Luk himlens vinduer op

Præsident James E. Faust
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Tiende er et princip, der er grundlæggende for alle Kirkens medlemmers personlige lykke og velfærd i hele verden, både rige og fattige.

Præsident James E. Faust

Det er altid et overvældende ansvar at komme herop på talerstolen. Jeg gør det i ydmyghed. Jeg beder til, at I ved Åndens hjælp må forstå alt det, jeg har at sige.

Jeg ønsker at tale om at åbne himlens vinduer. Som dreng lærte jeg en storslået lektie om tro og offer, da jeg arbejdede på min bedstefars gård under den forfærdelige økonomiske depression i 1930'erne. Gårdens skatter var ikke blevet betalt og bedstefar havde, ligesom så mange andre, ingen penge. Der var tørke i området, og nogle køer og heste var ved at dø af mangel på græs og hø. En dag da var vi ved at høste den smule hø, der var på marken, bad bedstefar os om at køre vognen hen til et hjørne af marken, hvor høet stod, fylde vognen så meget, vi kunne, og køre hen til tiendegården med det som hans naturaliebetaling af tiende.

Jeg spekulerede på, hvordan bedstefar kunne bruge høet til at betale tiende, når nogle af køerne, som vi var afhængige af, kunne dø af sult. Jeg stillede endog spørgsmål ved, om Herren forventede et så stort offer af ham. I sidste instans var jeg forbavset over hans store tro på, at Herren på en eller anden måde ville sørge for dem. Den arv af tro, som han gav videre til sine efterkommere, var mere værd end penge, fordi han indprentede i sine børns og børnebørns sind, at han elskede Herren og hans hellige værk mere end nogen jordiske ting. Han blev aldrig rig, men han døde i harmoni med Herren og med sig selv.

Jeg lærte mere om tiendeånden af præsident Henry D. Moyle, som boede i mit ward, da jeg tjente som ung biskop. Ved en tiendeopgørelse kom præsident Moyle ind og erklærede: »Biskop, dette er hele min tiende og en smule mere, fordi det er den måde, vi er blevet velsignet på.«

Tiende er et princip, der er grundlæggende for alle Kirkens medlemmers personlige lykke og velfærd i hele verden, både rige og fattige. Tiende er et offerprincip og en nøgle til at åbne himlens vinduer. I Primary lærte jeg tiendedigtet udenad: »Hvad er tiende? Det er, som jeg siger: Ti øre af en krone og en krone af en tier.« Men jeg forstod det ikke fuldstændigt, før bedstefar og præsident Henry D. Moyle havde lært mig det.

Tiendeloven er enkel: Vi betaler en tiendedel af vores personlige årlige indkomst¹. Indkomst er af Det Første Præsidentskab blevet defineret som det, vi tjener.² Hvad de 10 procent af vores indkomst beløber sig til er en sag mellem os hver især og vores Skaber. Der er ingen spidsfindige regler. En ung omvendt fra Korea sagde engang: »Med tiende betyder det intet, om man er rig eller fattig. Man betaler 10 procent, og man behøver ikke at skamme sig over, at man ikke har tjent særlig meget. Hvis man tjener meget, betaler man 10 procent. Hvis man kun tjener lidt, betaler man 10 procent. Vor himmelske Fader elsker dig for det. Man kan gå med oprejst pande.«³

Hvorfor bør medlemmer over hele verden, hvoraf mange ikke har tilstrækkeligt til deres daglige behov, opmuntres til at efterleve Herrens tiendelov? Præsident Hinckley sagde i Cebu i Filippinerne, at hvis medlemmerne, »endog dem, som lever i fattigdom og elendighed . . . ville acceptere evangeliet og efterleve det, betale deres tiende og offerydelser, selv om det kun var lidt . . . ville de have ris på deres tallerkener og tøj på deres krop samt tag over hovedet. Jeg kan ikke se nogen anden løsning.«⁴

Nogle føler måske, at de ikke har råd til at betale tiende, men Herren har lovet, at han vil sørge for en måde, hvorpå vi kan holde alle hans befalinger.⁵ At betale tiende er i begyndelsen et vovestykke i tro, men Jesus sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud.«⁶ Vi lærer om tiende ved at betale den. Jeg tror virkelig, at det er muligt at bryde ud af fattigdom ved at have tro til at give Herren en del af den smule tilbage, som vi har.

