og hans hustru, at de ville betale lånet ud. Han har været gældfri siden den dag. Det er derfor, han smiler, og det er derfor, at han fløjter, mens han arbejder. Jeg anmoder jer indtrængende, brødre, om at se på jeres økonomiske situation. Jeg anmoder jer indtrængende om at sætte jer i beskedne udgifter, at beherske jer, når I foretager køb, at undgå gæld, hvor det er muligt. Betal jeres gæld ud, så hurtigt I kan, og befri jer fra trældom. Dette er en del af det timelige evangelium, vi tror på. Måtte Herren velsigne jer, mine elskede brødre, således at I kan sætte jeres hus i orden. Hvis I har betalt jeres gæld, hvis I har lagt noget til side, om det så blot er lidt, skulle uvejret da brøle omkring jer, vil I have et ly til jeres hustru og børn og fred i jeres hjerte. Det er alt, hvad jeg vil sige om dette, men jeg vil gerne understrege det så kraftigt, som det overhovedet er muligt for mig. Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om guddommeligheden i dette arbejde og min kærlighed til hver af jer. I Jesu Kristi navn. Amen.