»Vi priser jo dem salige, der holdt ud« Ældste Robert E. Hales De Tolv Apostles Kvorum Vi kan ikke forvente at lære udholdenhed, når vi bliver gamle, hvis vi nu har udviklet den vane at opgive, når tingene bliver vanskelige. Vi får i skrifterne at vide, at det er afgørende at holde ud til enden. »Dersom I derfor holder budene og holder ud til enden, skal I blive frelst på den yderste dag. Så er det« (1 Nephi 22:31). »Vær tålmodig i trængsler, thi du skal få mange. Men udhold dem, thi se, jeg er med dig lige til dine dages ende« (L&P 24:8). »Vi priser jo dem salige, der holdt ud« (Jak 5:11) Profeter har til alle tider undervist i eksempler på trofasthed, når de har udvist mod ved at udholde prøver og trængsler for at udføre Guds vilje. Vores største eksempel kommer fra vor Frelser og Forløser, Jesu Kristi liv. Mens Jesus led på korset på Golgata, mærkede han ensomheden ved handlefriheden, da han bønfaldt sin Fader i Himlen: »Hvorfor har du forladt mig?« (Matt 27:46). Verdens Frelser blev overladt til sig selv af sin Fader, for at opleve af egen frie vilje og valg en gerning gennem handlefriheden, som gjorde det muligt for ham at fuldføre sin mission: Forsoningen. Jesus vidste, hvem han var ­ Guds søn. Han vidste, hvad hans formål var ­ at udføre Faderens vilje gennem forsoningen. Hans perspektiv var evigt ­ »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Herren kunne have kaldt på legioner af engle til at tage ham ned fra korset, men han holdt trofast ud til enden og opfyldte selve det formål, hvormed han var blevet sendt til jorden, og skænker således evige velsignelser til alle, som nogen sinde kommer til at leve på jorden. Det påvirker mig dybt, at Faderen, da han introducerede sin søn til profeterne i de efterfølgende uddelinger, sagde: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag« (2 Pet 1:17), eller »Se, min Søn, den elskede . . . i hvem jeg har herliggjort mit navn« (3 Nephi 11:7). I vores uddeling udholdt Joseph Smith alle former for modgang og vanskeligheder for at opfylde vor himmelske Faders ønske ­ genoprettelsen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Joseph blev chikaneret og jaget af vrede pøbelhobe. Han udholdt tålmodigt fattigdom, fornærmende beskyldninger og uvenlighed. Hans folk blev med magt drevet fra by til by og fra stat til stat. Han blev dyppet i tjære og rullet i fjer. Han blev anklaget og fængslet på falsk grundlag. Da Joseph var fængslet i Liberty, Missouri, oplevede han en dyb, følelsesmæssig og menneskelig følelse af, at hans egne lidelser og de helliges prøver og modgang aldrig ville ophøre. Joseph bad: »O, Gud, hvor er du? . . . Ja, o Herre, hvor længe skal de lide disse forurettelser og denne ulovlige undertrykkelse, førend dit hjerte forbarmes over dem, og dit indre røres af medlidenhed med dem?« (L&P 121:1, 3). Joseph fik at vide: »Min søn, fred være med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik« (L&P 121:7). Joseph vidste, at hvis han ikke fortsatte dette store værk, ville hans jordiske prøvelser sandsynligvis blive lettere. Men han kunne ikke standse, for han vidste, hvem han var, og med hvilket formål han var blevet sat på jorden, og han havde et ønske om at udføre Guds vilje. De pionerer, som forlod deres hjem i Nauvoo i Illinois og andre steder, rejste over de store sletter i det centrale USA og slog sig ned i Salt Lake-dalen, vidste hvem de var. De var medlemmer af Herrens nyoprettede kirke på jorden. De kendte hensigten eller deres mål ­ ikke blot at finde Zion, men at oprette det. Fordi de vidste det, var de villige til at udholde alle former for besværligheder for at oprette Zion. I løbet af