Medlemmer af Kirken, som ikke betaler tiende, mister ikke deres medlemskab; de mister kun velsignelser. Gennem Malakias spørger Herren: »Kan et menneske bedrage Gud . . . I spørger: ðHvordan bedrager vi dig?Ð Med tiende og afgifter.«⁷ Hvis vi vil stole på Herren, vil han »åbne himlens vinduer« for os, når vi giver ham den ene tiendedel tilbage, som han beder om. Hans løfte er sikkert: »[Jeg] udøser velsignelse uden mål over jer«⁸ Selv om tiende medfører både timelige og åndelige velsignelser, er det ubetingede løfte til de trofaste, at »I skal eje evighedens skatte.«⁹

Præsident Heber J. Grant satte det i sammenhæng, da han sagde: »Fremgang kommer til dem, der overholder tiendeloven. Når jeg siger fremgang, mener jeg ikke kun i form af kroner og ører . . . Det, jeg anser som virkelig fremgang . . . er væksten i kundskaben om Gud og i vidnesbyrdet, og i kraften til at efterleve evangeliet og at inspirere vores familie til at gøre det samme. Det er virkelig fremgang.«¹⁰

Søster Yaeko Seki oplevede en del af dette vidunderlige løfte. Hun skriver: »Min familie og jeg tilbragte en dag i nationalparken i de japanske alper . . . Jeg ventede vores fjerde barn og følte mig temmelig træt, så jeg lagde mig under træerne . . . Jeg begyndte at tænke på vore økonomiske problemer. Mit hjerte blev overvældet, og tårerne kom frem. ðHerre, vi betaler trofast tiende. Vi har ofret så meget. Hvornår vil himmelens sluser åbne sig for os og vore byrder blive lettet?Ð

Jeg bad af hele mit hjerte. Så vendte jeg mig for at betragte min mand og mine børn, som legede og lo sammen . . . Pludselig vidnede Ånden for mig, at mine velsignelser var umådelige, og at min familie var den største velsignelse, vor himmelske Fader kunne give mig.«¹¹

For mange af os er himlens vinduer blevet åbnet, så vi anser ikke tiende som et offer, men i stedet for som en velsignelse, ja endog som et privilegium.

Et af de største privilegier, som folk i denne Kirke har, er at mødes med deres biskop én gang om året til tiendeopgørelsen for at opgøre deres tiende og fortælle, at det, de har betalt som bidrag, er deres tiende. Denne oplevelse er også en stor velsignelse for biskopperne. Jeg husker en mand i vores ward, som havde en stor familie, og som tog alle sine børn med sig, når han skulle til tiendeopgørelse. Han begyndte med den yngste og bad dem hver især efter tur om at fortælle biskoppen, om deres bidrag var deres tiende. Da alle børnene havde aflagt rapport, aflagde han rapport om sin hustru og sin familie. Familien blev velsignet i overflod for deres trofasthed.

Vær sikker på, at Kirkens tiende bliver administreret som fremsat i åbenbaringen, der i 1838 blev givet til profeten Joseph Smith. De 18 kirkeledere, som er angivet i Lære og Pagter afsnit 120, mødes for at administrere disse hellige midler. De af os, som sidder i dette råd, ved, at dette hellige ansvar bliver udført i henhold til Herrens »røst til dem«.¹²

Præsident Hinckley har bekendtgjort opførelsen af flere templer, end der nogensinde har været på noget tidspunkt i historien. Behovet for templer i hele verden er stort. Det er fordi, de er åndelige helligdomme. De, som kommer i templerne, kan finde beskyttelse mod Satan og hans ønske om at ødelægge dem og deres familier. Til de medlemmer, som bor i isolerede områder i Kirken, og som ønsker at få et tempel dér, hvor de bor, vil jeg foreslå, at I først viser jeres tro ved at betale jeres tiende, så I er værdige til at modtage tempelvelsignelserne. Herren åbenbarede til Kirkens ældster i Kirtland: »Nu hedder det ði dagÐ (indtil Menneskesønnen kommer), og sandelig er dette en offerdag og en dag, på hvilken mit folk skal betale tiende.«¹³

Herren omtaler ofre i flertal. Jeg tror, at han forventer, at vi, som en betingelse for trofasthed, betaler vores tiende og vore fasteofre for at hjælpe de fattige og nødlidende. Men vi har privilegiet at yde andre ofre, ikke fordi det er vores opgave, en afgift eller en kirkelig befaling. Det er bl.a. gaver til missionsfonden, den humanitære hjælpefond, og Mormons Bog-fonden. Vi har også privilegiet at kunne bidrage frivilligt til opførelsen af de nye templer, som præsident Hinckley har bekendtgjort.

