The Christus statueThe Church of Jesus Christ of Latter-day Saints Search | Feedback | Site Map | Help | Country Sites |
Home Sprog Hovedmenu
Generalkonference
april 1998
»En lærer, der er kommet fra Gud«

»En lærer, der er kommet fra Gud«

Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum

Vi skal give nyt liv til og prioritere bedre undervisning i Kirken ­ derhjemme, fra talerstolen, ved vore administrative møder og især i klasseværelset.

Ældste Jeffrey R. Holland

Da Nikodemus kom til Jesus i begyndelsen af Frelserens tjenestegerning, talte han for os alle, da han sagde: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud.«1

Kristus var selvfølgelig meget mere end en lærer. Han var selve Guds Søn, den Hellige i evangeliets evige plan, verdens Frelser og Forløser.

Men Nikodemus begyndte på omtrent den samme måde, som I og jeg begyndte, på den samme måde som et barn eller en ung studerende eller nyomvendt begynder ­ ved at erkende og reagere på en spændende lærer, som rører vores hjertes inderste følelser.

I de sidste måneder har præsident Gordon B. Hinckley kaldet os til at holde vores medlemmer tæt til Kirken, især de nyomvendte medlemmer. Ved udstedelsen af dette kald har præsident Hinckley mindet os om, at vi alle har brug for mindst tre ting for at forblive faste i troen ­ en ven, et ansvar og at »få næring gennem Guds gode ord.«2

Inspireret undervisning i hjemmet og i Kirken er med til at tilvejebringe denne afgørende bestanddel af »næring gennem Guds gode ord.« Vi er så taknemmelige for alle, som underviser. Vi elsker jer og værdsætter jer mere, end vi kan udtrykke. Vi har stor tillid til jer. At undervise effektivt og føle, at man har succes, er i sandhed et krævende arbejde. Men det er det værd. Vi kan ikke modtage noget større kald.3 Muligheden for at forstørre dette kald findes absolut overalt. Behovet for det er evigt. Fædre, mødre, søskende, venner, missionærer, hjemmelærere og besøgslærerinder, præstedømmeledere og hjælpeorganisationsledere, undervisere ­ alle er på deres egen måde kommet »fra Gud« til vores undervisning og vores frelse. I denne Kirke er det bogstavelig talt umuligt at finde nogen, som ikke er en vejleder i en eller anden form for dem, som også er medlemmer af flokken. Det er intet under, at Paulus sagde i sine skrivelser: »I Kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere.«4

For os alle hver især er det at »komme til Kristus«5 at holde hans befalinger og følge hans eksempel tilbage til Faderen, i sandhed det højeste og helligste formål med den menneskelige tilværelse. At hjælpe andre med også at gøre det ­ at undervise, overtale og bønsomt lede dem til også at gå på forløsningens sti ­ det må i sandhed være den næstvigtigste opgave i vores tilværelse. Måske er det derfor, at præsident David O. McKay engang sagde: »Der hviler ikke noget større ansvar på noget menneske end at være lærer for Guds børn.«6 Vi er i virkeligheden alle omtrent som den etiopiske hofmand, til hvem Filip blev sendt. Ligesom ham ved vi nok til at søge religion. Vi fordyber os måske i skrifterne. Vi opgiver måske endog jordiske skatte, men uden tilstrækkelig undervisning går vi glip af betydningen af alt dette samt de krav, der stadig stilles os. Vi siger sammen med denne mand, der havde stor myndighed: »Hvordan skal [vi forstå] det, når der ikke er nogen [lærer], der vejleder [os]?«7

Apostlen Paulus lærte os: »For ðenhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.Ð

Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om?

Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.«8

På dette tidspunkt, hvor vores profet beder om mere tro ved at høre Guds ord, skal vi give nyt liv til og prioritere bedre undervisning i Kirken ­ derhjemme, fra talerstolen, ved vore administrative møder og især i klasseværelset. Inspireret undervisning må aldrig blive en uddød kunstart i Kirken, og vi skal sikre os, at vores søgen efter den ikke bliver en uddød tradition.

Præsident Spencer W. Kimball bad os engang: »Vær venlig stavspræsidenter, biskopper og grenspræsidenter i særdeleshed at interessere jer for at forbedre kvaliteten af undervisningen i Kirken . . . Jeg frygter, at alt for mange af vore medlemmer alt for ofte kommer i kirke, overværer en klasse eller et møde, og derpå går hjem, stort set [uinspirerede]. Dette er i særdeleshed uheldigt,« sagde han, »hvis det sker på et tidspunkt . . . periode med problemer, fristelser og kriser [i livet]. Vi har alle behov for at blive rørt og næret af Ånden, og effektiv undervisning er en af de vigtigste måder, hvorpå dette kan ske. Ofte gør vi et stort arbejde,« sluttede præsident Kimball, »for at få medlemmerne til at komme til Kirken, men holder derpå ikke i tilstrækkelig grad øje med, hvad de modtager, når de kommer.«9 Om dette emne har præsident Hinckley sagt: »Effektiv undervisning er selve kernen i lederskab i Kirken.« Må jeg gentage det. »Effektiv undervisning er selve kernen i lederskab i Kirken. Evigt liv,« fortsatte præsident Hinckley, »kommer kun, når mænd og kvinder bliver undervist med en sådan effektivitet, at de ændrer sig og disciplinerer deres liv. De kan ikke tvinges ind i retfærdighed eller ind i himlen. De skal føres, og det betyder undervisning.«10

