Præsident Gordon B. Hinckley
Lad os være Kristi sande disciple, huske den gyldne regel, og gøre mod andre, som vi ønsker, at de skal gøre mod os.
Mine elskede brødre og søstre, vi byder jer hjertelig velkommen til denne generalkonference, som er vokset til en stor verdenskonference for Kirken.
Denne konference vil blive set og hørt over hele USA og Canada samt i en stor del af resten af verden. Jeg tror ikke, at der findes noget, som kan sammenlignes hermed. Jeg vil gerne takke alle, som har haft at gøre med detaljerne og det praktiske i forbindelse med dette store arrangement.
Vi er samlet for at tilbede Herren, for at forkynde hans guddommelighed og at han virkelig lever. Vi er samlet for at atter at bekræfte vores kærlighed til ham og vores viden om hans kærlighed for os. Ingen, uanset hvad han eller hun måtte sige, kan formindske denne kærlighed.
Der findes mennesker, som prøver. Der findes mennesker af andre trosretninger, som ikke betragter os som kristne. Det er uden betydning. Det er, hvordan vi ser på os selv, der betyder noget. Vi anerkender uden tøven, at der er forskel på os og andre. Var det ikke således, ville der ikke have været behov for en gengivelse af evangeliet. Præsident Packer talte for nylig herom ved en anden lejlighed.
Jeg håber ikke, at vi diskuterer dette. Der findes ingen grund til at debattere det. Vi vidner, ganske enkelt og uden undskyldning, at Gud har åbenbaret sig selv og sin elskede Søn for at indlede denne fuldstændige og sidste uddeling af sit værk.
Vi må ikke blive ubehagelige, når vi taler om lærdomsmæssige forskelle. Der er ikke plads til bitterhed. Men vi kan aldrig opgive eller gå på kompromis med den viden, som er kommet til os gennem åbenbaring og ved direkte overgivelse af nøgler og myndighed fra dem, som besad dem i fordums tid. Lad os aldrig glemme, at dette er en genoprettelse af det, som er blevet fastsat af verdens Frelser. Det er ikke en reformation af erkendte falske skikke og lærdomme, som har udviklet sig gennem århundrederne.
Vi kan og vil respektere andre religioner. Vi anerkender det gode, som de i stort omfang udfører. Vi må lære vore børn at være tolerante og venlige over for mennesker, som ikke tilhører vores tro. Vi kan og arbejder i realiteten sammen med andre religioner i forsvaret af de værdier, som har gjort vores civilisation storslået og vores samfund til noget særligt.
Som eksempel kom der for nylig en protestantisk præst op på mit kontor, en mand som er en meget effektiv leder i den aldrig ophørende kamp mod pornografi. Vi er taknemmelig for ham. Vi slutter os sammen med ham og hans fæller. Vi støtter hans organisation økonomisk.
Vi kan og arbejder sammen med andre religioner inden for forskellige områder i den uendelige kamp mod sociale onder, som truer de skattede værdier, der har betydning for os alle. Disse mennesker tilhører ikke vores tro, men de er vore venner, naboer og medarbejdere på mange områder. Det glæder os at låne styrke til deres indsats.
Men i alt dette er der ikke tale om et lærdomsmæssigt kompromis. Det er der ikke noget behov for, og det må der ikke være på vores side. Men der findes en grad af fællesskab, når vi arbejder sammen.
Når vi fremmer vores helt klare mission, arbejder vi i henhold til det mandat, som er blevet givet os af den opstandne Herre, som har talt i denne sidste og endelige uddeling. Dette er hans enestående og vidunderlige sag. Vi bærer vidnesbyrd og vidner om ham. Men vi behøver ikke at gøre det med arrogance eller selvretfærdighed.
Som Peter udtrykte det, så er vi »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk.« Hvorfor? Så vi kan »forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte [os] ud af mørket til sit underfulde lys« (1 Pet 2:9).
