Bibliotek
Svar med kærlighed


»Svar med kærlighed« Emner og spørgsmål (2023)

Billede
far i Uruguay krammer sin søn

Hjælp andre med deres spørgsmål

Svar med kærlighed

Når nogen tæt på jer deler deres spørgsmål eller bekymringer om Kirken, er det normalt at føle sig nervøs eller bekymret. Prøv at lægge disse følelser til side og svare med venlighed og medfølelse. I forstår måske ikke helt den anden persons oplevelse, men I kan følge Jesu Kristi eksempel og altid vise kærlighed.

Nogle gange tøver folk med at fortælle om deres kampe, fordi de frygter, at de måske mister deres forhold til dem, der er tæt på dem. Hvis nogen rækker ud til jer, leder de efter støtte. Svar med kærlighed, selv hvis I ikke ved, hvad I skal gøre eller sige. Se efter måder at vise medfølelse og venlighed på, selv om de træffer valg, som I ikke er enige i.

Her er nogle principper, der kan hjælpe jer til at vise kærlighed til folk, når de deler deres spørgsmål med jer:

  • Tal med kærlighed. Kommuniker med ydmyghed, venlighed og oprigtighed. Veltalenhed og strålende ideer er mindre nyttige end det at vise kristuslignende kærlighed. Udtryk jeres kærlighed enkelt, oprigtigt og gentagne gange. Se, som Ånden anviser, efter det rette tidspunkt og den rette måde at give »en grund til det håb, der er i jer.«1

  • Tjen dem på meningsfulde måder. Find måder, hvorpå I kan vise jeres kærlighed og loyalitet. Spørg dem, hvad der får dem til at føle sig værdsatte, og hvordan I kan støtte dem. Overvej derefter, hvordan I kan handle på det, I finder ud af. Jeres tjeneste vil styrke jeres kærlige ord og vil forsikre personen om, at I bryder jer om dem.

  • Bevar jeres forhold. Det er vigtigere at udvikle et forhold af kærlighed og tillid end at give hurtige svar. Et godt mål kan være bare at holde samtalen kørende. Det at bevare jeres forhold, mens I holder jeres pagter, er den bedste måde at fortsætte med at have en positiv indflydelse på.

  • Prøv at se dem gennem Herrens øjne. Ældste Dale G. Renlund har sagt: »Vi kan ikke fuldt ud opfylde vores pagt om og pligt til at sørge med dem, der sørger, og trøste dem, der har behov for trøst, medmindre vi ser dem gennem Guds øjne.«2 Jeres ven eller kære er et Guds barn med guddommeligt potentiale. De oplever de prøvelser, som apostlen Peter sagde, at vi bør forvente i livet.3 Jesus Kristus kalder sine disciple til at elske andre, som han elsker dem.4 Bed om perspektiv til at se dem, som han gør.

  • Elsk dem uden at gå på kompromis. Når en person, vi elsker, beslutter at tro noget andet, end vi gør, eller træffer beslutninger, vi ikke forstår, bør vi respektere deres handlefrihed og fortsætte med at elske dem. Vi kan gøre dette uden at opgive vores egen inderlige overbevisning. Præsident M. Russell Ballard sagde: »Vi kan elske hinanden uden at gå på kompromis med personlige guddommelige idealer. Og vi kan tale om de idealer uden at marginalisere andre.«5

Nøgleskriftsteder: Ordsp 15:1; Joh 13:34-35; L&P 52:16; 121:41-42