Generalkonference
Vandr i et pagtsforhold til Kristus
Oktoberkonferencen 2023


Vandr i et pagtsforhold til Kristus

Den, der blev såret og knust for os, vil tillade jordelivet at bearbejde os, men han beder os ikke om at udstå de udfordringer alene.

Jeg blev præsenteret for en rute i Israel af min gode ven Ilan. »Den bliver kaldt Jesus-ruten,« sagde han, »fordi det er den vej fra Nazaret til Kapernaum, som mange mener, Jesus gik.« Jeg besluttede mig straks for, at jeg ville gå den rute, så jeg begyndte at planlægge en tur til Israel.

Seks uger inden turen brækkede jeg min ankel. Min mand var bekymret for skaden, min største betænkelighed var, om jeg kunne gå Jesus-ruten en måned senere. Jeg er stædig af natur, så jeg afbestilte ikke flybilletterne.

Jeg husker, hvordan vi mødtes med vores israelske guide den smukke juni-morgen. Jeg hoppede ud af minibussen og tog så mine krykker og en knæscooter ud af den. Mya, vores guide, kiggede på min gips og sagde: »Åh, jeg tror ikke, du kan gå denne rute i den tilstand.«

»Muligvis ikke,« svarede jeg. »Men der er intet, der forhindrer mig i at forsøge.« Hun nikkede ganske småt, og vi begyndte. Jeg elsker hende for det, for at tro på, at jeg kunne gennemføre trods et handicap.

Jeg tog den stejle sti og de store sten for en tid på egen hånd. Dernæst, trak Maya, rørt over mit oprigtige forsæt, et tyndt reb frem, bandt det om styret på min scooter, og begyndte at trække. Hun trak mig op ad bakkerne, gennem citronplantager, og langs bredden af Genesaret Sø. Ved rejsens slutning, udtrykte jeg min taknemmelig for min søde guide, der havde hjulpet mig med at gennemføre noget, jeg aldrig ville kunnet have gennemført på egen hånd.

Da Herren kaldte Enok til at rejse gennem landet og vidne om ham, tøvede Enok.1 Han var kun en ung mand, langsom til at tale. Hvordan kunne han gå den vej i hans tilstand? Han var forblindet af det, der var knust hos ham. Herrens svar til det, der forhindrede ham, var enkelt og omgående: »Vandr … med mig.«2 Ligesom Enok må vi huske, at den, der blev såret og knust for os,3 vil tillade jordelivet at bearbejde os, men han beder os ikke om at udstå de udfordringer alene.4 Uagtet tyngden af vores historie, eller den aktuelle kurs på vores vej, vil han indbyde os til at vandre med sig.5

Tænk på den unge mand med et problem, der mødte Herren på et øde sted. Jakob var rejst langt hjemmefra. I nattens mørke drømte han, ikke kun om en stige, men også om et pagtsløfte, heriblandt det jeg kalder for femfinger-løftet.6 Den nat stod Herren ved siden af Jakob, præsenterede sig som Jakobs fars Gud, og lovede derpå:

  • Jeg er med dig.

  • Jeg vil passe på dig.

  • Jeg vil få dig hjem igen.

  • Jeg vil ikke forlade dig.

  • Jeg vil holde mit løfte.7

Jakob måtte træffe et valg. Han kunne vælge at leve sit liv, hvor han blot var bekendt med sin fars Gud, eller han kunne vælge at leve et liv i et forpligtet pagtsforhold til ham. Flere år senere bar Jakob vidnesbyrd om at leve indenfor Herrens pagtsløfter: »Gud … hørte min bøn, dengang jeg var i nød, og … var med mig på min rejse.«8 Ligesom Herren gjorde det for Jakob, vil han besvare os hver især, når vi er i nød, hvis vi vælger at tøjre os til ham. Han har lovet at vandre med os på vores rejse.

Vi kalder dette for at gå på pagtsstien – en sti, der begynder med dåbspagten og fører til større pagter, vi indgår i templet. Måske hører I disse ord og tænker på afkrydsningsfelter. Måske ser I kun en sti med krav. Hvis man ser nærmere efter afsløres noget mere betagende. En pagt handler ikke kun om en kontrakt, selvom den er vigtig. Den handler om et forhold. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Pagtsstien handler om vores forhold til Gud.«9

Tænk på pagten ægteskab. Bryllupsdatoen er vigtig, men lige så vigtigt er det, at forholdet smedes gennem det liv, der leves sammen efterfølgende. Det samme gælder for et pagtsforhold til Gud. Betingelser er blevet sat, og der vil forekomme forventninger på vejen. Og alligevel indbyder han os alle til at komme, som vi kan, med hjertets faste fortsæt og trænge os frem10 med ham ved vores side, og stole på, at hans lovede velsignelser vil komme. Skriften minder os om, at disse velsignelser ofte kommer til hans tid og på hans måde: 38 år,11 12 år,12 straks.13 Om end gennem prøven, jeg lader dig gå.14

Hans mission handler om at komme os i møde. Jesus Kristus vil møde os der, hvor vi er, og som vi er. Derfor haven, korset og graven. Frelseren blev sendt for at hjælpe os med at overvinde.15 Men hvis vi bliver, hvor vi er, bliver vi ikke bragt til den udfrielse, vi søger. Ligesom han ikke bare efterlod Jakob på et øde sted, har Herren ikke til hensigt at efterlade nogen af os, der hvor vi er.

