Personlig renhed

Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum

Vi erklærer, at den, der . . . bruger en andens gudgivne legeme, uden guddommelig godkendelse, misbruger den persons sjæl, misbruger livets centrale formål og forløb.

Ældste Jeffrey R. Holland

Nu hvor nutidens umoralske vinde blæser omkring vore unge eller unge voksne, er jeg bekymret for enhver af dem, som måtte være i vildrede med hensyn til principperne om personlig renhed, pligten til at holde sig fuldstændig kysk inden ægteskabet og komplet trofast i ægteskabet. Jeg ønsker i dag at tale om moralsk renhed og tale imod det, de ser og hører i verden, og jeg håber at styrke forældrene til at kunne undervise deres børn i en højere standard. Da dette emne er det helligste, som jeg kender til, beder jeg indtrængende til, at Helligånden vil vejlede mig i mine ytringer, som er mere ligefremme, end jeg ellers ville gøre dem. Jeg ved i dag, hvordan Jakob i Mormons Bog havde det, da han om samme emne sagde: »Det bedrøver mig også, at jeg må tale så åbent og frimodigt.«¹

Når jeg taler om dette emne, dokumenterer jeg ikke en mængde sociale onder, over hvilke der er lige så barske statistikker, som der er uhyggelige eksempler. Jeg vil heller ikke her fremlægge en liste med ting, man kan og ikke kan gøre i forbindelse med at komme sammen eller forhold mellem drenge og piger. Det, som jeg ønsker at gøre, er mere personligt. Jeg ønsker at forsøge at besvare spørgsmål, som nogle af jeg måske har stillet: Hvorfor skal vi være moralsk rene? Hvorfor er det så vigtig en ting for Gud? Behøver Kirken at være så streng med det, når andre tilsyneladende ikke er? Hvordan kan noget, som samfundet gør så meget og så åbenlyst gør attraktivt, være meget helligt eller alvorligt?

Lad mig begynde med en lektion fra civilisationens lange, lærerige historie. Will og Ariel Durant har skrevet: »Ingen mand [eller kvinde], hvor klog eller velorienteret denne måtte være, kan . . . uden risiko . . . afvise . . . visdommen i [de ting, som læres] i historiens laboratorium. En ung person, hvis hormoner koger, vil undre sig over, hvorfor han ikke skulle give sine seksuelle ønsker fuld frihed. Men hvis han ikke kontrolleres af tradition, moral eller love, kan han ødelægge sit liv, inden han . . . forstår, at sex er en flod af ild, der skal inddæmmes og nedkøles af hundredvis af hæmninger, hvis ikke dette skal opsluge både den enkelte og gruppen i kaos.«²

En vigtigere skriftstedsmæssig betragtning gives af forfatteren af Ordsprogene: »Kan man bære gløder i favnen, uden at tøjet svides? Hvis man går på glødende kul, bliver fødderne så ikke forbrændt? . . . Den, der begår ægteskabsbrud . . . vil ødelægge sig selv. Prygl og skændsel får han, aldrig slettes hans skam.«³

Hvorfor er dette spørgsmål om seksuelle forhold så alvorligt, at sammenligningen næsten altid er ild, og lidenskab levende skildres med flammer? Hvad er der i denne potentielt, smertefulde hede, som ødelægger vores sjæl eller hele verden for den sags skyld hvis denne flamme ikke kontrolleres, og denne lidenskab ikke bekæmpes? Hvad er der i alt dette, som får Alma til at advare sin søn Corianton om, at seksuel overtrædelse er »en vederstyggelighed i Herrens øjne, ja, vederstyggeligere end alle synder med undtagelse af udgydelse af uskyldigt blod eller det at fornægte den Helligånd?«⁴

Hvad er det, at Gud ønsker at fortælle os om dette emnes plads i hans plan for alle mænd og kvinder ved at tildele fysiske ønsker, som så universelt er skænket så stor betydning? Jeg fortæller jer, at det er nøjagtig det, han gør han udtaler sig om selve planen med livet. En af hans bekymringer med hensyn til livet på jorden er helt klart, hvordan man kommer til verden, og hvordan man forlader den. Han har sat meget faste grænser i disse ting.

