Ældste Russell M. Nelson
De Tolv Apostles Kvorum
Familiens kærlighed er vidunderlig. Intet er så konkret som et lille barns kærlighed til sin mor. Intet er så forudsigeligt som børns kærlighed til deres forældre eller forældres kærlighed til deres børn.
For nylig gav jeg forsigtigt et af vores femårige børnebørn et knus og sagde til hende: »Jeg elsker dig, skat.«
Det var grund nok for hende. Vi elsker virkelig vores børnebørn. Vi elsker også vores bedsteforældre. Jeg skatter mine minder om at have levet samtidig med tre af mine fire bedsteforældre. Jeg har aldrig mødt min bedstefar Nelson.1 Han døde, da min far kun var 16 år. Da bedstefar døde, var han leder af den offentlige undervisning i staten Utah. Han ejede et fint lommeur, som min far senere gav mig. Nu er dette ur et håndgribeligt forbindelse mellem os.
Jeg tænker på min bedstefar Nelson med dyb taknemmelighed. Jeg fik meget af min første skolegang på skoler, som han havde hjulpet med at udvikle. Og jeg skatter mit medlemskab af denne Kirke, som begge hans forældre blev omvendt til i Danmark for omkring halvandet århundred siden. Alle mine otte oldeforældre blev faktisk omvendt til Kirken i Europa. Af de andre tilsluttede en sig Kirken i Sverige, to i England og tre i Norge. Hvor er jeg disse pionerforgængere taknemmelig! Min gæld til dem skildres i disse vers fra Bibelen: »Én sår, og en anden høster«, så at »den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen.«2
I dag indsamler vi en høst af familiekærlighed af den sæd, der blev sået for mange år siden. Der blev i 1823 truffet forberedelser til at styrke familiebåndene, da englen Moroni første gang viste sig for profeten Joseph Smith. Moroni bekendtgjorde profeten Elias' komme, som ville vende børnenes hjerter til deres fædre.3
Profeten Elias' genkomst til jorden fandt sted i det første tempel, der blev bygget i denne uddeling, hvor han og andre himmelske sendebud under Herrens ledelse4 overdrog præstedømmemyndighedens særlige nøgler til den genoprettede Kirke.
profeten Elias kom for at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes til fædrene.7
Med dette begyndte den naturlige hengivenhed mellem generationerne at beriges. Denne genoprettelse blev fulgt af det, som til tider kaldes Elias' ånd en tilkendegivelse fra Helligånden, som vidner om familiens guddommelige natur.8 Derfor samler folk i hele verden uanset deres tro optegnelser om afdøde slægtninge i et stadigt stigende tempo.9
Profeten Elias kom ikke kun for at anspore til at søge oplysninger om vores forfædre. Han gjorde det også muligt, at familier kan blive forbundet med hinanden for evigt ud over det jordiske livs grænser. Muligheden for at familier kan blive beseglet for evigt er virkelig den egentlige grund til vores slægtsforskning. Herren erklærede gennem profeten Joseph Smith: »Disse . . . grundsætninger med hensyn til de døde og levende kan ikke forbigås i ligegyldighed, da de berører vores frelse. Thi deres frelse er nødvendig og væsentlig for vores frelse . . . de kan ikke fuldkommes uden os, ej heller kan vi fuldkommes uden vore døde.«10
Brødrene Orson og Parley P. Pratt, medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, var blandt de første i denne uddeling, der såede sæden til interessen for slægtshistorie. Deres indsats resulterede i familien Pratts slægtshistorie og udførelse af tempelordinanser for ca. 3.000 af deres forfædre.11
Og dog var der mange medlemmer af Kirken, som ikke fuldt ud forstod deres ansvar for deres egen slægt. Præsident Wilford Woodruff var så optaget af dette, at han bad om dette emne i en inderlig bøn. Til aprilkonferencen12 i 1894 forelagde han så en åbenbaring for Kirkens medlemmer. Jeg citerer herfra: »Vi ønsker, at de sidste dages hellige fra nu af sporer deres slægt så langt tilbage, som de kan, og at de bliver beseglet til deres fædre og mødre. Få børnene beseglet til deres forældre og før denne kæde så langt tilbage, som I kan . . . Dette er Herrens vilje til sit folk.«13
Senere samme år oprettede Det Første Præsidentskab og De Tolv Genealogical Society of Utah.14 Fra en beskeden start oven på Church Historian's Office15 (Kirkens historikers kontor, o.a.) er deres samling og faciliteter vokset. I dag fylder Family History Library (slægtshistorisk bibliotek i Salt Lake City) en moderne femetagers bygning med adgang til 280.000 bøger, 700.000 mikrofiche og mere end 2 millioner ruller mikrofilm, hvilket gør det til det største bibliotek i verden af sin art.
