»Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte« Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Ordinanserne og pagterne . . . er de redskaber, som Gud har givet os for at føre os ind til evigt liv. Mine kære brødre og søstre og venner: Jeg står ydmygt på denne talerstol, som i over et hundred år er blevet helliget af Guds ord, der er blevet talt i utallige, inspirerede budskaber, som åndeligt har fyldt sjælen hos dem, som lyttede. I lighed med denne arv beder jeg til, at vores hjerte må være åbent for alt det, der bliver sagt under denne konference. I dag ønsker jeg at tale om de velsignelser, der kommer gennem pagter med Herren. Som grundlag herfor vil jeg begynde med den pagt, som Herren har indgået med Israels hus: »Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«1 Denne pagt er universel for folk af enhver race, der bliver »døbt til Kristus.«2 Som Paulus siger: »Hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.«3 Pagter er ikke blot ydre ritualer, det er reelle og effektive midler til forandring. »Det at blive genfødt kommer ved Guds Ånd gennem ordinanser.«4 Vi bør altid ære og holde de frelsende pagter hellige, som vi indgår med Herren. Gør vi det, har han lovet: »[Du] skal modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab, så du må lære at kende hemmeligheder og fredelige ting ­ det, som bringer glæde og evigt liv.«5 Mange pagter er uomgængeligt nødvendige for glæde her og herefter. Blandt de vigtigste er ægteskabspagterne, der indgås mellem mand og hustru. De største glæder i livet kommer gennem disse pagter. Dåbspagten åbner sammen med den tilhørende bekræftende ordinanse porten til evigt liv. Præstedømmets ed og pagt indeholder det løfte, hvorigennem værdige ældster i Kirken skal modtage »alt det, som Faderen har.«6 Tempelpagterne danner grundlaget for opnåelse af de største velsignelser, som Herren har til os. Vi har det store privilegium at tage nadveren, Herrens måltid. Når vi fornyr vores dåbspagt ved at tage nadveren, beskytter det os mod al slags ondt. Når vi værdigt tager det velsignede brød og vand til minde om Frelserens offer, vidner vi for Gud Faderen om, at vi er villige til at påtage os hans Søns navn og altid erindre ham og holde hans bud, som han har givet os. Hvis vi gør disse ting, vil vi altid have hans Ånd hos os.7 Hvis vi tager nadveren regelmæssigt og er trofaste mod disse pagter, vil loven findes i vores indre og være skrevet i vores hjerte. Lad mig illustrere dette med en historie fra Church News: »En gruppe religionslærere tog et sommerkursus om Frelserens liv og koncentrerede sig mest om lignelserne. Da det blev tid til den afsluttende prøve . . . kom eleverne til klassen og fandt en seddel om, at eksamenen ville blive afholdt i en anden bygning i den anden ende af skolens område. På sedlen stod der desuden, at eksamenen skulle slutte inden for to timer, som begyndte netop i dette øjeblik. Eleverne skyndte sig hen over området. På vejen gik de forbi en lille pige, der græd, fordi hendes nye cykel var punkteret. En gammel mand humpede smertefuldt hen mod biblioteket med en stok i den ene hånd og tabte bøger fra en stak, som han prøvede at bære i den anden hånd. På en bænk ved hovedbygningen sad der en lurvet klædt, skægget mand [helt tydeligt i nød]. Eleverne styrtede ind i klasseværelset og blev mødt af professoren, som meddelte, at de alle var dumpet. Den eneste ægte prøve på om de forstod Frelserens liv og lære, sagde han, var den måde, som de behandlede folk i nød på. Deres mange ugers studium ved lærerens fødder havde lært dem en hel del om det, som Kristus har sagt og gjort.