De ville gerne se, hvem Jesus var

Brødre, søstre og venner. I 2013 blev min hustru, Laurel, og jeg kaldet til at tjene som missionsledere i Den Tjekkiske/Slovakiske Mission. Vores fire børn tjente med os.¹ Vi blev som familie velsignet med strålende missionærer og formidable tjekkiske og slovakiske hellige. Vi elsker dem.

Da vores familie kom ud på missionsmarken, tog vi noget, ældste Joseph B. Wirthlin sagde, med os. I en tale med titlen »Det store bud« spurgte ældste Wirthlin: »Elsker I Herren?« Hans råd til de af os, der kan svare »ja« var enkelt og dybt: »Brug tid med ham. Mediter over hans ord. Tag hans åg på jer. Prøv at forstå og adlyde.«² Ældste Wirthlin lovede dernæst transformerende velsignelser til dem, der er villige til at give tid og plads til Jesus Kristus.³

Vi tog ældste Wirthlins råd og løfte til os. Sammen med vores missionærer brugte vi tid med Jesus ved at studere Matthæus, Markus, Lukas og Johannes fra Det Nye Testamente og 3 Nefi i Mormons Bog. Ved slutningen af hvert missionærmøde sluttede vi med noget fra de »Fem evangelier«,⁴ hvor vi læste, drøftede, overvejede og lærte om Jesus.

For mig, for Laurel og for vores missionærer ændrede det alt at bruge tid med Jesus i skrifterne. Vi fik en dybere påskønnelse af, hvem han var, hvad der var vigtigt for ham. Sammen overvejede vi, hvordan han underviste, hvad han underviste om, hvordan han udviste kærlighed, hvad han gjorde for at velsigne og tjene andre, de mirakler han udførte, hvordan han håndterede forræderi og svære menneskelige følelser, hans titler og navne, hvordan han lyttede, løste konflikter, den verden han levede i, hans lignelser, hvordan han opfordrede til enighed og venlighed, hans evne til at tilgive og helbrede, hans prædikener, bønner, sonoffer, opstandelse og evangelium.

Vi følte os ofte som Zakæus, der »var lille af vækst« og klatrede op i et morbærfigentræ, da Jesus kom gennem byen, for, som Lukas beskriver, vi »ville gerne se, hvem Jesus var.«⁵ Ikke Jesus som vi ønskede, han skulle være, men snarere Jesus som han virkelig var og er.⁶ Akkurat som ældste Wirthlin havde lovet, lærte vi på en meget virkelig måde, at »Jesu Kristi evangelium er et forandringens evangelium. Det tager os mænd og kvinder på jorden og forædler os til mænd kvinder for evighederne.«⁷

Det var helt specielle dage. Vi begyndte at tro på, at »intet er umuligt for Gud.«⁸ Hellige eftermiddage i Prag, Bratislava eller Brno, hvor vi oplevede Jesu kraft og vitterlige eksistens, giver stadig genlyd hos os alle.

Vi studerede ofte Markus 2:1-12. Det er en medrivende historie. Jeg vil gerne læse en del direkte fra Markusevangeliet, og dernæst dele, hvad jeg er nået til forståelse af, efter omhyggelige studier og drøftelser med vores missionærer og andre.⁹

»Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.

Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem.

Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand.

Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned.

Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: ›Søn, dine synder tilgives dig.‹«

Efter nogen summen i skaren,¹⁰ kigger Jesus på den lamme mand og helbreder ham fysisk ved at sige:

»›Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!‹

Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: ›Aldrig har vi set noget lignende!‹«¹¹

Nu til historien, som jeg er kommet frem til at forstå den: Tidligt under sin tjenestegerning vender Jesus tilbage til Kapernaum, et lille fiskerleje ved Galilæasøens nordlige bred.¹² Han havde kort tid forinden udført en række mirakler ved at helbrede de syge og uddrive onde ånder.¹³ Ivrig efter at høre og opleve den mand, der blev kaldt Jesus, samlede beboerne i landsbyen sig ved det hus, hvor rygtet ville vide, at han skulle bo.¹⁴ Da de gjorde det, begyndte Jesus at tale til dem.¹⁵

Husene i Kapernaum var på den tid med flade tage, i et plan og tæt beliggende på hinanden.¹⁶ Tage og mure var en blanding af sten, tømmer, ler og tækkehalm, som man havde adgang til ad nogle enkle trin på siden af huset.¹⁷ Skaren fyldte hurtigt huset og det rum, hvorfra Jesus underviste, og de stod også på gaden.¹⁸