Heldigvis synes de fleste at være ret ansvarsbevidste, når det handler om, hvordan livet afsluttes. Men når det kommer til at skabe liv, ser vi til tider en næsten kriminel ansvarsløshed. Lad mig nævne tre årsager til, at dette er så storslået og betydningsfuldt et spørgsmål i Jesu Kristi evangelium.

For det første har vi den åbenbarede, gengivne lære om menneskets sjæl.

En af de »tydelige og dyrebare« sandheder, som er gengivet i denne uddeling, er, at »ånden og legemet er menneskets sjæl,«⁵ og at når ånden og legemet adskilles, »kan [mænd og kvinder] ikke modtage en fylde af glæde.«⁶ Det er derfor, at det at få et legeme er så grundlæggende vigtigt. Derfor er synd i enhver form så alvorlig (nemlig fordi det er synd, der i sidste ende bringer både fysisk og åndelig død), og derfor er legemets opstandelse så central en del i Kristi forsonings store sejr.

Legemet er en nødvendig del af sjælen. Denne karakteristiske og yderst vigtige sidste dages hellige lære understreger, hvorfor seksuel synd er så alvorlig. Vi erklærer, at den, der uden guddommelig godkendelse bruger en andens gudgivne legeme, misbruger den persons sjæl, misbruger livets centrale formål og forløb, »nøglen«⁷ til livet, som præsident Boyd K. Packer engang kaldte det. Når man udnytter en andens legeme hvilket er det samme som at udnytte hans eller hendes sjæl vanhelliger man Kristi forsoning, som har frelst den sjæl, og som gør det muligt at opnå det evige livs gave. Og når man trodser Retfærdighedens Søn, træder man ind på gloende grund, varmere og helligere end middagssolen. Det kan I ikke gøre uden at blive brændt.

I må aldrig sige: »Hvem skader det? Hvorfor kan jeg ikke have lidt frihed? Jeg kan overtræde nu og omvende mig senere.« I må aldrig være så tåbelige og så onde. I kan ikke ustraffet »korsfæste . . . Guds Søn igen.«⁸ »Hold jer fra utugt,«⁹ råber Paulus, og hold jer fra »noget sådant,«¹⁰ tilføjer Lære og Pagter. Hvorfor? Ja, blandt andet på grund af den ufattelig lidelse på både legeme og ånd, som verdens Frelser udholdt, så at vi kunne undslippe.¹¹ Vi skylder ham noget for dette. Ja, vi skylder ham alt. »I tilhører ikke jer selv,« siger Paulus. »For I blev købt dyrt: Ær derfor Gud med jeres legeme.«¹² I tilfælde af seksuel overtrædelse er sjælen i fare legemet og ånden.

Lad mig for det andet understrege, at intimitet mellem mennesker er forbeholdt gifte par, fordi det er det største symbol på fuldstændig forening, en helhed og en forening, som er ordineret og fastsat af Gud. Fra Edens Have og indtil nu har ægteskabet været bestemt til at betyde en fuldstændig forening af mand og kvinde deres hjerte, håb, liv, kærlighed, familie, fremtid, alt. Adam sagde om Eva, at hun var ben af hans ben og kød af hans kød, og at de skulle blive »ét kød« i deres liv sammen.¹³ Dette er en forening, der er så fuldkommen, at vi bruger ordet »besegle« til at udtrykke dens evige løfte. Profeten Joseph Smith sagde engang, at vi måske kunne betragte et så helligt bånd som en »sammenføjning«¹⁴ med den anden part.