Hans mission handler også om at føre os til himlen. Han vil arbejde med os16 for at føre os op til det sted, han er, og i processen gøre os i stand til at blive, som han er. Jesus Kristus kom for at opløfte os.17 Han ønsker at hjælpe os til at blive som ham. Derfor templet.

Vi må huske, at det ikke er kursen alene, der vil ophøje os; det er makkeren – vor Frelser. Og derfor pagtsforhold.

Da jeg var i Israel, besøgte jeg Vestmuren. For jøderne er dette det helligste sted i Israel. Det er alt, der er tilbage af deres tempel. De fleste har deres fineste tøj på, når de besøger dette hellige sted, deres valg af tøj er et symbol på deres hengivenhed for deres forhold til Gud. De tager hen til muren for at læse i skriften, tilbede og udøse deres bønner. Bønnen om et tempel i deres midte optager dem hver eneste dag, deres bønner, denne længsel efter et pagtens hus. Jeg beundrer deres hengivenhed.

Da jeg kom hjem fra Israel, lyttede jeg mere omhyggeligt til de samtaler omkring mig, der omhandlede pagter. Jeg bemærkede folk, der spurgte: Hvorfor skal jeg gå på pagtsstien? Behøver jeg komme ind i et hus for at indgå pagter? Hvorfor har jeg den hellige tempelklædning på? Bør jeg investere i et pagtsforhold til Herren? Svaret til disse gode og vigtige spørgsmål er enkelt: Det afhænger af, hvilken form for forhold I vil have til Jesus Kristus.18 Vi må hver især finde vores eget svar på disse dybt personlige spørgsmål.

Her er mit: Jeg vandrer på denne sti som vor »himmelske forældres elskede datter«,19 kendt af himlen20 og dybt betroet.21 Som et barn af pagten, er jeg kvalificeret til at modtage lovede22 velsignelser. Jeg har valgt23 at vandre med Herren. Jeg er blevet kaldet24 til at stå som et Kristi vidne. Når stien føles overvældende, bliver jeg styrket25 med styrkende kraft. Hver gang jeg træder over tærsklen til hans hus, oplever jeg et dybere pagtsforhold til ham. Jeg bliver helliggjort26 med hans Ånd, begavet27 med hans kraft og indsat28 til at opbygge hans rige. Gennem en proces af daglig omvendelse og ugentlig deltagelse i nadveren, lærer jeg at blive standhaftig29 og at færdes overalt og gøre vel.30 Jeg vandrer på denne sti med Jesus Kristus, og ser fremad mod den lovede dag, hvor han vil komme igen. Da vil jeg blive beseglet som hans31 og opløftet som en hellig32 datter af Gud.

Derfor vandrer jeg på pagtsstien.

Derfor holder jeg fast ved pagtsløfter.

Derfor kommer jeg i hans pagtshus.

Derfor bærer jeg den hellige tempelklædning som en konstant påmindelse.

Fordi jeg ønsker at leve i et forpligtet pagtsforhold med ham.

Det gør I måske også. Begynd, hvor I er.33 Lad ikke jeres tilstand stå i vejen for jer. Husk, hastighed og placering på stien er ikke så vigtigt som fremgang.34 Bed en person, I stoler på, der befinder sig på pagtsstien, om at præsentere jer for den Frelser, de har lært at kende. Lær mere om ham. Invester i jeres forhold ved at indgå pagt med ham. Jeres alder eller tilstand er ligegyldig. I kan vandre med ham.

Da vi var færdige med Jesus-ruten, tog Mya ikke sit reb tilbage. Hun lod det være bundet til min scooter. De næste dage trak mine nevøer i teenagealderen og deres venner på skift mig gennem Jerusalems gader.35 De sørgede for, at jeg ikke gik glip af historierne om Jesus. Jeg blev mindet om den opvoksende generations styrke. Vi kan lære af jer. I har et oprigtigt ønske om at kende guiden, Jesus Kristus. I stoler på styrken af det reb, der tøjrer os til ham. I er ualmindeligt dygtige til at føre andre til ham.36

Heldigvis går vi langs denne sti sammen og kan opmuntre hinanden undervejs.37 Når vi deler vores personlige oplevelse med Kristus, styrker vi personlig hengivenhed. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Enoks folk var faret vild, de havde benægtet Kristus, de søgte »deres egne råd i mørket« (se Moses 6:27-28). På et tidspunkt, hvor Enok havde mistet tro på menneskeheden, vendte han sig til Herren efter vejledning. Dette kald til Enok er det samme kald, som Herren giver os alle: »Vandr derfor med mig« (Moses 6:34; se også Matt 11:28). Men ligesom Enok er I måske usikre på, om I kan vandre på denne sti i jeres tilstand. Måske føler I jer hindret på nogle måder. Måske er selve grunden til, at vi skal vandre på pagtsstien netop vores tilstand, fordi vi er hindrede på en eller anden vis, og vi har brug for hans hjælp.