det seneste år har mennesker, som forstår denne lærdom, påvirket mig dybt. De har trofast udholdt modgang, prøvelser og besværligheder i deres eget liv; og ved at gøre det er de ikke alene selv blevet styrket gennem deres erfaring, men de har ligeledes styrket mennesker i deres omgangskreds ved det eksempel, de har udvist. En ung pige skrev om de erfaringer, som hun havde draget i sin kamp for at overvinde virkningerne af en bilulykke, hvor hendes hoved blev kvæstet: Jeg vidste ikke, hvor stærk jeg var, før foråret 1996. Begivenhederne denne eftermiddag ændrede fuldstændig mine forventninger til, hvordan min uddannelse ville udvikle sig. Det ene øjeblik var jeg på vej til min fremtid på samme måde, som enhver anden gymnasieelev. Det næste øjeblik var livet ikke længere noget almindeligt for mig. Jeg var på vej til at styrke mig selv på måder, som jeg end ikke ville have gættet på . . . Jeg var på vej til at genlære i stedet for at lære . . . Jeg lærte igen, hvordan man spiser. Det at synke maden var en hård opgave, som jeg måtte genlære. Jeg bevægede mig i løbet af fem måneder fra sengen til kørestolen, og derfra videre til at stå og gå . . . Jeg har lært mange store sandheder gennem mine forskellige prøvelser i løbet af det sidste år. Bønner bliver virkelig besvaret. Faste er en magtfaktor i min familie. Kærligheden holdt mig i live . . . Jeg har lært, hvad jeg kan tolerere . . . Gennem det hele har jeg lært, at jeg er meget stærkere, end jeg selv troede. Jeg lærte, at hvis man har brug for hjælp, så er det i orden at bede om det. Vi har alle vores grænser, stærke sider og svagheder . . . Al viden . . . er for mig som penge, der kan bruges. Som en lille ny fugl, der er brudt ud af sin skal, lærer jeg at flyve igen» (brev fra Elizabeth Merkley). Vi ved ofte ikke, hvad vi kan udholde, før efter at vores tro er blevet prøvet. Herren har ligeledes belært os om, at vi aldrig vil blive prøvet mere, end vi kan udholde (se 1 Kor 10:13). I 1968 repræsenterede en marathonløber ved navn John Stephen Akhwari Tanzania i en international konkurrence. Lidt over en time efter at vinderen var nået i mål, nærmede John Stephen Akhwari . . . sig stadion, han var den sidste mand i løbet. Selv om led af både udmattelse, kramper i benene, væskemangel og manglende orientering, kaldte en stemme fra hans indre på ham til at fortsætte, og han fortsatte. Senere blev det skrevet: ðI dag har vi set en ung afrikansk løber, som symboliserer det fineste i menneskets ånd, en præstation, der giver mening til ordet mod.Ð For nogle er den eneste belønning den personlige. Der er ingen medaljer, kun visheden om, at de har afsluttet det, de kastede sig ud i« (The Last African Runner, Olympiad Series, skrevet, instrueret og produceret af Bud Greenspan, Cappy Productions, 1976, video). Da han blev spurgt om, hvorfor han ville gennemføre et løb, som han aldrig ville vinde, svarede Akhwari: »Mit land sendte mig ikke 8.000 km for at begynde løbet, men for at fuldføre løbet.« Han vidste, hvem han var ­ en sportsmand, som repræsenterede Tanzania. Han vidste, hvad hans mål var ­ at gennemføre løbet. Han vidste, at han måtte holde ud til enden, så han kunne vende tilbage til Tanzania med ære. Vores mission i livet er stort set tilsvarende. Vi blev ikke sendt af vor Fader i Himlen blot for at blive født. Vi blev sendt for at holde ud og vende tilbage til ham med ære. At bo på denne jord er en del af vores jordiske prøve. Udfordringen er at leve i verden, men alligevel ikke gøre brug af verdens fristelser, som vil lede os væk fra de åndelige mål. Når en af os opgiver og giver efter for modstanderens bedrag, kan vi miste