Men en så fuldkommen forening, en så urokkelig forpligtelse mellem mand og kvinde kan kun finde sted inden for ægteskabspagtens rammer og bestandighed, med højtidelige løfter og tilsagn om alt, hvad de har deres hjerte og sind, alle deres dage og alle deres drømme.

Kan I se den moralske skizofreni, som kommer af at lade som om, at man er ét, lade som om at man har indgået højtidelige løfter med Gud som vidne og dele sin forfalskede forenings fysiske symboler og fysiske intimitet, men dernæst flygte, trække sig tilbage og bryde alle andre sider af det, som skulle være fuldstændig forpligtelse?

I må vente, når det gælder intimitet med et andet menneske! I må vente, indtil I kan give alt, og I kan ikke give alt, før I er lovformeligt gift. At frit give det, som I ikke har ret til at give (husk: »I tilhører ikke jer selv«) og kun at give en del af det, som ikke kan blive efterfulgt af at give jer selv helt, er russisk roulette med følelserne. Hvis I vedbliver med at søge fysisk tilfredsstillelse uden Himmelens billigelse, løber I en frygtelig risiko for så stor åndelig og psykisk skade, at I både kan nedbryde jeres længsel efter fysisk intimitet og jeres evne til helhjertet hengivenhed til en mere sand kærlighed senere hen. I kan nå til det specielle øjeblik af sand kærlighed, af virkelig forening, for blot til jeres rædsel at opdage, at I har brugt det, som I burde have gemt, og at kun Guds nåde kan genoprette de forskellige udsvævelser med jeres dyd, som I så skødesløst har givet væk. På jeres bryllupsdag er den bedste gave, som I kan give jeres evige partner, jeres bedste jeg ren og hel og værdig til en med den samme renhed.

For det tredje: Lad mig sige, at fysisk intimitet ikke kun er en symbolsk forening mellem mand og hustru en forening af deres sjæle men det er også et symbol på et fællesskab mellem dem og deres Fader i Himlen. Han er udødelig og fuldkommen. Vi er jordiske og ufuldkomne. Ikke desto mindre søger vi selv i livet på jorden måder, hvorpå vi kan blive åndeligt forenet med ham. Når vi gør det, får vi både adgang til hans magts nåde og storhed. Disse særlige stunder omfatter at knæle ved alteret for at blive viet i Herrens hus, at velsigne et nyfødt barn, døbe og bekræfte et nyt medlem af Kirken, deltage i Herrens nadver og så videre.

Dette er øjeblikke, hvor vi bogstaveligt talt forener vores vilje med Guds vilje, vores ånd med hans Ånd, hvor fællesskab gennem sløret bliver meget virkelig. I sådanne stunder anerkender vi ikke blot hans guddommelighed, men vi påtager os bogstaveligt talt lidt af denne guddommelighed. En side af denne guddommelighed, som praktisk talt alle mænd og kvinder har fået, er anvendelse af hans kraft til at skabe et menneskelegeme, underet af alle undere, et genetisk og åndeligt enestående væsen, som aldrig før er set i verdens historie, og hvis mage aldrig vil findes i al evighed. Et barn, jeres barn, med øjne og ører og fingre og tæer og en fremtidig, ubeskrivelig storhed.

Det er nok kun forældre, som har holdt et nyfødt barn i deres arme, der forstår det mirakel, som jeg taler om. Det er tilstrækkeligt at sige, at af alle de titler, som Gud har valgt til sig selv, er Fader den, som han ynder mest, og skabelse er hans største interesse især skabelse af mennesker, skabelse i hans billede. I og jeg har fået del i denne guddommelighed, men under de alvorligste og helligste begrænsninger. Den eneste kontrol, som er pålagt os, er selvbeherskelse, selvbeherskelse som kommer af respekt for den guddommelige, hellige kraft, som denne gave repræsenterer.