«8 Men i deres hastværk for at få afsluttet kursets formaliteter, kunne de ikke forstå at anvende dette i de tre situationer, der med vilje var blevet iscenesat. De lærte bogstaven, men ikke Ånden. Deres ligegyldighed over for den lille pige og de to mænd viste, at kursets dybe budskab ikke var trængt ind i deres indre. Vi må af og til ransage vores egen sjæl og se, hvad vi virkelig er. Vores virkelige karakter kan, hvor meget vi end måtte ønske det, ikke skjules. Den lyser klart i os. Forsøg på at bedrage andre bedrager blot os selv. Vi er ofte som kejseren i eventyret, som troede, at han var iklædt smukke klæder, da han i virkelighed intet havde på. Jeg har i mit liv set Kirkens medlemmers trofasthed vokse. Målt i faste tal er der større tilkendegivelser af trofasthed end nogensinde før. På en tilfældig søndag er der procentvis dobbelt så mange, der tager Herrens nadver i hele verden, som da jeg voksede op. Vi forsøger at tage os af de fattige og nødlidende blandt os gennem gavmildhed fra trofaste kirkemedlemmers, som overholder fasteloven og bidrager til det inspirerede velfærdsprogram. Der er blevet sendt mange forskellige former for humanitær hjælp for millioner af dollars til mange lande for at afhjælpe sult og lidelse. Dette administreres efter behov og uden skelen til race, farve eller religion. Flere af vore medlemmer nyder velsignelserne ved at efterleve den gamle tiendelov. De giver frivilligt Herren en tiendedel af deres indtægt, som han har givet dem. Hundredtusinder flere af vores trofaste hellige nyder privilegiet at kunne tilbede i templet. Vi har nu 58.000 missionærer i tjeneste. Jeg glæder mig over dette, og jeg er sikker på, at Herren glæder sig. Men jeg tænker på, om vi er blevet forholdsmæssigt mere Kristuslignende. Kommer vores tjeneste af et rent hjerte? Jeg taler om nødvendigheden af at holde pagterne, fordi de beskytter os i en verden, der glider væk fra hævdvundne værdier, som bringer lykke og glæde. Denne lempelse af moralen kan endda øges i fremtiden. I fremtiden kan vores folk, især vores børn og børnebørn, forvente at blive bombarderet mere og mere af Sodomas og Gomorras onder. Alt for mange familier splittes. Det gode kaldes ondt, og det onde kaldes godt.9 Har vi i vor tid, der ynder »den letteste udvej,« glemt de elementer af offer og indvielse, som vores pionerforfædre viste os så godt? Det kan være det, som Wordsworth antydede: Verden er for meget i os, før som nu, Vi får og bruger, og spilder vores kræfter: . . . Vi har givet vores hjerte væk, en smålig gunst! . . . På grund af dette, af alt, er vi ude af trit.11 Det er måske i vor tid sværere at beholde den moralske styrke og stå imod det ondes vinde, der blæser mere voldsomt end nogensinde før. Det er en udskillende proces. I dag udstilles sidestykkerne til Babylon, Sodoma og Gomorra besnærende og åbenlyst på TV, internettet, film, i bøger, blade og på forlystelsessteder. Til sidste generalkonference advarede præsident Gordon B. Hinckley os mod at bevæge os for langt i retning af samfundets hovedstrømninger på visse områder så som at holde sabbatsdagen hellig, opløsning af familien og andre anliggender. Han sagde: »Vi har bevæget os for langt hen mod samfundets hovedstrømning i disse sager. Selvfølgelig er der gode familier. Der er gode familier overalt. Men der er for mange, som har vanskeligheder. Det er en sygdom, der kan helbredes. Måden er enkel og effektiv. Det er kærlighed.«12 I vores samfund er mange hellige værdier blevet undermineret i ytringsfrihedens navn. Det vulgære og sjofle beskyttes i ytringsfrihedens navn. Samfundets hovedstrømning er blevet mere tolerant og accepterer endda opførsel, som Jesus, Moses og profeten Joseph Smith og andre profeter har advaret mod siden menneskehedens histories begyndelse. Vi bør ikke tillade, at vores personlige værdier undermineres, selv hvis andre mener, at vi er ejendommelige. Vi har altid været et ejendommeligt folk. Men det er meget bedre at være åndelig korrekt end politisk korrekt. Selvfølgelig ønsker vi som enkeltpersoner og som folk at være vellidt og respekteret. Men vi kan ikke være i samfundets hovedstrøm, hvis det betyder, at vi opgiver de retfærdige principper, som tordnede ned fra Sinajs bjerg, og som siden blev forædlet af Herren og derefter belært om af nutidige profeter. Vi bør kun frygte for at fornærme Gud og hans Søn Jesus Kristus, som er denne Kirkes overhoved. Alle former for ondt maskeres. Jeg taler om seksuel umoral. Jeg taler om at spille for penge, som mange steder kaldes spil i stedet for hasardspil. Dette er typisk for de mange onder, der maskeres for at gøre dem mere acceptable. Der foretages også maskering af anden opførsel, som er blevet fordømt gennem hele menneskehedens historie ­ opførsel der er ødelæggende for familien, samfundets grundlæggende enhed. I »Familien, en proklamation til verden« har Det Første Præsidentskab sagt: »Vi . . . erklærer højtideligt, at ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne.