Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Når som helst vi har en tendens til at føle os nedslået af livets slag, så lad os huske, at andre har gået samme vej, har holdt ud og derefter har overvundet situationen.
Jeg indleder mit budskab denne formiddag med et spørgsmål: Har I nogensinde været på ferie med hele jeres familie? Hvis ikke, så venter der et par overraskelser, når I gør det. Min hustru og jeg var for nogle år siden sammen med vore børn, deres ægtefæller og børnebørnene i Disneyland i det sydlige Californien. Da vi var forbi indgangen til den berømte forlystelsespark, styrtede gruppen hen til det, der på det tidspunkt var den nyeste attraktion
Star Tours (rumrejsen). Man går ind i en model af en raket, indtager sin plads og strammer sikkerhedsselen. Lige pludselig begynder hele raketten at ryste voldsomt. Jeg tror, at den mekaniske stemme, der høres fra højtaleren, kalder det for »kraftig turbulens.« (Jeg er aldrig vendt tilbage til denne berømte attraktion. Jeg får al den virkelige turbulens, som jeg behøver, ved at flyve fra sted til sted, mens jeg passer mine opgaver).
Efter nogle minutter, hvor vi kom til hægterne igen, gik vi hen til attraktionen med den længste kø. Den hedder Splash Mountain (Plask og sprøjt-bjerget). Køen snoede sig flere gange rundt om forlystelsen. Musikken, der kom ud fra højtalerne til den ventende mængde, havde denne tekst:
Zip-a-dee doo-dah, zip-a-dee-ay,
Hvor er det en herlig dag i dag!
Masser af solskin på vej til mig,
Zip-a-dee doo-dah, zip-a-dee-ay!
1
Nu var vi klar til at gå om bord på en båd, som ville føre os hen til et lodret fald, der fremkaldte skrig hos passagererne i båden foran os, da den styrtede ned af vandfaldet og gled hen og standsede i vandet længere nede. Men lige før det store dyk så jeg på væggen et lille skilt, som indeholdt en dybsindig tanke: »Man kan ikke løbe væk fra problemer; intet sted er så langt borte!«
Disse enkle ord har jeg ikke glemt. De vedrører ikke kun temaet for Splash Mountain, men gælder også for vores rejse i livet.
Livet er en erfaringens skole, en prøvetid. Vi lærer, når vi bærer vore lidelser og gennemlever vores hjertesorg.
Når vi tænker over det, vi alle kan blive udsat for sygdom, ulykke, død og en mængde andre udfordringer så kan vi som Job fordums sige: »Det er mennesket selv, der avler elendighed.«2 Job var en »retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt.«3 Job, der var gudfrygtig i sin opførsel og ret velstillet, skulle klare en prøve, der kunne have ødelagt enhver. Berøvet sine ejendele, foragtet af sine venner, ramt af lidelser, knust over tabet af sin familie, lød opfordringen til ham: »Forband Gud, og dø!«4 Han modstod fristelsen og erklærede helt inde fra sin ædle sjæl: »Også nu har jeg mit vidne i himlen, min forsvarer i det højeste.«5
»Dog ved jeg, at min løser lever.«6 Job bevarede sin tro.
Man kan trygt regne med, at ingen person nogensinde har levet fuldstændig fri for lidelser og prøvelser, og der har heller aldrig været en periode i menneskehedens historie, som ikke havde sin fulde andel af uroligheder, forfald og elendighed.
Når livets vej tager en ubehagelig drejning, er man fristet til at spørge: »Hvorfor mig?« Selvanklage er almindeligt, selv når vi ingen kontrol havde over vores problem. Nogle gange synes der intet lys at være for enden af tunnelen, intet daggry der kan bryde nattens mørke. Vi føler os omgivet af smerterne fra knuste hjerter, skuffelserne fra knuste drømme og desperationen fra forsvundne håb. Vi tilslutter os den bibelske bøn: »Er der ikke balsam i Gilead . . . ?«7 Vi føler os forladte, sønderknuste og alene.
Til alle, der er fortvivlede, lad mig da tilbyde den forsikring, der står i salmen: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.«8
Når som helst vi har en tendens til at føle os nedslået af livets slag, så lad os huske, at andre har gået samme vej, har holdt ud og derefter har overvundet situationen.
Der synes at være en uendelig mængde problemer til os alle. Vores problem er, at vi ofte forventer øjeblikkelige løsninger og glemmer, at den himmelske dyd, tålmodighed, ofte er nødvendig.
Lyder nogen af følgende udfordringer bekendte for jer:
Handicappede børn.