Mine kære venner, især mine unge venner, kan I se, hvorfor personlig renhed er så alvorligt et anliggende? Kan I forstå, hvorfor Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd udsender en proklamation, der siger, at »den måde, hvorved det jordiske liv skabes, er guddommeligt bestemt,« og at »formeringens hellige kraft kun skal anvendes mellem en mand og en kvinde, der er lovligt viet som ægtemand og hustru«?¹⁵ Lad jer ikke bedrage, og lad jer ikke blive ødelagt. Hvis sådanne kræfter ikke kontrolleres, og befalingerne ikke holdes, kan jeres fremtid blive ødelagt. Jeres verden kan gå op i flammer. I bliver måske ikke straffet på selve overtrædelsesdagen, men den kommer sandelig helt sikkert. Og medmindre der finder sand omvendelse sted og lydighed mod en nådig Gud, så vil de moralsk skødesløse og urene en dag, et sted, bede som den rige mand, der ønskede, at Lazarus skulle »dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.«¹⁶

Jeg har hermed erklæret åbenbaringens højtidelige ord om, at ånden og legemet udgør menneskets sjæl, og at legemet gennem Kristi forsoning skal opstå fra graven for at blive forenet med ånden i en evig eksistens. Det legeme skal derfor holdes rent og helligt. Vær ikke bange for at få snavsede hænder af ærligt arbejde. Vær ikke bange for ar, som I måtte få ved at forsvare sandheden eller kæmpe for det, der er ret, men vogt jer for ar, som vansirer åndeligt, som I får ved handlinger, som I ikke skulle have gjort, som forekommer på steder, hvor I ikke skulle have taget hen. Vogt jer for sår fra enhver kamp, som I har kæmpet på den forkerte side.¹⁷

Hvis nogen af jer går rundt med sådanne sår og det ved jeg, at I gør så ligger omvendelsens fred og fornyelse foran jer gennem Herren Jesu Kristi sonoffer. I sådanne alvorlige sager er omvendelse ikke let i begyndelsen, ej heller smertefri at gå igennem. Men verdens Frelser vil gå den nødvendige vej sammen med jer. Han vil styrke jer, når I vakler. Han vil bringe jer lys, når det synes allermørkest. Han vil tage jeres hånd og være jeres håb, når håbet synes at være det eneste, som I har tilbage. Hans barmhjertighed og nåde, med al dens rensende og helbredende kraft, gives frit til alle, som virkelig ønsker fuldstændig tilgivelse, og som vil tage de skridt, som fører dertil.

Jeg bærer vidnesbyrd om livets store plan, om guddommelighedens kraft, om nåde og tilgivelse og Herren Jesu Kristi forsoning, hvilket altsammen har en dyb betydning i spørgsmål om moralsk renhed. Jeg vidner om, at vi skal ære Gud med vores legeme og ånd. Jeg takker Himlen for skarer af unge, som gør netop dette og hjælper andre med at gøre det samme. Jeg beder til, at et liv i personlig renhed vil æres af alle mennesker. I Herren Jesu Kristi navn, han, som er renheden selv. Amen.

NOTER:

1. Se Jakob 2, 3 vedrørende den fulde sammenhæng i denne tale om kyskhed.
2. The Lessons of History, 1968, s. 35-36.
3. Ordsp 6:27-28, 32-33.
4. Alma 39:5.
5. L&P 88:15.
6. L&P 93:34.
7. I Conference Report, apr. 1972, s. 139; eller Ensign, juli 1972, s. 113.
8. Hebr 6:6.
9. 1 Kor 6:18.
10. L&P 59:6; fremhævelse tilføjet.
11. Se især L&P 19:15-20.
12. 1 Kor 6:13-20; fremhævelse tilføjet. Se også vers 13-18.
13. Se 1 Mos 2:23-24.
14. Se L&P 128:18.
15. »Familien: En proklamation til verden,« Stjernen, juni 1996, s. 10.
16. Luk 16:24.
17. Se James E. Talmage, i Conference Report, okt. 1913, s. 117.