Blandt de sidste ord, som Frelseren sagde til sin disciple, og blandt de første ord, han siger til os i dag er: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple . . . idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«11 Til Peter, den apostolske leder af Kirken, sagde den opstandne Kristus, der skulle til at stige op til himlen: »Vogt mine lam . . . Vær hyrde for mine får . . . Følg mig!«12

I alt dette skal vi huske, at Herren aldrig har givet noget mere eftertrykkeligt råd til Kirken, end at vi skal undervise i evangeliet »ved Ånden, ja, Talsmanden, der blev udsendt for at lære menneskene sandheden.«

Underviser vi i evangeliet »gennem sandhedens Ånd«? har han spurgt. Eller underviser vi i det »på anden måde? Sker det på anden måde,« advarer han os, »er det ikke af Gud.«13 I et sprog, som gentager andre befalinger, har han sagt: »Dersom I ikke modtager, skal I ikke undervise.«14

Der kan ikke forekomme nogen evig indlæring uden ansporing af Ånden fra himlen. Som forældre, lærere og ledere skal vi møde vore opgaver på samme måde, som Moses forholdt sig til det forjættede land. Moses, der vidste, at han ikke kunne få held med sig på nogen anden måde, sagde til Jehova: »Hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra.«15

Det er det, vore medlemmer i virkeligheden ønsker, når de samles til et møde eller på enhver måde kommer til undervisning. De fleste kommer ikke i Kirke for blot at få nogle få nye facts om evangeliet eller for at se gamle venner, selv om alt dette er vigtigt. De kommer for at søge åndelige oplevelser. De ønsker fred. De ønsker at få deres tro befæstet og deres håb fornyet. De ønsker kort sagt at »få næring gennem Guds gode ord« og blive styrket ved hjælp af himlens kræfter. De af os, som er kaldet til at tale eller undervise eller lede, har en forpligtelse til at sørge for dette, så godt som vi overhovedet kan. Vi kan kun gøre det, hvis vi selv stræber efter at kende Gud, hvis vi selv hele tiden søger hans Enbårne Søns lys. Hvis vores hjerte så er ret, hvis vi er så rene, som vi kan blive, hvis vi har bedt og grædt og forberedt os og bekymret os, indtil vi ikke mere ved, hvad vi kan gøre, kan Gud sige til os, som han gjorde til Alma og Mosiahs sønner: »Rejs . . . hovedet og glæd dig . . . jeg vil give jer fremgang.«16

Vi bekymrer os med rette om nye medlemmer og ønsker, at de hver især skal blive hos os og nyde Kirkens fulde velsignelser. Jeg er naiv nok til at tro, at hvis vi fortsætter med at undervise dem ­ med den samme kristuslignende ånd, overbevisning, lærdom og personlig interesse, som missionærerne viste dem ­ vil de nyomvendte ikke alene blive hos os, men de vil bogstavelig talt ikke være til at holde væk. Behovet for at fortsætte denne undervisning er tydelig. I tider som disse har vi alle brug for det, som Mormon kaldte »Guds ords kraft,« fordi, som han sagde: »Det havde øvet større indflydelse på folkets sind end sværdet eller noget andet, der var hændt dem.«17 Når kriserne kommer til os, og det vil de gøre, vil menneskets filosofi blandet med et par skriftsteder og digte ikke være tilstrækkeligt. Nærer vi virkelig vore unge og vore nye medlemmer på en måde, som vil støtte dem, når livets stress sætter ind? Eller giver vi dem en form for teologisk kage ­ åndeligt tomme kalorier? Præsident John Taylor kaldte engang sådan undervisning for »stegt skum«, noget man kunne spise hele dagen og alligevel stadig ende med at føle sig sulten.18 I forbindelse med en streng vinter for nogle år siden, bemærkede præsident Boyd K. Packer, at et betragteligt antal hjorte var døde af sult, mens deres maver var fulde af hø. I et oprigtigt forsøg på at hjælpe havde forskellige virksomheder sørget for det overflødige foder, hvor der havde været brug for mere kraftigt foder. Beklageligvis havde de fodret hjortene, men de havde ikke næret dem.