  2. Se Moses 6:23-34.

  3. Se »Jesus af Nazaret«, Salmer og sange, nr. 105.

  4. Se Eter 12:27.

  5. Se Matt 11:28-30.

  6. Mine piger ønsker at hviske dette femfinger-løfte til deres børn (mine børnebørn) hver morgen – en påmindelse om en Fader i himlen, der er guddommeligt opmærksom på hver af sine børn.

  7. Se 1 Mos 28:10-22. Den abrahamske pagt blev også tydeligt fremhævet den nat. Disse dele af den abrahamske pagt spiller en vigtig rolle i vores liv og i Jesu Kristi evangelium: (1) Løftet om en evig arv (v. 13); (2) Evige efterkommere (v. 14); og (3) Velsignelsen ved og ansvaret for at velsigne alle jordens nationer (v. 14).

  8. 1 Mos 35:3; fremhævelse tilføjet. Jakobs forældre beordrede ham til at forlade deres hjem for at få afstand til Esau, der havde truet med at slå ham ihjel, og for at han fik mulighed for at møde en, han kunne gifte sig med i pagten (se 1 Mos 27:41-45; 28:1-2, 5).

  9. Russell M. Nelson, »Den evigtvarende pagt«, Liahona, okt. 2022, s. 11.

  10. Se 2 Ne 31:20.

  11. Se Joh 5:5, historien om Betesda dam.

  12. Se Mark 5:25, historien om kvinden, der rører ved Kristi kappe.

  13. Se Matt 14:31, historien om Peter, der går på vandet.

  14. »Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, nr. 38.

  15. Se 1 Ne 11:16-33.

  16. Se Fil 1:6; 2:13; MormO 1:7.

  17. Se Joh 12:32.

  18. En sti er ofte defineret af bestemte kendetegn, såsom skilte eller milepæle. Det er en måde at sørge for, at man er på rette vej eller går i den rigtige retning. Et forhold kan også defineres ved nøglekendetegn. Nogle af disse omfatter forventning (se Jer 29:11; L&P 132:7); underkastelse (se Mosi 3:19; Alma 7:23; 13:28); ydmyghed, lydighed, tålmodighed, eftergivenhed, tillid (se Ordsp 3:5) og kærlighed (se Rom 8:31-39).

  19. »Unge Kvinders tema«, Evangelisk Bibliotek, fremhævelse tilføjet; se også Bonnie H. Cordon, »Elskede døtre«, Liahona, nov. 2019, s. 67.

  20. Se Joh 4:1-29, historien om kvinden ved brønden.

  21. Se Alma 38:1-3.

  22. Se 4 Mos 6:23-27.

  23. Se Jos 24:22.

  24. Se L&P 25:3, historien om Emma Smith.

  25. Se 1 Kor 15:9-10.

  26. Se 2 Krøn 20:1-17, især v. 14.

  27. Se L&P 109:1-46.

  28. Se 1 Sam 16:11-13.

  29. Se Ester 4:16, historien om Ester.

  30. Se ApG 10:38.

  31. Se Es 43:1-5.

  32. Se Joh 28:1-9.

  33. En god ven mindede mig om, at et kald til handling er en vigtig del af ethvert forhold.

  34. Samtale med Kristen Oaks, sep. 2023.

  35. Til Mack Oswald, Camden Oswald, Ashton Matheny og Jack Butler, tak for at trække mig.

  36. »I husker sikkert, at jeg har opfordret de unge i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til at melde sig til Herrens bataljon af unge for at deltage i det største værk på jorden i dag – Israels indsamling. Jeg kom med denne opfordring til vores unge, fordi de er usædvanligt gode til at række ud til andre og dele det, de tror på, på en overbevisende måde« (Russell M. Nelson, »Vidner, Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Pigers klasser«, Liahona, nov. 2019, s. 39).

  37. »Guds rige … er som en belejret by omringet på alle sider af døden. Hver mand har sin plads på muren at forsvare, og ingen kan stå, hvor en anden står, men ›intet afholder os fra at råbe opmuntrende til hinanden‹« (Martin Luther, i Lewis William Spitz, The Renaissance and Reformation Movements, 1987, s. 335).