Mulighedernes tid Biskop H. David Burton Præsiderende biskop Det er en tid til at række ud og påvirke andres liv, en tid til at forpligte sig til at holde sabbatsdagen hellig og en tid til at hjælpe med at lade lyset i vore templer brænde klart. Ved et nadvermøde for nylig antydede en herlig, ung kvinde, at en god tale bør begynde med en lille smule smagfuld humor eller en uhyrlig usandhed. Min evne til at fortælle noget humoristisk eksisterer praktisk talt ikke, men jeg kan med dyb oprigtighed sige, at jeg føler mig fuldt ud veltilpas og frygtløs på denne talerstol. Ved slutningen af festligholdelsen af 150-året for pionerernes vandring skærpede vores elskede profet atter vores opmærksomhed, da han sagde: »Tiden er nu kommet til at vende sig om og se på fremtiden. Dette er en tid med tusinder af muligheder. Vi kan benytte os af dem og gå fremad. Hvor er det et vidunderligt tidspunkt for os hver især at gøre vores del til at få Herrens værk til at gå fremad mod dets storslåede mål« (Gordon B. Hinckley, Stjernen, jan. 1998, s. 69). Vi får alle udfordringer i vores dagligdag. Og dog ligger der i udfordringer nogle af vore største muligheder. Når vi ser og handler i overensstemmelse med vore muligheder, vil vi få fremgang, lykke og åndelig vækst. Vi bør tage del i at føre Herrens værk frem. Selv om vore muligheder er uendelige, så lad mig nævne nogle få. Vi er gang på gang fra denne talerstol blevet mindet om at holde sabbatten hellig. Hvis vi ikke holder sabbatten hellig, så er i dag et storartet tidspunkt til at forpligte sig, til at gribe muligheden for at modtage de lovede velsignelser, som kommer af at holde sabbatten hellig. Mange mener efterhånden, at udtrykkene »sabbatsdag« og »fridag« betyder det samme. En god ven, som er bestyrer af adskillige små detailforretninger i områder med en overvejende befolkning af sidste dages hellige, fortæller mig, at han nøjagtigt kan sige, hvornår møderne slutter om søndagen, fordi antallet af kunder stiger markant. Afslapning er i sine diverse afskygninger blevet »konge over sabbatsdagen.« Da søster Burton og jeg var nygifte, boede vi i den sydøstlige del af Salt Lake-dalen. Når vi af og til købte ind i en lille lokal forretning, så vi præsident og søster Joseph Fielding Smith købe ind i samme forretning. Efter at have set dem flere gange samlede jeg endelig mod til at spørge præsident Smith, hvorfor han tog helt inde fra centrum, forbi dusinvis af købmandsforretninger, for at købe ind netop i denne forretning. Han så over randen af sine briller og svarede eftertrykkeligt: »Min dreng« (han fangede straks min opmærksomhed) »Søster Smith og jeg støtter forretninger, som holder sabbatsdagen hellig.« Nødvendigheden af at ære sabbatsdagen er ikke noget nyt råd. Det, som vi bliver fortalt i dag, er blot noget, som generationer har fået at vide af profeterne på deres tid, og som er blevet bekræftet utallige gange af vor tids profeter. De sidste dages skrifter indeholder følgende formaning: »Og for at du kan holde dig fuldstændigt uplettet af verden, skal du gå til bedehuset og ofre dine sakramenter på min hellige dag. Thi sandelig, dette er en dag, der er bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde og tilegne den Allerhøjeste din andagt« (L&P 59:9-10). Jeg ved, at det er svært, især for jer unge, at vælge at holde sabbatsdagen hellig, når de sportshold, som I så gerne vil være med på, regelmæssigt planlægger kampe om søndagen. Jeg ved også, at det virker betydningsløst for mange, der lige står og skal bruge et par ting på sabbatten, at hurtigt gå ind i en dagligvareforretning for at købe noget på en søndag. Men jeg ved også, at helligholdelse af sabbatten er et af de vigtigste bud, som vi kan holde, for at forberede os til at modtage Åndens hvisken. Dette er mulighedernes tid til at leve retskaffent og blive regnet blandt de trofaste, som adlyder det fjerde store bud: »Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud« (2 Mos 20:9-10). For nogle få år siden kommenterede præsident Hinckley en udtalelse om antallet af indvielser af templer eller genindvielser, hvori