I 1964 begyndte de at oprette filialer af biblioteket. I dag er over 3.000 slægtshistoriske centre strøet ud over hele kloden.16
Den teknologi, som bruges i dette vigtige arbejde, har ændret sig enormt gennem årene. I 1927 blev der oprettet et kartotek med kort til at opføre alle udførte tempelbegavelser i.17 Kartoteket blev ført indtil 1969, hvor nye tempelbegavelser blev registreret i det første store computersystem, kendt under initialordet GIANT.18 Det blev anvendt i over 20 år.19
Foreningens omfattende optagelse af mikrofilm har muliggjort indsamling af optegnelser fra selve deres kilde med kopier, der senere blev gjort tilgængelige på det slægtshistorisk bibliotek i Salt Lake City og på slægtshistoriske centre. Fotografering på mikrofilm er blevet foretaget i 110 lande og udgør mere end 2 mia. fotografier med ca. 13 mia. navne. Fotografering på mikrofilm har sat slægtshistorisk bibliotek i Salt Lake City i stand til at udvide deres samling enormt og tilbyde kilder til en eksplosiv vækst af slægtsforskning i hele verden. Disse mikrofilm er kernen i den information, som vores nuværende automatiserede systemer indeholder.
I løbet af 1980'erne havde hjemmecomputeren revolutioneret behandlingen af information. Slægtshistorisk afdeling anvendte denne teknologi til at udvikle PAF® til at hjælp medlemmerne med at organisere oplysningerne om deres forfædre. I 1990 blev FamilySearch® præsenteret. Til oktoberkonferencen samme år beskrev ældste Richard G. Scott bestanddelene i FamilySearch, nemlig: Ancestral File, Family History Library Catalog, International Genealogical Index® med mere.20 Hans budskab ansporede søster Nelson og mig til at bruge disse redskaber til at organisere de oplysninger, som vi og vores slægtninge havde indsamlet i løbet af mange år.
Mål med hensyn til decentralisering og forenkling førte til navneuddragningsprogrammer, hvor tusindvis af medlemmer af Kirken har deltaget.21 Uddragningsprojekter har nu resulteret i optegnelser over mere end 300 millioner mennesker.22
Der er mange, som sammen med Kirkens medlemmer, har gjort en indsats for at udarbejde kartoteker over den voksende mængde af slægtshistoriske oplysninger. Et eksempel herpå er den britiske folketælling fra 1881. Over 8.000 frivillige fra slægtshistoriske foreninger på De Britiske Øer har i forbindelse med dette projekt afskrevet 30 millioner navne. Vi bekendtgør med taknemmelighed, at frugterne af dette arbejde nu findes på mikrofiche og snart vil kunne fås på CD på Kirkens distributionscentre.
Vi er også glade for at kunne bekendtgøre, at optegnelser fra folketællingen 1880 i USA snart vil blive udgivet på CD. I mellemtiden arbejder frivillige på andre projekter, som f.eks. ankomstoptegnelser for immigranter til USA via Ellis Island.
Lad mig give udtryk for min store påskønnelse for alle tapre frivillige førhen, nu og i fremtiden for deres flittige arbejde på disse og andre projekter.
Når jeg beskriver disse resultater, er jeg klar over, at jeg hos nogle, der er mindre involverede i dette arbejde, kan have forstærket deres skyldfølelser. Det beklager jeg. Jeg ved, at frygt og uvanthed måske hindrer jer. For andre kan blot det at nævne en computer være endnu en ting, der afskrækker. Nogle går i det stille og håber, at de kan slippe gennem resten af deres liv på jorden uden nogensinde at røre en computer. Til dem, der har adgang til en computer, siger jeg: »Begynd! Hav håb! Prøv! Jeg har spændende nyt til jer!«
»Høstens tid er kommet.«23 En ny tid for slægtsforskning er kommet. Som præsident Gordon B. Hinckley engang bemærkede: »Herren har inspireret dygtige mænd og kvinder til at udvikle ny teknologi, som vi med stor fordel kan bruge til at føre dette hellige værk frem.«24 Førhen blev der fokuseret på at samle navne og datoer og sætte disse oplysninger i orden. Nu findes der computerprodukter, der ligefrem kan vejlede jer til at finde jeres slægtninge.