mere end vores egen sjæl. Vores opgiven kan koste tab af sjæle, som respekterer os i denne generation. Vores kapitulation over for fristelse kan påvirke børn og familier i mange generationer. Kirken bliver ikke opbygget i løbet af en generation. Den sunde vækst i Kirken bider sig fast i løbet af tre til fire generationer af trofaste hellige. At videregive tro til at holde ud til enden fra den ene generation til den næste generation er en guddommelig gave i form af umådelige velsignelser til vore efterkommere. Vi kan heller ikke holde ud til enden alene. Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden ved at opløfte og styrke hinanden. Vi lærer i skrifterne, at der må være modsætning i alle ting (se 2 Nephi 2:11). Det er ikke et spørgsmål, om vi er klar til prøverne; det er et spørgsmål om hvornår. Vi må forberede os til de prøver, som vil komme uden varsel. De grundlæggende krav til at holde ud til enden omfatter at vide, hvem vi er ­ Guds børn med et ønske om at vende tilbage til hans nærhed efter dette liv; at forstå formålet med livet ­ at holde ud til enden og opnå evigt liv; og at leve i lydighed med et ønske og en beslutning om at udholde alt ­ at have et evigt perspektiv. Et evigt perspektiv gør det muligt for os at overvinde modstand i vores timelige tilstand og til sidst at opnå de lovede belønninger og velsignelser i forbindelse med evigt liv. Hvis vi er tålmodige i vore prøvelser, udholder dem godt og venter på Herren for at lære livets lektier, vil Herren være hos os for at styrke os til vore dages ende: »Men den, der holder ud til enden, skal frelses« (Mark 13:13) og vende tilbage til vor himmelske Fader med ære. Vi lærer at holde ud til enden ved at lære at gennemføre vores nuværende ansvar, og det fortsætter vi ganske enkelt med hele livet. Vi kan ikke forvente at lære udholdenhed, når vi bliver gamle, hvis vi nu har udviklet den vane at opgive, når tingene bliver vanskelige. At holde ud til enden gælder for alle Guds befalinger. Herren har kaldet unge mænd til at være missionærer. Missionærerne sendes ikke blot ud for at familie og venner kan sige farvel til dem. De kaldes for at udføre en mission med ære og at vende hjem med ære. De må for at kunne gøre dette, vide hvem de er ­ missionærer for Herrens kirke. De kender deres mål ­ at finde og undervise dem, som er rede til at modtage Jesu Kristi evangelium og hjælpe med til at oprette hans kirke. De udvikler tålmodighed, når de overvinder de prøver og besværligheder, som helt sikkert vil komme. De er ydmyge nok til at lære nye færdigheder og er besluttet på at holde ud til enden. Uanset hvad en missionær ofrer for at tage på mission, må han være lydig på sin mission for at modtage de velsigner, der retmæssigt er hans. Nogle vil måske sige: »Hvordan kan jeg være missionær og holde ud til enden? Jeg er af naturen sky, bliver let nervøs og har svært ved at tale med fremmede« eller »Jeg har svært ved at lære, og missionærlektionerne vil blive meget vanskelige for mig.« Herren lover ikke at fjerne alle vore handicap, når vi bliver missionærer, men ved at gøre sig den ekstra anstrengelse, det vil kræve, udvikler vi en større evne til at overvinde vores personlige mangler, og denne evne til at overvinde sig selv, vil der altid være brug for i vores forhold til andre, i vores job og i vores familie. Vi har alle noget, som vi må lære at blive herre over. Hos nogen er det blot mere tydeligt end hos andre. Når vi tjener som missionærer og flytter vores fokusering fra os selv hen på at gøre Herrens arbejde og hjælpe andre, opstår der muligheder for stor vækst og modenhed. Når en ung ældste forlader familien og sine