« Nedbrydningen af forældrenes myndighed underminerer samfundets mest uerstattelige institution ­ familien. Paulus talte om dem på sin tid, der viste, at »loven [var] skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne.«13 For at denne Kirkes medlemmer kan nyde et pagtsfolks velsignelser, må Herrens lov være skrevet i deres hjerte. Hvordan kan de gøre det, når der er så mange stemmer, som fortæller vores børn og børnebørn, at ondt er godt, og godt er ondt? Vi håber, at alle fædre og mødre, bedstefædre og bedstemødre, vil være bedre eksempler på at holde Guds bud. Vi beder ægtemændene og hustruerne om at prøve lidt mere at være kærlige og venlige over for hinanden. Hvis begge forældre vil beskytte deres familie i det omfang, de kan, fra de mange påvirkninger, der jager os, er der større sandsynlighed for, at deres børn vil være beskyttede. Dagligt studium af skriften, daglig bøn, regelmæssige familieaftener, lydighed mod præstedømmets myndighed i hjemmet og i Kirken udgør en god forsikring mod åndelig svækkelse. Josva talte utvetydigt, da han sagde: »Jeg og mit hus vil tjene Herren. Og folket sagde til Josva: ðHerren vor Gud vil vi tjene, og ham vil vi adlyde.Ы14 Det står os frit for, om vi vil modtage eller afvise Herrens og hans profeters råd. De, som vælger ikke at følge profeterne, er ofte de stemmer, der kritiserer dem, der gør det. Nogle af vores kritikere kalder dem, der følger deres åndelige ledere »tankeløse får.« Jesus sagde: »Og når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.«15 Alt dette begynder selvfølgelig ikke med vores generation. Lige fra begyndelsen har Satans påvirkning og kræfter konstant været i krig mod Gud. Satan, den store bedrager, sagde: »Jeg er også en Guds søn.«16 Satan rådede kraftigt Adams børn til ikke at tro på de ting, der kommer fra Gud, »og de elskede Satan mere end Gud. Og fra den tid af begyndte menneskene at blive kødelige, sanselige og djævelske.«17 Undskyldningen synes at være, at alle andre gør det. Det er »moderne.« Ordinanserne og pagterne hjælper os med at huske, hvem vi er, og vores pligt over for Gud. Det er de redskaber, som Gud har givet os for at føre os ind til evigt liv. Hvis vi ærer dem, vil han give os yderligere styrke. Ældste James E. Talmage forsikrede, at den sande troende »med Guds kærlighed i sin sjæl, stræber efter et liv i tjeneste og retskaffenhed uden at standse op for at spørge, hvilken regel eller lov der påbyder eller forbyder det.«18 Lad os i en verden, hvor vi og vores familie trues af det onde fra alle sider, huske på præsident Hinckleys råd: »Hvis blot vores folk kunne lære at efterleve disse pagter, ville alt andet komme af sig selv.«19 Trofaste medlemmer af Kirken, som er trofaste over for deres pagter med Mesteren, behøver ikke at få alt forklaret til punkt og prikke. Kristuslignende opførsel kommer fra menneskets hjertes og sjæls dybeste kildespring. Den ledes af Herrens Helligånd, som loves i evangeliets ordinanser. Det bør være vores største håb at nyde den helliggørelse, som kommer gennem denne guddommelige vejledning. Det bør være vores største frygt at miste disse velsignelser. Må vi leve således, at vi som salmisten kan sige: »Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte.«20 Jeg beder til, at det må være således. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Jer 31:33. 2. Gal 3:27. 3. Gal 3:29. 4. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 191. 5. L&P 42:61. 6. L&P 84:38. 7. Se L&P 20:77, 79 8. Viewpoint, Church News, 1. oktober 1988, s. 16. 9. Se Es 5:20. 10. Alma 37:46. 11. William Wordsworth: »The World«, i The Oxford Book of English Verse, red. Sir Arthur Quiller-Couch, 1939, s. 626. 12. »Se mod fremtiden,« Stjernen, jan. 1998, s. 71. 13. Rom 2:15. 14. Jos 24:15, 24. 15. Joh 10:4-5, se også v. 11, 14-15, 27. 16. Moses 5:13. 17. Moses 5:13. 18. I Conference Report, april 1905, s. 27. 19. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 147. 20. Sl 139:23.