han havde deltaget i sin tid som generalautoritet. Han antydede, at det var hans ønske fortsat at være involveret i at indvie templer, indtil vi mindst havde hundrede templer i funktion. Da jeg hørte denne udtalelse, kunne jeg ikke lade være med at lave et enkelt regnestykke, og jeg indså, at summen af antallet af templer, der var i funktion, og det antal af templer, der på det tidspunkt eller var planlagt eller under opførelse, var langt mindre end hundrede. Da Det Præsiderende Biskopråd har ansvaret for at føre tilsyn med opførelsen af templer, når de bliver bekendtgjort, kan jeg huske, at jeg meget livligt sagde til profeten: »Præsident, jeg beder til, at Herren vil velsigne dig med en lang levetid.« Jeg vidste ikke, at vores profet, måske endda på det tidspunkt, blev tilskyndet fra Himmelen til at overveje måder til at tilvejebringe flere muligheder for at værdige sidste dages hellige kunne tage del i velsignelserne ved at komme i templet. Jeg græd og glædede mig, ligesom I gjorde under sidste aprilkonference, da vi hørte præsident Hinckley sige: »Vi [har] de sidste måneder rejst langt omkring blandt Kirkens medlemmer. Jeg har været sammen med mange, som har ganske lidt af denne verdens gods. Men i deres hjerte har de en stor, brændende tro på dette værk i de sidste dage. De elsker Kirken . . . De elsker Herren og ønsker at gøre hans vilje. De betaler deres tiende, hvor beskeden den end er. De yder utrolige ofre for at besøge templer. De rejser i dagevis i faldefærdige busser og med gamle både. De sparer sammen og undværer meget for at kunne gøre det. De har brug for templer i nærheden . . . Jeg benytter derfor denne lejlighed til at bekendtgøre for hele Kirken et byggeprogram, hvor vi straks vil opføre 30 små templer . . . Foruden disse templer er der 17 bygninger, der lige nu opføres . . . Det bliver i alt 47 nye templer foruden de 51, der nu fungerer. Jeg tror, at vi nok hellere må føje yderligere 2 til, så vi når 100 ved udgüngen af dette århundrede« (Stjernen, juli 1998, s. 93). I begyndelsen af denne uddeling blev vore forgængere velsignet med mulighed for at yde store ofre for at bygge templer. De ofrede gavmildt af deres ringe økonomiske midler såvel som frugterne af deres fysiske arbejde. Mens templerne blev bygget i Kirtland og Nauvoo, ydede de hellige store ofre. De blev velsignet, når de adlød. Efter de helliges udvandring til disse bjerge begyndte der at skyde templer op flere steder i Vesten. Hvert tempel krævede store ofre. Som Himmelen havde lovet dem, ventede der velsignelser til dem, der benyttede sig af muligheden for at deltage i opførelsen af templerne. Mulighedernes tid, som venter os i dag gennem tempeltjeneste, er anderledes end den var førhen. Det forventes ikke, at vi slår søm i, hugger sten til, saver tømmer, støber beton eller fysisk tager del i opførelsen af templer. Men vi får en vidunderlig mulighed for trofast at betale vores tiende, så opførelsen af templer og Herrens værk kan fortsætte og gå fremad. Vi opfordres ligeledes til at være værdige til at tilbyde vores tjeneste med at sørge for frelsende ordinanser for dem, der er gået forud for os. Kort sagt har vi sidste dages hellige mulighed for at sørge for, at lyset i vore templer brænder både tidligt og sent. Måske kunne vi skabe behov for, at lyset brænder i dem hele natten, som de nu gør i weekenden i adskillige templer. For nogle år siden brugte et selskab inden for kommunikation en vending i deres reklame: »Ræk ud og glæd nogen.« Præsident Hinckley har gentagne gange mindet os om de mange muligheder, der er for at række ud og glæde nogen. Da han talte om dem, der for nylig har sluttet sig til os, beskrev han et behov for at række ud og glæde dem med kærlighed og fællesskab. Til dem, der står udenfor, bør vi give en smule opmuntring, ubetinget kærlighed og fuld tilgivelse, hvis det er nødvendigt. Til vore naboer, bekendte og venner, som ikke er af vores tro, bør vi give velsignelsen af at blive rørt af Helligånden gennem vore ord og gerninger. Til et ledertræningsmøde for nylig for stavs- og wardsråd, som blev afholdt i forbindelse med en stavskonference, som jeg overværede, koncentrerede de velforberedte indlæg sig om mulighederne for at være »imødekommende« fremfor »frastødende« i at række ud og glæde nye og mindre aktive medlemmer, såvel som dem, der ikke er medlem af Kirken. Søster Laura Chipman, en præsidentinde for Unge Piger, foreslog fem metoder til at hjælpe os med at være »imødekommende« til at række ud. Disse er: 1. Selvransagelse ­ Kommunikerer vi uforvarende en frastødende holdning? 