Jeg elsker det, som præsident J. Reuben Clark sagde om vores ungdom for mere end et halvt århundrede siden. Det samme kan siges om nye medlemmer. »[De] hungrer efter det, som hører Ånden til,« sagde han. »De er ivrige efter at lære evangeliet, og de ønsker det helt direkte, ufortyndet . . . I behøver ikke at gå omveje med [dem] og hviske religion i deres ører . . . I kan fortælle dem disse sandheder helt åbent.«19

Satan er bestemt ikke diskret med sine lærdomme, hvorfor skulle vi så være det? Om vi underviser vore børn derhjemme eller står foran en tilhørerskare i Kirken, må vi aldrig gøre det vanskeligt for dem at opdage, hvad vi tror på. Husk ­ vi skal være lærere, »der er kommet fra Gud.« Så aldrig tvivlens sæd. Undgå at henlede opmærksomheden på jer selv samt forfængelighed. Forbered lektionerne godt. Forkynd ud fra skrifterne. Undervis i åbenbaret lærdom. Bær vidnesbyrd fra hjertet. Bed og efterlev og prøv at forbedre jer. Lad os ved vore administrative møder »belære og opbygge«, som åbenbaringerne siger, så at vore lærdomme selv der må være »fra det høje.«20 Kirken vil så blive bedre, og det vil du også, for som Paulus sagde til romerne: »Du, som belærer andre . . . belærer [du] ikke dig selv!«21

En mindeværdig beretning om kraften i en sådan undervisning ser vi i profeten Jeremias' tilværelse. Denne storslåede mand havde det på samme måde, som de fleste lærere eller talere eller kirkeledere har det, når de bliver kaldet ­ uerfarne, utilstrækkelige, bange. »Ak, Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!«

Men Herren beroligede ham: »Du skal ikke frygte dem, for jeg er med dig . . . Men du skal spænde bæltet om lænden, stå frem og tale til dem.«22

Så Jeremias talte til dem, men i begyndelsen ikke med meget held. Det gik fra slemt til værre, indtil han til sidst blev sat i fængsel og gjort til grin for hele folket. Vred over at han var blevet så dårligt behandlet og bagtalt, svor Jeremias faktisk, at han aldrig ville undervise i nogen lektion, om det så var for en undersøger, et primarybarn, en nyomvendt eller ­ himlen forbyde det ­ de 15 årige. »Jeg vil ikke tænke på ham og ikke mere tale i hans navn,« sagde den modløse profet. Men så kom vendepunktet i Jeremias' tilværelse. Der var sket noget med hvert vidnesbyrd, han havde båret, hvert skriftsted, han havde læst, hver sandhed, han havde undervist i. Der var sket noget, som han ikke havde regnet med. Selv da han svor på at lukke sin mund og forlade Herrens værk, fandt han ud af, at det kunne han ikke. Hvorfor? Fordi der »kom i mit hjerte en brændende ild, den rasede i min knogler. Jeg kan ikke holde det ud.«23

Det er det, der sker i evangeliet med både læreren og eleven. Det er det, der skete med Nephi og Lehi, da, som der står i Helamans Bog, »Guds hellige ånd kom ned fra himlen og tog bolig i deres hjerter, og de blev ligesom opfyldt med ild og kunne tale forunderlige ord.«24 Det må med sikkerhed have været den form for himmelsk glæde, som Maria Magdalene følte, da hun nær ved graven i haven uventet så sin elskede opstandne Herre og ganske enkelt sagde til ham: »ðRabbuni!Ð ­ det betyder [lærer].«25

Fra alle os, som er blevet undervist, til alle jer, som underviser ­ vi takker jer af hjertet. Må vi højne undervisningen i hjemmet og i Kirken og forbedre hele vores indsats for at belære og opbygge. Må vi ved alle vore møder og i alle vore budskaber give »næring gennem Guds gode ord.« Og må vore børn og nyomvendte, vore naboer og nye venner sige om vores ærlige indsats: »Du er en lærer, der er kommet fra Gud.« I Mesterlærerens Jesu Kristi hellige navn. Amen.

NOTER:

1. Joh 3:2.
2. Moroni 6:4; se Gordon B. Hinckley: »Nyomvendte og unge mænd,« Stjernen, juli 1997, s. 47.
3. Undervisning ­ Ingen større kaldelse; se også Spencer W. Kimball: »Teaching No Greater Call,« Søndagsskolekonference, den 1. oktober 1967.
4. 1 Kor 12:28.
5. L&P 20:59.
6. David O. McKay, Conference Report, oktober 1916.
7. Se ApG 8:26-31.
8. Rom 10:13, 14, 17, fremhævelse tilføjet.
9. Teachings of Spencer W. Kimball, s. 524, fremhævelse tilføjet.
10. »How to Be a Teacher When Your Role as a Leader Requires You to Teach,« General Authority Priesthood Board Meeting, den 5. feb. 1969; fremhævelse tilføjet.
11. Matt 28:19-20.
12 Joh 21:15-21.
13. L&P 50:14, 17-18.
14. L&P 42:14.
15. 2 Mos 33:15.
16. Alma 8:15; 26:27.
17. Alma 31:5.
18. Se John Taylor: The Gospel Kingdom, s. 78.
19. »Den fastlagte kurs for Kirken i uddannelse,« s. 3, 9.
20. L&P 43:8, 16.
21. Rom 2:21.
22. Jer 1:6, 8, 17.
23. Se Jer 20:7-9.
24. Helaman 5:45.
25. Joh 20:16; fodnoten i Kirkens engelske Bibel angiver betydningen af det græske originalord som lærer.

 
© 2008 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Privacy policy