For nylig modtog jeg et anonymt brev fra en person, som havde ydet et betydeligt offer til Kirkens tempelfond. Hun sagde: »Jeg besluttede, at når jeg ønskede at bruge penge på mig selv, ville jeg undlade det og betale pengene til tempelfonden. Dette medførte, at jeg ikke fik nyt tøj eller sko, bøger, frisøraftaler, smykker eller noget personligt, før jeg havde nået mit mål. Jeg troede, at det ville være et offer, men i stedet har jeg fundet glæde ved det. Det har været en belønnende og tilfredsstillende oplevelse.«

Profeten Joseph Smith sagde engang: »En religion, der ikke kræver alt som offer, vil aldrig have tilstrækkelig magt til at fremkalde den tro, der er nødvendig for liv og frelse.« Han fortsatte: »De, som ikke yder noget offer, får ingen gavn af denne tro, fordi mennesket er afhængig af dette offer for at kunne opnå denne tro.«¹⁴

Vore bidrag bliver helliget ved vores tro. For nylig deltog jeg i et nadvermøde i mit eget ward. Før mødet begyndte, var der nogle få, som gav bidragskuverter til medlemmer af biskoprådet. De kom med et smil og et glad udtryk i ansigtet. Disse kuverter indeholdt deres tiende og andre offerydelser, som de glad betalte som et ydmygt udtryk for deres taknemmelighed for Herrens velsignelser. Det var et bevis på deres tro.

Guds værk går fremad som aldrig før i mange dele af verden, især i lande, hvor den økonomiske standard ikke er så høj, og nye medlemmer stadig er ved at lære troens princip, samt hvordan det hænger sammen med velsignelser. At være et trofast medlem af denne kirke kræver offer og indvielse. Det betyder, at verdslige glæder og jordiske ejendele ikke skal være vores største mål i livet, fordi det evige livs gave kræver villighed til at ofre alt det, vi har og er, for at modtage den.

På Det Gamle Testamentes tid sendte Herren plager over Israel, og mange mennesker døde. Han befalede David at bringe et offer på jebusitten Aravnas tærskeplads. Da David gik hen for at møde Aravna, og Aravna fandt ud af, hvorfor han kom, tilbød han gavmildt at give ham alt det, som var nødvendigt til offeret. Davids svar var dybsindigt: »Jeg vil betale dig, hvad den koster. Til Herren min Gud vil jeg ikke bringe brændofre, som jeg ikke har betalt.«¹⁵ Han købte tærskepladsen, bragte offeret, og plagen standsede.

I vor tid bliver vi fyldt med en pest af vold, ondskab og ugudelighed i mange former. De, som holder deres pagter og betaler deres tiende og offerydelser, vil have et ekstra forsvar mod disse ondartede, nutidige former for ugudelighed. Men denne beskyttelse kommer ikke af et offer, som intet koster os.

Jeg siger dette, fordi den religiøse tendens i verden er tydelig. Hvis man kan få noget billigt uden anstrengelse eller offer, har folk ikke noget imod at få en smule af det. Derimod kræver velsignelserne ved medlemskab i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige både anstrengelse og offer. Modtagelse af velsignelserne kræver betaling af tiende og offerydelser. Vores religion er ikke en søndagsreligion. Den kræver forbilledlig adfærd og indsats hver eneste dag i ugen. Den omfatter at modtage kaldelser og at tjene med trofasthed i disse kaldelser. Den omfatter karakterstyrke, retskaffenhed og ærlighed over for Herren og vores næste. Det betyder, at vores hjem skal være et sted, der er helligt og kærligt. Det betyder en ubarmhjertig kamp mod den verdslige ondskabs bombardement. Det betyder, at vi til tider er upopulære og politisk ukorrekte.

Jeg føler mig beæret og priviligeret over, at jeg er en lille del af dette værk. Det er en storslået tid med en umådelig åndelig tjeneste i hele verden. Det er fantastisk at være vidne til. Det er Guds værk. Det ledes af denne Kirkes leder, som er vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Præsident Gordon B. Hinckley er hans profet, seer og åbenbarer. Jeg tror på, at præsident Hinckleys inspirerede lederskab velsigner hele menneskeheden.

Det største offer var det, som Frelseren ydede, da han gav selve sit liv. Det gør, at vi hver især må undre os over, hvor mange bloddråber han udgød for mig? Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, Guds hellige Søn, vores sjæls helbreder, menneskehedens Frelser og Forsoner. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i hans hellige navn. I Jesu Kristi navn. Amen.

NOTER:

1. Se L&P 119:4.
2. Se Kirkens instruktionshåndbog, 1998, Bog 1, s. 134
3. Brev fra D. Brent Clement, præsident for Seoul-missionen i Korea, 1981.
4. »Inspirational Thoughts«, Ensign, august 1997, s. 7.
5. Se 1 Nephi 3:7.
6. Johannes 7:17.
7. Malakias 3:8.
8. Malakias 3:10.
9. L&P 38:39.
10. Gospel Standards, Heber Grant, s. 48.
11. »Himlens sluser«, Stjernen, marts 1992, s. 17.
12. L&P 120.
13. L&P 64:23.
14. Joseph Smith, Forelæsninger om troen, s. 62-64.
15. 2 Samuel 24:24.