2. Identificér ­ Kender vi dem, der er blevet døbt for nylig, de mindre aktive eller de ikke-medlemmer, der bor i nærheden af os og i vores lokalsamfund? 3. Individualisér ­ Prøver vi at finde ud af de interesser, talenter eller færdigheder, som de, vi ønsker at få med ind i fællesskabet, har? 4. Invitér ­ Tager vi naboer og venner med til passende aktiviteter? 5. Involvér ­ Er der måder, hvorpå vi kan drage nytte af de færdigheder, talenter og evner, som de, vi ønsker at »få med,« har? Jeg overværede for nylig en begravelse af en af mine barndomsvenner. Denne bror var født handikappet. Han kunne forstå begreber temmelig godt, men kunne ikke læse eller skrive. Hans tale begrænsede sig til meget få ord, som man kunne forstå, samt hans helt eget sprog. Nogle i vores gruppe kunne fange nogle få ord, som han sagde. Men vi kunne for det meste forstå ud fra hans ords tonefald, om han udtrykte bekymring eller sin store evne til at vise kærlighed. Lynn tilbragte en stor del af sin barndom på specialskoler, væk fra hjemmet. Han tilbragte somrene og mange ferier hjemme sammen med sin familie. I de sidste 17 år boede Lynn, som overlevede hele sin familie, på et plejehjem, hvor man bedst kunne tage sig af hans behov. Efter Lynns død arrangerede en af hans nære venner begravelsen, der skulle finde sted i den kirkebygning, som vi kom i, da vi var drenge. Ved begravelsen var hans kære venner og personalet fra plejehjemmet, et par medlemmer af wardet, som kunne huske ham fra mange år tilbage, og omkring et dusin barndomsvenner og deres familier. Flere brødre, som havde stået Lynn nær i hans lange, ofte ensomme tid på plejehjemmet, talte kærligt om ham. Alle vore minder blev fornyet under denne højtidelighed. En ven mindedes, at vores søndagsskolelærer engang opfordrede os til at bære vidnesbyrd i klassen. Da han bad os om det en efter en, sprang han Lynn over, måske fordi han mente, at man ikke kunne forstå ham. Med al den retfærdige harme, som Lynn kunne samle, lod han læreren vide, at han ventede at få mulighed for selv at ytre sig. Selv om vi ikke forstod meget af det, som han sagde, kunne vi mærke hans kærlighed og en storslået ånd, som tragisk var spærret inde i et legeme, der ikke kunne fungere optimalt. Ånden i den klasse var meget stærk! Da personalet og de nære venner fra plejehjemmet gav udtryk for deres betingelsesløse kærlighed, var det helt tydeligt, at Lynn, på sin egen ydmyge måde, havde rakt ud og bragt glæde i deres liv. Under begravelsen var det tydeligt, at mindst tre af vore barndomsvenner og deres familier havde rakt ud for at hjælpe Lynn på måder, der omfattede regelmæssige besøg, lange køreture, invitationer til middag ved særlige lejligheder og fødselsdage. Da historierne og minderne var fortalt færdig, indså vi alle, at vores fysisk prøvede, kærlige ven, der var som en engel, havde givet os og de vidunderlige kærlige familier, som så ofte rakte ud i kærlighed, langt mere sand værdi, end han nogensinde havde modtaget. Ja, i dag er i høj grad mulighedernes tid. Det er en tid til at række ud og påvirke andres liv, en tid til at forpligte sig til at holde sabbatsdagen hellig og en tid til at hjælpe med at lade lyset i vore templer brænde klart, for blot at nævne nogle ganske få ting. Jeg bærer vidnesbyrd om en levende Fader i Himmelen og hans Søn, vor Frelser og vor Forløser, som begge elsker os betingelsesløst og er ivrige efter, at vi skal gribe de mange muligheder, som de har givet os. Jeg anerkender og udtrykker min kærlighed til vor kære profet, som med hengivenhed fører an med mod og storhed. I Jesu Kristi navn. Amen.