venner og lærer at fungere i den virkelige verden, bliver han en mand og udvikler større tro på, at Herren kan vejlede ham. En missionær vil møde mange udfordringer, som han ikke har skullet klare før. At yde det bedste man kan, når man kommer på mission, vil ikke opfylde kaldelsen. At holde ud kræver, at vi gør det bedre end det bedste, vi kan i dag, og det gør vi ved at udvikle de yderligere evner, som Herren har skænket. Det kræver tro at lytte til Herren og til sine missionsledere samt at lære, hvordan man udfører alt det, man som missionær kaldes til at gøre. Det er selvfølgelig vanskeligt. Men det er også det, som gør det til så stor en gave, og årsagen til, at det indeholder så store velsignelser. Vi må erkende, hvem vi er og opnå vores endelige formål. Vi må derefter beslutte os til at overvinde alle forhindringer med stor beslutsomhed for at holde ud til enden. Når vi påtager os en opgave, må vi tænke: »Jeg vil lære, hvordan jeg gennemfører denne opgave med ærlige midler og ved at gøre det på Herrens måde. Jeg vil studere, stille spørgsmål, søge og bede. Jeg har potentiale til at blive ved med at lære. Jeg er først færdig, når opgaven er fuldført.« Det er at holde ud til enden: At gennemføre opgaverne. At være udholdende er mere end blot at overleve og at vente på, at afslutningen indhenter os. At holde ud til enden kræver stor tro. I Getsemane Have »faldt (Jesus) ned på sit ansigt og bad: ðMin fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vilЫ (Matt 26:39). Det kræver stor tro og mod at bede til vor himmelske Fader: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.« At kunne tro på at tro på Herren og at holde ud til enden bringer stor styrke. Nogen vil sige, at hvis vi har tilstrækkelig tro, kan vi af og til ændre de forhold, som forårsager vores prøvelser og besværligheder. Skal vi bruge vores tro til at ændre forholdene eller til at udholde dem? Trofaste bønner kan bedes for at ændre eller moderere begivenhederne i vores liv, men vi må altid huske, at når vi afslutter vores bøn, så er det underforstået: »Så ske din vilje« (Matt 26:42). Tro på Herren omfatter at vise Herren tillid. Tro til at holde ud er en tro bygget på at acceptere Herrens vilje og de lektier, vi lærer gennem de oplevelser, vi kommer ud for. Når vi viser tro på Herren og fokuserer på evighederne, vil vi blive velsignet, uanset hvilke prøver vi gennemgår. For livet på jorden, således som vi kender det, er kun midlertidigt, og hvis vi udholder det godt, har Herren lovet os: »Og dersom du holder [mine bud] og holder ud indtil enden, skal du have evigt liv, hvad der er den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7). Som enkeltpersoner ved vi ikke, hvornår livet på jorden ophører for os. Vi må udvikle evnen til at holde ud og udføre vores ansvar i dag, uanset hvor besværlig fremtiden kan blive. Må vi være i stand til sige, som Paulus sagde til Timotheus: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen« (2 Tim 4:7). »Vi priser jo dem salige, der holdt ud« (Jak 5:11). Der er intet, vi gennemgår, som Jesus ikke forstår, og han venter på, at vi går til vor himmelske Fader i bøn. Jeg bærer vidnesbyrd om, at hvis vi vil være lydige, og hvis vi er flittige, vil vore bønner blive besvaret, vore problemer blive formindsket, vores frygt forsvinde, lys vil komme til os, fortvivlelsens mørke vil spredes, og vi vil være Herren nær og fornemme hans kærlighed og Helligåndens trøst. Det er min bøn, at vi kan finde den tro, det mod og den styrke til at holde ud til enden, så vi kan opleve den glæde i trofasthed at vende tilbage til vor himmelske Faders arme. I Jesu Kristi navn. Amen.