En af vore kæres bortgang.
Fyringsrunder.
Forældelse af vore færdigheder.
En søn eller datter på afveje.
Mentale eller følelsesmæssige sygdomme.
Ulykker.
Skilsmisse.
Misbrug.
Uoverkommelig gæld.
Listen er endeløs. I verden i dag er der nogle gange en tendens til at føle sig koblet af tilmed isoleret fra Giveren af alle gode gaver. Vi bekymrer os over at skulle gå alene. Vi spørger: »Hvordan kan vi klare det?« Det, der bringer den største trøst, er evangeliet.
Fra smertens seng, fra den tårevædede pude bliver vi løftet mod himlen af den guddommelige erklæring og det dyrebare løfte: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«9
En sådan trøst er uvurderlig, mens vi følger livets vej med dens mange forgreninger og sving. Denne forsikring kommer sjældent med blinkende lys eller med høj røst. Åndens sprog er snarere blidt, stille, opløftende for hjertet og beroligende for sjælen.
For at vi ikke skal tvivle på Herren i forbindelse med vore problemer, så lad os huske, at Guds visdom kan se tåbelig ud for mennesker, men den største lektie, vi kan lære her på jorden, er, at når Gud taler, og et menneske adlyder, så vil det menneske altid have ret.
Tishbitten Elias' oplevelse er et eksempel på denne sandhed. Midt i en forfærdelig hungersnød, tørke og fortvivlelsen over sult, lidelser og måske tilmed død, »kom Herrens ord til ham: ðGå nu til Sarepta . . . og slå dig ned dér. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig.Ы10
Profeten Elias tvivlede ikke på Herren. »Så gik han til Sarepta, og da han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede brænde. Han kaldte på hende og sagde: ðHent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke.Ð
Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: ðTag også et brød med til mig!Ð
Hun svarede: ðSå sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø.Ð
Men Elias sagde til hende: ðDu skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn.
For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden.Ы11
Hun tvivlede ikke på dette usandsynlige løfte. »Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid. Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias.«12
Lad os nu hurtigt bladre fremad i historiens sider til den særlige nat, hvor hyrderne var hos deres hjord og hørte dette hellige udsagn: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.«13
Med barnets fødsel i Betlehem kom en stor gave en magt større end våben, en rigdom mere varig end Cæsars mønt. Det profetiske løfte blev opfyldt; Kristus-barnet var født.
Den hellige optegnelse fortæller, at drengen »Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«14 Senere nævner en enkel sætning, at »Jesus færdedes overalt og gjorde vel.«15
Ud af Nazaret og ned gennem tiden kommer hans fremragende eksempel, hans velkomne ord, hans guddommelige gerninger. De giver tålmodighed til at udholde trængsler, styrke til at bære sorg, mod til at se døden i øjnene og selvtillid til at klare livet. I denne verden med kaos, prøvelser og usikkerhed har vores behov for denne guddommelige vejledning aldrig være mere desperat.
Lektierne fra Nazaret, Kapernaum, Jerusalem og Galilæa overskrider afstande, tidens gang og vores begrænsede forståelse, når de giver sørgmodige hjerter lys og håb. Forude lå Getsemane Have og bakken Golgata.
Den bibelske beretning lyder: »Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: ðSæt jer her, mens jeg går derhen og beder.Ð
Så tog han Peter og [Jakob og Johannes] med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.
Da sagde han til dem: ðMin sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!Ð
Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad:«16
»ðFader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.Ð
Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.
I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.«17
Hvilke lidelser, hvilket offer, hvilken angst han gennemgik for at sone for verdens synder!
Til vores gavn skrev digteren:
I ungdommens vår er jorden
som en dag med latter og sang.
Sjælen er glad og hjertet let,
hører ej mørke toners klang.
Ukendt for os i vårens dans,
skjult bag aftenhimlens glans
ligger en have, vi må se
og den hedder Getsemane
Vi går ad støvede veje
og følger vor Herres stemme.
Trods bristede drømme og håb
så må vi ham aldrig glemme.
Hvis vi vil tilbage til Gud,
lyder budet: Hold trofast ud.
Menneskets håb og livsbane
går igennem Getsemane.
18
Verdens Frelsers mission på jorden nærmede sig hastigt sin ende. Forude lå Golgatas kors, forfærdelige gerninger udført af dem, som tørstede efter Guds Søns blod. Hans guddommelige svar er en enkel, men umådelig betydningsfuld bøn: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«19
Afslutningen kom: »ðFader, i dine hænder betror jeg min ånd.Ð Da han havde sagt det,«20 døde den store Forløser. Han blev begravet i en grav. Han opstod om morgenen den tredje dag. Han blev set af sine disciple. Ord, der stadig genlyder fra denne skelsættende begivenhed tværs gennem tidens gang og selv i dag bringer vores sjæl trøst, overbevisning, balsam, vished: »Han er ikke her; han er opstået.«21 Opstandelsen blev en realitet for alle.