Historien har fokus på den lamme mand og hans fire venner.¹⁹ Lammelse kan ofte være ledsaget af svækkelse og rystelser.²⁰ Jeg forestiller mig en af de fire sige til de andre: »Jesus er i vores by. Vi har alle hørt om de mirakler, han har udført, og dem, han har helbredt. Hvis vi bare kan få vores ven hen til Jesus, kan han måske også helbrede ham.«

Så de tager fat i hvert sit hjørne af deres vens måtte eller seng og begynder at bære ham igennem de snoede, smalle og ikke-brolagte gader i Kapernaum.²¹ Med ømme muskler drejer de fire om det sidste hjørne for blot at opdage, at skaren, eller som skriften siger »de mange mennesker«, der er kommet for at høre, er så stor, at det er umuligt at nå frem til Jesus.²² I deres kærlighed og tro giver de fire ikke op. I stedet for stavrer de op på det flade tag, forsigtigt med deres ven og hans leje, hvor de fjerner taget til det værelse, hvor Jesus underviser og firer deres ven ned.²³

Overvej, at midt i det, der må have været en seriøs undervisningssituation, hører Jesus en skramlen, ser op og ser et hul, der bliver større i taget, efterhånden som støv og halm falder ned. En lam mand på en båre bliver dernæst sænket ned på gulvet. Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus ser, at det ikke er en afbrydelse, men snarere noget, der betyder noget. Han ser på manden på båren, tilgiver hans synder i fuld offentlighed og helbreder ham fysisk.²⁴

Med den fortælling i Markus 2 in mente, bliver adskillige sandheder om Jesus som Kristus klare. For det første, når vi prøver at hjælpe nogen, vi holder af, med at komme til Kristus, kan vi gøre det i tillid til, at han har kapaciteten til at lette syndens byrde og tilgive. For det andet, når vi lægger fysisk, følelsesmæssigt eller anden sygdom for Kristus, kan vi gøre det i vished om, at han har kraften til at helbrede og trøste. For det tredje, når vi, som de fire gjorde, gør en indsats for at føre andre til Kristus, kan vi gøre det med sikkerhed for, at han ser vores sande intentioner og vil ære dem behørigt.

Husk, at Jesu undervisning blev afbrudt af, at nogen fjernede taget. Frem for at revse eller afvise de fire, der havde lavet hullet, for at afbryde, fortæller skriften os, at »Jesus så deres tro.«²⁵ De, der vidnede det mirakel, blev »grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.«²⁶

Brødre og søstre, lad mig afslutte med yderligere to observationer. Om det end er som missionærer, omsorgssøstre og -brødre, præsidenter for Hjælpeforeningen, biskopper, lærere, forældre, søskende eller venner, så er vi alle som sidste dages hellige disciple engageret i arbejdet med at føre andre til Kristus. De kvaliteter, de fire, der bar deres lamme ven til Kristus, udviste er værd at overveje og tilegne sig.²⁷ De er ligefremme, tilpasningsdygtige, robuste, kreative, alsidige, håbefulde, beslutsomme, trofaste, optimistiske, ydmyge og udholdende.

Desuden fremhæver de fire den åndelige vigtighed af trosfællesskabet og fællesskab.²⁸ For at bringe deres ven til Kristus måtte hver af de fire løfte deres hjørne. Slipper den ene, bliver det sværere. Opgiver to, bliver opgaven praktiskt talt umulig. Vi har alle en rolle at spille i Guds rige.²⁹ Når vi tager den rolle og gør vores del, tager vi vores hjørne. Om det så end er i Argentina eller Vietnam, Accra eller Brisbane, en gren eller en menighed, en familie eller et missionærmakkerskab, så har vi alle et hjørne at løfte. Når vi gør det, og hvis vi vil, vil Herren velsigne os alle. Akkurat som han så deres tro, vil han se vores og velsigne os som et folk.

Til tider har jeg løftet i mit hjørne af en seng, og til andre tider har jeg været den, der er blevet båret. En del af styrken i denne bemærkelsesværdige historie om Jesus er, at den minder os om, i hvor stor grad vi behøver hinanden, som brødre og søstre, for at komme til Kristus og blive forandret.

Det er nogle af de få ting, jeg har lært af at bruge tid med Jesus i Markus 2.

»Må Gud give os, at vi må være i stand til at [løfte vores hjørne], at vi ikke må knibe udenom, at vi ikke må frygte, men at vi må forblive stærke i vores tro, og målrettet i vores arbejde på at opfylde Herrens hensigter.«³⁰

Jeg vidner om, at Jesus lever, at han kender os, og at han har kraften til at helbrede, forandre og tilgive. I Jesu Kristi navn. Amen.