Må jeg præsentere jer for den nye Family History SourceGuide. Denne CD kan nu fås på Kirkens distributionscentre.25 Den kan føre jer gennem slægtshistoriske optegnelser i lande, stater og provinser i hele verden og viser, hvordan man kan bruge disse optegnelser til at finde sine forfædre med. Den indeholder andre hjælpemidler så som kort, brevskrivningsvejledning, oversættelse af ord fra adskillige ikke-engelsktalende lande, definitioner samt udtryk, der ofte findes i slægtshistoriske optegnelser. Family History SourceGuide giver jer meget af den samlede viden og mange hundrede slægtsforskningseksperters erfaringer. Det kan altsammen blive jeres så let som at trykke på en knap. Brug det, og glæd jer!
Et nyt Vital Records Index vil gøre resultaterne af uddragningsprogrammer, der er taget fra mange borgerlige og kirkelige optegnelser, tilgængelige. Der vil forekomme en vis overlapning af disse kilder og optegnelse i International Genealogical Index, men der er endnu ikke udført tempelordinanser for de fleste navne i Vital Records Index. Hele dette indeks vil omfatte omtrent 25 millioner optegnelser. I løbet af de næste par måneder vil det blive udgivet stykvis efter geografisk område, så som De Britiske Øer (5 millioner optegnelser) og Nordamerika (4,5 millioner optegnelser). Denne fil repræsenterer mange uddrageres arbejde gennem adskillige år.
Jeg er begejstret over denne og andre former for udvikling. Opgaver, der førhen syntes umulige at fuldføre, ligger nu inden for vores rækkevidde. »Thi intet er umuligt for Gud.«26 En ny tid til at høste er kommet. Den vej åbner sig, ad hvilken vi kan adlyde hans vilje27 og tilvejebringe sammenføjende led28 mellem alle uddelinger og generationer.
I behøver ikke udstyr for at begynde. Begynd med en anetavle og et familiegruppeskema.29 Skriv navnet ned på dem, som I kender. Tilføj oplysninger, som I har fra levende slægtninge. Denne enkle begyndelse derhjemme vil forberede jer til at modtage yderligere hjælp. Og når I bliver døbt for en afdød slægtning, vil I få en bekræftende følelse af dette guddommelige værk, som vil bringe stor glæde.
Når vi overvejer betydningen af vores ansvar for vores slægt, bør vi også mindes om Herrens omfattende tjeneste. Jeg citerer præsident Joseph F. Smith: »Jesus havde heller ikke fuldendt sin gerning, da hans legeme blev dræbt, ej heller fuldendte han det efter sin opstandelse fra de døde; selv om han havde opnået det formål, hvorfor han kom til jorden, havde han ikke fuldendt al sin gerning. Og hvornår vil han gøre det? Ikke førend han har forløst og frelst enhver af vor fader Adams sønner og døtre, der er blevet eller som nogensinde vil blive født på denne jord, indtil tidernes ende . . . Det er hans mission. Vi har ikke fuldendt vores gerning, førend vi har frelst os selv og derefter alle, der er afhængige af os; for vi skal være frelsere på Zions Bjerg, ligesom Kristus. Vi er kaldet til denne mission. De døde er ikke fuldkomne uden os, og vi er heller ikke fuldkomne uden dem.«30
Med dette formål har Herren indprentet præsident Hinckley sin vilje med at bygge flere templer.31 Sidste dages hellige skal været et folk, der har modtaget deres begavelse, og de skal besegles til deres efterkommere og forfædre.
Min bedstefars ur minder mig om, at vores bedsteforældre betragter os og venter på at vi skal finde dem, blive sammenkædet med dem og udføre tempelordinanser for dem. Må Gud velsigne os alle med succes i denne hellige tjeneste. Dette beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. Andrew C. Nelson.