Sidste uge fik jeg et trosfremmende brev fra Laurence M. Hilton. Lad mig fortælle jer beretningen om at overleve personlig tragedie med tro, uden at tvivle.
I 1892 drog Thomas og Sarah Hilton, Laurences bedsteforældre, til Samoa, hvor Thomas blev indsat som missionspræsident efter deres ankomst. De medbragte en nyfødt datter; de fik to sønner, mens de var på mission dér. Det var tragisk, men alle tre døde på Samoa, og i 1895 vendte bror og søster Hilton barnløse hjem fra deres mission.
David O. McKay var en ven af familien og var dybt rørt over deres tab. I 1921 blev ældste McKay ledsaget af ældste Hugh J. Cannon på en verdensomrejse for at besøge Kirkens medlemmer i mange lande, og de kom til Samoa. Før ældste McKay rejste, havde han lovet søster Hilton, der nu var enke, at han personligt ville besøge hendes tre børns grave. Jeg læser det brev op, som David O. McKay skrev til hende fra Samoa:
»Kære søster Hilton
Netop da den nedadgående sols stråler sidst på eftermiddagen rørte toppene af de høje kokospalmer, onsdag den 18. maj 1921, stod et selskab på fem med bøjede hoveder foran den lille Fagali'i Kirkegård . . . Vi var der, som du husker, på grund af et løfte, som jeg gav dig, før jeg rejste hjemmefra.
Gravene og stenene er velbevarede . . . Jeg gengiver her en kopi, som jeg skrev, mens jeg stod . . . uden for muren, der omgiver stedet.
Janette Hilton
Født 10. sept. 1891
Død 4. juni 1892
ðHvil i fred, kære JennieÐ
George Emmett Hilton
Født 12. okt. 1894
Død 19. okt. 1894
ðMå din søvn være fredfyldtÐ
Thomas Harold Hilton
Født 21. sept. 1892
Død 17. marts 1894
ðHvil her på bakken, hvil digÐ
Da jeg så på disse tre små grave, prøvede jeg at forestille mig, hvad du måtte gennemgå i dine unge år som mor her på Samoa. Da jeg gjorde dette, blev de små sten til monumenter, ikke blot over de små børn, der hviler under dem, men også over en mors tro og hengivenhed over for evige principper om sandheden og livet. Søster Hilton, dine tre små har i tavshed på en yderst overbevisende og effektiv måde fortsat din ædle missionsgerning, der begyndte for næsten 30 år siden, og de vil fortsætte lige så længe, som der er blide hænder, der sørger for deres sidste jordiske hvilested.
Kærlige hænder lukkede deres døde øjne,
kærlige hænder lagde deres legeme smukt til rette.
Indfødte hænder udsmykkede deres ydmyge grav.
Fremmede ærede dem, og fremmede sørgede over dem.
Tofa Soifua (farvel)
David O. McKay«
Denne rørende beretning bringer det sørgende hjerte den »fred, som overgår al forstand.«22 Vor himmelske Fader lever. Herren Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Han vejledte profeten Joseph Smith. Han vejleder sin profet i dag, præsident Gordon B. Hinckley. Om denne sandhed bærer jeg dette personlige vidnesbyrd.
Det er min bøn, at vi må udholde vores sorg, bære vore byrder og se vores frygt i øjnene ligesom vor Frelser gjorde. Jeg ved, at han lever. I Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. Ray Gilbert, © 1945 Walt Disney Music Company.
2. Job 5:7.
3. Job 1:1.
4. Job 2:9.
5. Job 16:19.
6. Job 19:25.
7. Jer 8:22.
8. Sl 30:5.
9. Jos 1:5.
10. 1 Kong 17:8-9.
11. 1 Kong 17:10-14.
12. 1 Kong 17:15-16.
13. Luk 2:10-11.
14. Luk 2:52.
15. ApG 10:38.
16. Matt 26:36-39.
17. Luk 22:42-44.
18. Ella Wheeler Wilcox: »Gethsemane,« i Sourcebook of Poetry, red. Al Bryant, 1968, s. 435.
19. Luk 23:34.
20. Luk 23:46.
21. Matt 28:6.
22. Fil 4:7.
Previous