En »helligere-end-dig« holdning er ikke passende for os. Jeg modtog et brev fra en mand i vores samfund, som ikke er medlem af Kirken. I brevet fortæller han, at hans lille datter er blevet frosset ud af sine skolekammerater, der er medlemmer af Kirken. Han fortæller om et andet tilfælde, hvor et barn angiveligt skulle have fået en religiøs medalje revet af sin hals af et SDH-barn. Jeg håber ikke, at det er sandt. Hvis det er, så undskylder jeg over for dem, som er blevet krænket.
Lad os hæve os over en sådan opførsel og undervise vore børn i at gøre det samme. Lad os være Kristi sande disciple, huske den gyldne regel, og gøre mod andre, som vi ønsker, at de skal gøre mod os. Lad os styrke vores egen tro, og vore børns tro, samtidig med at vi er elskværdige over for andre, som ikke tilhører vores tro. Kærlighed og respekt vil overvinde ethvert element af fjendskab. Vores venlighed kan blive det største overbevisende argument for det, som vi tror på.
Nu til noget andet. For en uge siden var jeg i Palmyra i New York. Der indviede jeg to bygninger. Den ene var en genopførelse af den lille bjælkehytte, hvor Joseph Smith sen. og familie først boede på det sted. Det var i dette ydmyge hjem, at den 14-årige Joseph besluttede at gå ind i den nærliggende lund for at adspørge Gud, og hvor han oplevede et enestående syn af Faderen og Sønnen.
Det var i dette hjem, at Moroni, englen, viste sig for drengen Joseph, idet han kaldte ham ved navn og fortalte ham, at Gud havde et værk, han skulle udføre, og at hans »navn skulle nævnes for ondt og godt blandt alle nationer, slægter og tungemål, eller at der skulle tales både godt og ondt om det blandt alle folk« (JS-H 1:33).
Hvordan kunne en bondedreng, stort set uden skolegang, have vovet at sige noget sådant? Og alligevel er det alt sammen gået i opfyldelse og vil fortsætte i stadig større grad, efterhånden som dette genoprettede evangelium forkyndes over hele jorden.
Mens jeg var i Palmyra, indviede jeg også E. B. Grandin-bygningen, hvor den første udgave af Mormons Bog blev trykt i 1829 og 1830. Det var et dristigt skridt at trykke det, som Mr. Grandin først anså for et bedrageri, og så at trykke et oplag på 5.000, hvilket var meget stort på den tid. Jeg har fornøjelsen at minde jer om, at vi siden har trykt over 88 millioner eksemplarer af dette forbløffende værk.
Jeg er taknemmelig for, at vi har denne gamle bygning, som blev erhvervet af et gavmildt medlem af Kirken og derpå skænket til Kirken. Selve bygningens tilstedeværelse bekræfter bogens ægthed, dette bemærkelsesværdige vidnesbyrd om Guds Søn.
Hvem kan, som har læst bogen, ærligt benægte dens guddommelige oprindelse? Kritikere kan forsøge at bortforklare den. Jo mere de forsøger, jo mere sandsynlig bliver den sande beretning om bogens fremkomst som en røst, der taler fra støvet.
Hvor er jeg taknemmelig for det vidnesbyrd, som Gud har velsignet mig med, om Joseph Smiths guddommelige kaldelse, om det første syns realitet, om genoprettelsen af præstedømmet, om sandheden om denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Lad os derfor, mine kære brødre og søstre, glæde os sammen, mens vi nu med taknemlighed fejrer de vidunderlige lærdomme og skikke, som er kommet som en gave fra Herren på det mest glorværdige tidspunkt i hans værk. Dette er påsketiden, hvor vi mindes hans storslåede opstandelse, som vi vidner om. Lad os altid være taknemlig over disse dyrebare gaver og privilegier, og udføre vores del godt, som dem der elsker Herren. Jeg indbyder jer til at lytte til de ord, som vil udgå fra denne talerstol og udtales af dem, der er blevet kaldet som jeres tjenere. Må vi være velsignede, det beder jeg ydmygt om. I Jesu Kristi navn. Amen.