2 Joh 4:37, 36.
3. Se L&P 2:1-3.
4. Se L&P 110:2-10.
5. Se L&P 110:11.
6. Se L&P 110:12.
7. Se L&P 110:13-16.
8. Elias' ånd kan være en varig, stærk kraft i menneskers omvendelse, fastholdelse og aktivering.
9. Slægtsforskning er nu én af de hurtigstvoksende anvendelser af ikke-kommercielt brug af computere i hjemmet. Populariteten af en TV-serie ved navn »Ancestors« (forfædre, o.a.), der blev sendt for nylig, er hidtil uset. Den blev sendt af 340 af de 353 PBS (ikke-kommercielle) TV-stationer det største seertal i deres historie. I forbindelse med denne indsats blev der udarbejdet en bog med titlen Ancestors: A Beginner's Guide to Family History and Genealogy. Der blev solgt over 35.000 eksemplarer af den på mindre end et år. Nogle eksperter har anslået, at 20% af brugen af Internet er relateret til slægtsforskning.
10. L&P 128:15. Se Matt 5:48. Der og i andre skriftsteder i Det Nye Testamente er fuldkommen oversat fra det græske ord teleios, hvilket begynder »ført til ende, afsluttet; færdiggjort.«
11. Se Breck England, The Life and Thought of Orson Pratt, 1985, s. 183. I 1853 reagerede Orson Pratt på en avisannonce, da han var på mission i Washington D.C., der søgte oplysninger om efterkommere af William Pratt fra Massachusetts. Gennem denne kontakt fik ældste Pratt bindeled mellem ham og sin første forfader i New England. 20 år senere sagde ældste Pratt, at han havde sporet sine efterkommere 11 generationer tilbage, og at Pratt-brødrenes familier var blevet døbt for omkring 3.000 af deres forfædre (se Journal of Discourses, 16:300).
12. Præsident Woodruff talte den 5. april 1894 med Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum om åbenbaring. Se Wilford Woodruff Journal, 5. april 1894, Wilford Woodruff collection, Church Archives.
13. The Discourses of Wilford Woodruff, red. G. Homer Durham, 1946, s. 157. Også trykt i Millennial Star, 28 maj 1894, s. 339; Stjernen, jan. 1995, s. 84.
14. De godkendte stiftelsesvedtægterne og instruerede ældste Franklin D. Richards om at begynde at organisere foreningen. Han blev også udpeget til at blive dens første præsident. Se James B. Allen, Jessie L. Embry og Kahlile B. Mehr, Hearts Turned to the Fathers: A History of the Genealogical Society of Utah, 1894-1994, 1995, s. 45.
15. Samlingen begyndte med omkring 300 bøger. Se Hearts Turned to the Fathers, s. 47.
16. Se Hearts Turned to the Fathers, s. 280. Navnet blev ændret i 1987 i forbindelse med, at Genealogical Department fik det nye navn Family History Department (se Hearts Turned to the Fathers, s. 278).
17. Kaldet Temple Index Bureau (TIB) kortindeks. Det blev brugt til at mindske gentagelse af ordinanser. Se Hearts Turned to the Fathers, s. 96-103.
18. Genealogical Index and Names Tabulation.
19. Tjente også som hjælp til at mindske gentagelse af hellige ordinanser. Se Hearts Turned to the Fathers, s. 304-309. Afdelingen begyndte at behandle navne gennem TempleReady i maj 1991.
20. »Forløsningen: Kærlighedens høst,« Stjernen, jan. 1991, s. 4-6.
21. Over 50.000 medlemmer har sået arbejdets sæd i Family Record Extraction Program (FREP) (familieuddragningsprogrammet, o.a.)
22. Pr. 24. februar 1998 var der uddraget 329.434.125 optegnelser.
23. L&P 101:64.
24. Ikke offentliggjort udtalelse, 29. september 1997; brugt med tilladelse.
25. Første version er lavet til brug i Windows 95.
26. Luk 1:37.
27. Se L&P 128:15.
28. Se L&P 128:18.
29. Den nyttige folder »Hvor begynder jeg?« kan fås af wardets slægtshistoriske konsulent. Alle de omtalte produkter og computerhjælpemidler er tilgængelige på de slægtshistoriske centre.
30. Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, s. 372.
31. Herunder mindre templer, der er lettere tilgængelige for mange medlemmer.